Boganmeldelse: »Tak, kære forfatter, fordi du udvider min horisont på uroen i mennesket«

»Hvad nu hvis?« er et fuldstændigt berettiget spørgsmål. Men nogle plages af tankens katastrofescenarier i en grad, så det er ubærligt. Roland Paulsen, 39-årig forfatter og doktor i sociologi, tager os med på en begavet rejse i perspektiver. Man skal ikke forvente sig en analyse af, hvorfor uro kendetegner vores velstående samfund, eller hvordan man kommer den til livs. Men det forfriskende er mængden af perspektiver på noget, som vi som læger har vænnet os til ligger inden for vores gebet: angst og rumination.

Roland Paulsen er belæst og væver i sin causerende form imellem notater, han har gjort sig i interviews, betragtninger omkring individ og samfund fra Platon til Sartre til Ulrich Beck, empiri fra sociologien, antropologien og psykiatrien. Bogen er en sproglig fornøjelse, men på svensk og ganske kompakt.

En rejse gennem historien beretter om kontrafaktisk tænkning – tænkning på det, der ikke er. Fra overgangen fra samler-jæger-samfund med evig udsathed for farer og sult, men uden behov for tanken om i morgen. Til jordbrugets indretning på årstiderne og næste års høst. Til industrisamfundets behov for at mennesket underordnes uret, tiden og overflødiggørelsen. Til det senmoderne samfunds individualisering af at lykkes – fremtidig risiko for ikke at gøre det, følelsen at være ladt alene på en tømmerflåde. Ansvar for egen skæbne koblet med en tiltagende følelse af magtesløshed. Og hvad er det, man skal lykkes med?

Præcist og spiddende kommer forfatteren omkring samfund, fælleskaber og skam. Er jeg for tyk? Har jeg slukket for gassen? Kommer jeg til at gøre nogen skade? At det bliver besættende for nogle skyldes måske en indlært uformåen – tankens værktøj til at håndtere farer er individualiseret og får bizarre udtryksformer.

Selvom mange med besættende uro er plagsomt bevidste om det irrationelle i deres besættelse, kan selvsamme risikoaversion afsløre noget om samfundet for os. Risikoens talismanske ladning understøtter den moderne intolerance over for usikkerheder og er i sig selv med til at sørge for, at radikal handling bremses. Klimasammenbrud og diskussion af dets risiko afvejes over for økonomiske og bekvemmelighedsrisici. Risikokalkuler konkurrerer, og i den ciffereksercits kommer det, der er, oftest til at bestå. Samtidig er politik i stigende grad kommet til at handle om at være bedst til kontrol.

Det intellektuelle greb er, at Roland Paulsen ikke kloger sig, men tager læseren med i mange og traditionsrige perspektiver på sindet, bevidstheden, eksistensen og sociologien. Vores affortrylning af eksistensen ved at insistere på menneskets »nothingbutness« – ved at se alt i et årsag-virkning-perspektiv – får et dask med på vejen. Herunder reduktion af de plagsomme tankespind til blot at udgøres af fejlslagne loops i hjernen mellem eksterne stimuli, orbitofrontal cortex og thalamus.

Roland Paulsens egne refleksioner over, hvordan vi kommer videre ud af moradset, får bogen til intellektuelt at tabe højde, men refleksionerne er dog ikke dystopiske: Risiko findes, og selvom man skal tage alle farer i betragtning, er fællesskaber i nuet afgørende. At leve er at lade frygten for det værre fortrænges af længslen efter det bedre.

Man bliver klogere af denne bog. Tak, kære forfatter, fordi du udvider min horisont på uroen i mennesket.

Da min ældste var fire år, spurgte hun en aften, da hun skulle sove: »Hvordan kan jeg vide, at der ikke kommer en mand med en økse ind ad terrassedøren?«. Og jeg sagde: »Det gør der ikke«. Godt ti år senere havde vi et indbrud ad selvsamme terrassedør, hvor min mand blev truet på livet med en kniv.

Min datters spørgsmål var helt legitimt – ligesom mit svar var det. Vi lever jo.

Boganmeldelse: »Tak, kære forfatter, fordi du udvider min horisont på uroen i mennesket«

Fakta