»Som forælder til et barn med psykisk sygdom, bliver jeg rørt, og det vækker en smertelig genklang«

»Det forfærdelige bliver en slags hverdag ...«

»De pårørende – når ens barn rammes af psykisk sygdom« er en dokumentarfilm, der følger en gruppe forældre til fem unge med psykisk lidelse gennem ti samtaler, hvor de deler historier og gennem deling når en vis heling af smerten.

Fem unge, fem forskellige historier om opvækst og debut af skizofreni, ADD, misbrug, selvskade. Filmklip og fotos af børnene, da de var små imellem samtalerne, strandbilleder og leg og nærhed, som understreger, at det kunne ramme os alle at blive forældre til et psykisk sygt menneske. Billederne understreger den kærlighed, som gennemsyrer forløb, og den smerte, der opstår, når det samme barn ikke ønsker at leve, er aggressiv, misbruger og ikke får tilstrækkelig hjælp i systemet. At leve med at tænke »Åh nej«, hver gang telefonen ringer…

Det rammer direkte ind i forælderhjertet.

15% af alle unge under 18 år bliver ramt af psykisk lidelse. Det er hyppigere end nogen anden sygdom i denne aldersgruppe. Og det er ikke kun den unge, der bliver ramt, det gør hele familien. Forældre og søskende. Derfor har filmen sin berettigelse. Der er masser af skyld og skam, »hvad kunne jeg have gjort anderledes …«, forbundet med at være forældre til en psykisk syg, og det konstante alarmberedskab medfører stress, angst, sygemeldinger hos forældrene. Filmen er et talerør for familierne. Både til systemerne, der ikke rummer at tage sig af hele den syge familie, og til andre familier i samme situation.

Scenen er ti møder i samme lokale, en terapeut og seks forældre, kan det bære en film?

Som forælder til et barn/en voksen med psykisk sygdom, bliver jeg rørt, og det vækker en smertelig genklang. Som læge i det system, som møder den psykisk syge og deres familier, vækker det en eftertænksomhed. Processen i samtalerne leder frem til den almengyldige konklusion, som alle forældre kender, at først, når du accepterer, hvor den unge er, kan du give slip og hjælpe både dig selv og den unge. Også selv om den accept er, at den unge ikke vil leve.

Jeg vil give den fire stjerner ud af fem. Det er et tungt emne, og den deling og spejling, der virker forløsende for forældrene, når ikke helt ud i stuen til seeren. Omvendt har filmen en berettigelse, idet den bringer fokus på et emne, der ikke er særlig godt beskrevet. Alle læger har berøring med psykisk sygdom, uanset om vi arbejder i skadestuen, er urolog, psykiater eller praktiserende læge, og ved, at patientens ressourcer og netværk er den vigtigste faktor i forhold til at mestre sygdom. Og som praktiserende læge, som følger familierne over tid, giver filmen et fint hint om at smide berøringsangsten, og spørge moderen: »Hvordan har du det?«.

»Som forælder til et barn med psykisk sygdom, bliver jeg rørt, og det vækker en smertelig genklang«

Fakta