Læsning i skyggen af COVID-19, nu i 2021

Landet oplever i skrivende stund sin anden nedlukning. Mundbind er blevet en integreret del af påklædningen, og befolkningen er grebet af strikketøj og den store flugt ud i naturen. For nogle er der også blevet ekstra tid til at læse. Men orker vi at læse om corona, når vi endelig har fri? Personligt har jeg det lige som med serien »Sommer«, da den første gang blev vist: Fri mig venligst for hverdagsnær realisme, når jeg endelig har tid til at forsvinde ind i en anden virkelighed. I et interview i Information med de nordjyske trubadurer, Niels Hausgaard og Annika Aakjær (kendt fra menstruationsdigtet »Dag 2«) kan man læse, at heller ikke de synes, at COVID-situationen i sin reneste form stimulerer kreativiteten. De finder dog en del inspiration i den menneskelige adfærd, der ledsager ­fænomenet. Niels Hausgaard synes, at mundbind kan være klædeligt – f.eks. i svigerindens tilfælde. Også bagklogskaben, som har kronede dage under epidemien, får et velrettet skud for boven. Hausgaard mener, at de bagkloge ligesom de nærige bør kunne jages hele året.

Føler man sig alligevel fristet til at opsøge et COVID-19-værk, kunne Caspar Erics »Jeg vil ikke tilbage« være et godt bud. I 80 dage – 2 x karantænens 40 dage – skriver han hver dag et digt om det, der foregår, fra toiletpapirhamstring og Yahya Hassans død til fællesskabet, herunder flugten til sommerhuset. Om face­timing med sin treårige nevø, der er »indfødt i en verden hvor kontakt ikke længere er knyttet til kroppen«. Ud over egne finurlige refleksioner citeres der rammende fra andre digtere, bl.a. Juliana Spahr:

»How beautiful and doomed

This connection

Of everyone with lungs«.

Fra dag seks indsniger tallet for dagens indlagte sig med kursiv i øverste højre hjørne som en slags lakonisk vejrmelding. Når 2020 en gang er blevet historie, vil denne bog med sin anprisning af fællesskabet og det nære liv stå tilbage som en helstøbt, stemningsmættet reminder, der kan bringe os tilbage til, hvordan dette besynderlige år rent faktisk føltes. Fire stjerner. Og nu ikke et ord mere om ­COVID-19.

Skildringen af moderskabet har oplevet en renæssance i de senere år og buldrer frem i forskellige former, herunder i en række autofiktive værker. På ­forsiden af Jesper Steins roman »Rampen« ses Mor og Jesper på trappen i forgrunden, mens Far og storebror Peter står uskarpt i delvis mørke i døråbningen. Det er ikke noget tilfælde. For helt centralt i bogen er forfatterens forhold til sin nyligt afdøde mor. Omdrejningspunktet for fortællingen er det store kollaps, der indtræffer, da Jesper er en stor gymnasiedreng, og storebroren lige er flyttet hjemmefra. Faderen, som er en karismatisk gymnasielærer, indleder et forhold til en gammel elev. Derefter ­bølger slaget frem og tilbage og ender med en bitter skilsmisse, hvor Mor og Jesper bliver det nye par i den store fine Risskov-­villa. Da det hele skylles ned med rigelige mængder af alkohol, kommer Jesper til at lægge øre til alt for meget. Familien er i bogstaveligste forstand i opløsning.

Det kunne lyde som en lige lovlig tung og trist bog at læse, men det er det ikke. Ud over at være usædvanligt velskrevet glimrer denne bog ved at være et sjældent ærligt og tredimen­sionelt portræt af forældrene, Jytte og Finn, som til trods for deres åbenlyse fejl og mangler beskrives med stor kærlighed. Forfatteren skåner heller ikke sig selv og står allerede på første side ved sit eget problematiske forhold til alkohol. Foruden at være holdt op med at drikke er han også lige blevet skilt og har helbredsangst. Kuren imod al denne elendighed er en præcis sproglig sans, der som en lyskegle rettes mod centrum for smerten. Som læser bliver man revet med af erindringsbillederne, både dem, der fremkaldes på ­papiret, og dem, der spejles hos en selv, hvis man har været barn og ung i halvfjerdserne.

