Anmeldelse
Filmanmeldelse: »Filmen blotlægger på pinefuld vis alle de svigt, et lille menneske kan udsættes for«
Billede: IMDb.dk
3. sep. 2020
3 min.
Lad det være sagt med det samme: Denne film om den niårige utilpassede pige, Benni, er lige så rystende som den er absolut seværdig for alle, der arbejder med børn. Filmen blotlægger på pinefuld vis alle de svigt, et lille menneske kan udsættes for. Hun svigtes ikke bare i sin primære familie hos en enlig mor, der har fået hende i en ung alder og ikke kan tackle hendes raseriudbrud. Hun svigtes også i behandlingssystemet, hvor hun flyttes rundt med stigende frekvens, eftersom de forskellige bosteder ikke kan rumme hendes tiltagende udadreagerende adfærd. Samtidig fremgår det tydeligt, at de enkelte medarbejdere i systemet hver især gør deres yderste inden for de rammer, de bevæger sig i. Men betingelserne for at give Benni den omsorgsfulde og kærlige relation til en eller ganske få ansvarsfulde voksne, som hun hungrer efter, er simpelthen ikke til stede.
Benni spilles mageløst troværdigt af 11-årige Helena Zengel. Både når hun trøster børn og voksne, der er kede af det, når hun gør sig umage for at blive holdt af, dækker fint bord eller forærer sin mor en taske, hun har stjålet til hende. Og når hun pludselig går amok. For ud af det blå koldstartes et blindt raseri, så overvældende og voldsomt at selv voksne mennesker – med rette – bliver bange for hende. Et af hendes sårbare punkter er hendes ansigt, som hun grundet tidligere overgreb ikke tåler, at nogen rører. Som tilskuer sidder man med tilbageholdt åndedræt og håber, at ingen i tankeløshed kommer til at overskride denne grænse. Pædagogen Micha yder en stor indsats for at komme ind på livet af »Mighty Mouse«, hans kælenavn til Benni i de engelske undertekster. Ud fra tanken om at give hende ro tager han hende med i tre uger i sin primitive hytte i skoven, hvor hun uden distraherende skærmtid kan opleve et simpelt liv med bål og brændehugst med en ansvarsfuld voksen. Hun overgiver sig delvist og begynder at kalde ham ved hans rigtige navn, Micha, i stedet for »Erzieher« (= opdrager), som er hendes standardbetegnelse til de mange voksne, hun hen ad vejen er blevet udsat for. Men sammen med den gryende tilknytning følger også et voldsomt og umætteligt behov for nærhed, som det er umuligt for Micha at håndtere inden for de professionelle rammer. Han bryder en grænse og tager hende med hjem til sig selv til overnatning, hvilket kickstarter såvel en bedring i hendes tilstand som begyndelsen til et nyt svigt. For alt ved Benni er alt for voldsomt, selv hendes kærlighed.
Filmen vrimler med både barske og rørende scener og sætter spørgsmålstegn ved mange temaer, som det er værd at dvæle ved som læge eller anden aktør i sundheds- og socialvæsenet. Hvor går grænsen mellem professionelt engagement og etisk ansvar? Hvad stiller man som professionel op med redningsfantasier i forhold til et tidligt svigtet barn? Hvordan er det kommet dertil, at en niårig gentagne gange bæltefikseres og ordineres off-label Risperdal? Og hvordan kan vi forebygge, at et barn kastes rundt på den måde i et system for til sidst at ende med at skulle eksporteres til Kenya?
Fakta