Skip to main content

Anmeldelse: »Bogen skildrer et samfund, hvor selvmord ikke er ekstraordinært«

I »Blomsterdalen« skriver forfatter Niviaq Korneliussen om selvmord blandt grønlandske unge. Hun skildrer selvmordet som en uhyggelig almindelig del af kulturen og som en reaktion på ubærlige livsomstændigheder, omsorgssvigt og social kontrol. Bogen er vigtig og stor litteratur, skriver anmelder og speciallæge i psykiatri Anne Lindhardt.
Cover: Gyldendal
Cover: Gyldendal

Anne Lindhardt, speciallæge i psykiatri

11. nov. 2020
4 min

Blomsterdalen er vejen ud til kirkegården i Tasiilaq i Østgrønland. Der, hvor de hvide navnløse trækors står i rækker, med blot med et nummer til identifikation. Alt for mange af dem rummer de jordiske rester af unge, der har taget deres egne liv.


Det er Niviaq Korneliussens anden bog, og som i den første, hvor ungdomslivet i Nuuk med stoffer, homoseksualitet og venskaber var i centrum, bryder hun tabuer. Denne gang er det selvmordet, der er omdrejningspunktet. I bogen undersøger hun selvmordet som en del af kulturen som en reaktion på ubærlige livsomstændigheder, på omsorgssvigt, på social kontrol og som en uforklarlig og uforståelig hændelse i en kultur, hvor det er uhyggelig almindeligt.


Bogen falder i tre dele. I den første fortæller den navnløse hovedperson om sit liv i Nuuk hos forældrene, som er søde og ordentlige, men forholdet til dem er anstrengt. Hun møder en stor kærlighed , men drager kort tid efter til Aarhus for at læse antropologi på AU. Hun skildrer vemodigt, med en realisme, der næsten virker satirisk, hvor svært det er som grønlænder at blive anerkendt som almindelig studerende. Hun mødes med forventninger om dovenskab og druk. At hun er dansktalende, men uden at mestre visse hårfine ironiske nuancer, virker kun som en bekræftelse på forestillingen om, at hun er ringerne begavet end de andre. De medstuderende interesserer sig ikke for de uundgåelige kulturforskelle, men anvender fordomme som fortolkningsramme.


I bogens anden del tager jegfortælleren tilTasiilaq, hvor kærestens kusine uforklarligt har begået selvmord. De leder uden held efter årsag. Og skildrer med varme og indføling de pårørendes sorg og hvordan deres familie støtter dem.


I tredje del, som er en hjerteskærende forfaldshistorie, tager fortælleren tilbage til Danmark,


Som et særligt spor i bogen – en roman i romanen – er indskudt 45 korte tekster, et for hvert selvmord begået i Grønland i 2019. I bogens første del i form af korte kliniske sætninger som »37. Pige. 15 år. Hængning uden for tømrerværksted med ledning«. I anden del tales der i de små tekster til den døde »Du var en tikkende bombe. Det var som om de bare ventede på det ville lykkes for dig, du kunne ikke reddes, du kunne ikke redde dig selv, fordi ingen troede på det ville lykkes for dig«. For så til sidst i bogens tredje del at lade selvmorderen selv få ordet med smerte og håbløshed »min krop kan ikke engang bruges til prostitution«.


Bogen er skrevet på fortvivlelse og raseri. Raseri over den fatalisme og delvise fortrængning, hvormed samfundet ser på selvmordet, uden at gøre noget effektivt for at undgå det. Således skildrer forfatteren, hvor svært det er at få en pålidelig selvmordstatistik, og den omtales ikke offentligt.


Det er en af bogens styrker, at den ikke forfalder til entydige forklaringer såsom vold, overgreb og svigtende forældre. Til gengæld skildrer den en identitetssøgen og rodløshed i det isolerede samfund. Her giver den stemme til de unges Grønland. De søger bl.a. gennem kunst og kultur at finde, hvem de selv er, og hvilket samfund de ønsker.


Jeg læste bogen i flyet fra Nuuk til Ilulissat og videre til Qaanaaq. Jeg så ned på de udstrakte fjelde, på isbjergene i havet, på tunger af indlandsis og på de uendelige afstande med den spredte befolkning i dette betagende land, med de store modsætninger. Jeg betages og bedrøves af det ubærlige i denne bog , som er så genkendeligt fra mine mange år med besøg som psykiatrisk konsulent i Grønland. Og det, jeg møder i Qaanaq, svarer så præcist til skildringen i bogen. (I Qaanaaq tog seks unge mellem 15 og 18 deres liv fra 2018 til 2019. Befolkningen er på ca. 650.)


Det er en stor bog og en vigtig bog, som viser, at Niviaq Korneliussen mestrer og fornyer en avanceret litterær genre, og at hun i den grad har noget på hjerte.


Faktaboks

Fakta