Moderen Jytte blev psykiatrisk sygeplejerske. Hun er velbegavet og har et stort akademisk potentiale, som hun imidlertid skrinlægger til fordel for kernefamilien. I de tidlige år er hun så omsorgsfuld og nærværende som tiden tillader ved Jespers side, da han i flere omgange opereres for ­ganespalte. Måske er det der, han lærer, at »sygdom er kærlighedens arnested«. Og familie­historien, mormorens død som 41-årig af brystkræft, lægger en solid bund af frygt for kræft.

En stor del af forfatterens in­spi­ration beskrives som genereret af faderen, der i gymnasie­perioden har fat i sin dovne ­yngste søn og forsøger at få ­facon på hans danske stile.

Foruden at være gymnasie­lærer var Finn Stein Larsen også litteraturanmelder og nærede en dyb kærlighed til især Frank Jæger. Hans livsværk, »Den magiske livskreds«, handler netop om Jægers liv og digtning. Og ligheden med Finns eget liv er til at få øje på: »Hans livsløb er ikke resultatet af heroiske ­beslutninger, eksistentielle valg og martrende idekampe. Han er med utrolig sans for at bruge sine egne og omgivelsernes rige ressourcer næsten passivt blevet ført gennem sit liv fra fase til fase« … »Til sidst ender han i et mørke af alkohol, isolation, para­noia og fortvivlelse«.

Fem stjerner til denne bog, som er så fint indrammet af et citat af Frank Jæger – »Eet er nødvendigt: at godtage sine skrammer«.

Egne skrammer er også en central del af romanen »Er mor død«, skrevet af norske Vigdis Hjorth. Som navnet antyder, er Mor også i dette værk under lup, og det er artige sager, der åbenbarer sig for med bogens egne ord »kalder moderfiguren foldet ud i fuld størrelse på alt for modstridende følelser til feelgood«. I denne roman er hovedpersonen en ca. 60-årig billedkunstner, Johanna. Hjemkommet fra udlandet forsøger hun at opsøge sin mor, som hun i mange år har været i konflikt med, fordi moren føler sig personligt udleveret af datterens værker. Historien ligner i høj grad Hjorths egen skæbne, idet hun er jævnaldrende med sin hovedperson og selv del af en ­familiefejde, blot af litterær ­karakter. Hendes søster har så­ledes skrevet en mod-roman til det formentligt delvist auto­fiktive værk »Arv og miljø«, som Vigdis Hjorth fik udgivet i 2016. Om kunstnerens forhold til ­virkeligheden skriver Hjorth i denne bog at ... »værkets sandhedsværdi ikke ligger i dets ­forhold til den såkaldte virkelighed, men i den virkning det har på beskueren«.

Personligt er jeg helt enig og blev fuldstændigt revet med af historien om den aldrende kunstner, som forsøger at erindre og forstå det, hun er op­rundet af – autofiktion eller ej. Sproget er i en klasse for sig og mesterligt oversat til dansk af Karen Fastrup. Fortættede stemninger beskrives, så det føles som at være der selv. Man forstår, hvad tab kan gøre ved et menneske ved at læse om ­moren, der selv har mistet sin mor så tidligt, at hun knap nok husker hende, og som derfor bærer hende »som et hul i kroppen, sådan som alle bærer deres mødre som huller i kroppen, små eller store, levende eller døde«. Og det giver fuldstændig mening, at man som datter kan blive bærer af den smerte, det lykkes moren at fortrænge. At hun af samme grund ender med at »abdicere som mor«, så datteren er »død i hende« er lige så logisk, som det er grusomt.

Dette er en suveræn femstjernet læseoplevelse, relevant for alle, der har eller har haft en mor.

Som lægelig tillægsgevinst kan man undervejs blive klogere på både selvskade og spiseforstyrrelser.

LÆS OGSÅ:

»Som forælder til et barn med psykisk sygdom, bliver jeg rørt, og det vækker en smertelig genklang«

»Bogen skildrer et samfund, hvor selvmord ikke er ekstraordinært«

Bogen er et videnskabeligt indblik i håndarbejdets gavnlige virkninger for vores mentale og fysiske helbred

»Bøgerne er interessante for læger, fordi de beskriver oplevelsen af kræft fra et barns perspektiv«