Det er godt indarbejdet i de fleste læger, at på sygehusene er afdelingslæge noget, man er en overgang, og overlæge er noget, man ender som.
Men antallet af speciallæger er over de senere år steget. I 2013 var der ifølge Sundhedsdatastyrelsen 7.861 hospitalsansatte speciallæger, det var i 2021 steget til 9.724, en stigning på 24 procent. Lige så stille er det blevet en realitet, at ikke alle speciallæger kan regne med at blive overlæge. Mange skal være afdelingslæge, måske karrieren ud.
Det er langtfra alles kop te. Men det er den vej, regionerne, der er sygehuslægernes arbejdsgivere, har bestemt, at det skal gå. Det fremgik krystalklart af regionernes forhandlingsleder Rikke Margrethe Friis’ tale ved Yngre Lægers repræsentantskabsmøde sidste år.
Hun sagde:
»Vi forventer færre overlæger og flere afdelingslæger, når vi ser over en længere årrække. Afdelingslæger skal kunne se udvikling for sig med gode karriereveje med stor faglig anseelse og mulighed for udvikling, uden at den anseelse kommer alene gennem en overlægetitel«.
Sådan noget kommer ikke af sig selv, og ved overenskomstforhandlingerne mellem Danske Regioner og Yngre Læger sidste år blev parterne enige om at samarbejde om at bestykke afdelingslægestillingen med muligheder for faglig udvikling, så den bliver attraktiv at forblive i.
Det skal ske i form af målrettede forsøg i hver af de fem regioner, som der er afsat i alt 80 millioner kroner til i år og næste år.
Forsøgene skal fremme afdelingslægers udvikling af kompetencer og faglighed og afdække, hvilke opgaver de kan varetage og under hvilke vilkår. De fem regioner får hver en del af det samlede beløb, og rent praktisk skal en tovholder, som den lokale Yngre Læger-repræsentant har udpeget, sammen med regionen tilrettelægge forsøgene (se faktaboks).
I Region Midtjylland er Therese Straarup i fuld gang. Hun har været afdelingslæge siden 2019 på Aarhus Universitetshospital (AUH) som anæstesilæge på Intensiv Nord. Hun er udpeget som tovholderen i sin region.
Hun kalder det et karriereudviklingsprojekt. Og der er brug for det, for dels skal der banes vej for en kulturændring, og dels er afdelingslægegruppen lige nu præget af frustration, siger hun.
»Mange af de læger, der er afdelingslæger, har set deres fremtidige karriere som overlæger. Det er der formentlig mange, der ikke bliver, og de skal derfor revurdere deres fremtidsudsigter og finde en tilfredsstillelse i at være afdelingslæge«.
Hvorfor er det så afgørende at blive overlæge?
»Jeg tror bare, at man er opfostret med, at det var det, man skulle ende som, helt fra medicinstudiet. Man kan sige, det er at nå toppen af karrierestigen. Der er prestige i det. Kulturelt er man bare noget andet, når man er overlæge, end når man er afdelingslæge«.
Hvad er det, der ligger i overlægestillingen, som man tænker, man ikke får som afdelingslæge?
»Ud over at man ikke er på toppen af karrierestigen, så er afdelingslægen underordnet; en ordinær medarbejder. Det er vi oppe imod, for det er tydeligt, at der i dag i afdelingslægestillingen ikke er de samme udviklingsmuligheder som i overlægestillingen«.
Overlægerne fik ved seneste overenskomst i 2021 en ledelsesreform, der blandt andet betyder, at alle overlæger er ledere, og overlæger fik flere ledelsestrin end hidtil.
Er der noget af magtrummet på en afdeling tilbage til afdelingslæger?
»Vi skal tænke udviklingen af afdelingslægestillingen ind i den reform. Men ja, jeg tror bestemt, at der er nogle muligheder tilbage. Dem skal vi prøve at finde ved de her forsøg – og måske vil der endda vise sig flere muligheder«.
At mange afdelingslæger håber på at ende som overlæge, trods de nye vinde, er Therese Straarup selv et eksempel på.
»Ja, det tror jeg da, jeg skal«, lyder hendes svar på spørgsmålet, om hendes fremtidsdrøm er at blive overlæge.
Hun er slet ikke i tvivl om, at det vil rigtig mange – ikke alle – men mange, svare ja til.
Det er jo en tydelig udfordring for projektets succes – men måske også for din egen troværdighed som tovholder?
»Nej, det synes jeg ikke. Fremover vil der jo også være læger, der bliver ansat som overlæger, og derfor er det naturligt, at afdelingslæger går efter at kvalificere sig til at blive ledere og overlæger. Men det vigtigste er, at alle afdelingslæger, også dem der ikke bliver ledere, får et så meningsfuldt job som muligt med de udviklingsmuligheder, de ønsker«.
Og det er der virkelig brug for.
Therese Straarup henviser til gruppen af afdelingslæger, som hun hører til på AUH. Det er en stor gruppe, og mange har været afdelingslæger i længere tid og har et meget højt fagligt niveau, siger hun. De kan noget specielt inden for hver deres område.
»Når de er afdelingslæger og ikke overlæger, er det i høj grad, fordi der kun skal være et vist antal overlæger, så de er afskåret fra det. Men rent fagligt matcher de overlægerne«, siger hun og fortsætter:
»Jeg tror, at en del af dem er frustrerede lige nu. De kan ikke lade være med at tænke, at det kunne lige så godt være mig, der var overlæge. Men sådan er det ikke gået, selvom de matcher på mange parametre«.
Hun tilføjer, at det også kan hænge sammen med, at der tidligere er blevet ansat overlæger i stillinger, der egentlig ikke er lederstillinger.
»Og når det så pludselig ændres, kan det godt opleves som lidt tilfældigt, om man er ansat som overlæge eller som afdelingslæge«.
Opgaven er at skabe en stilling, som lægerne finder tilfredsstillelse i, fagligt og ledelsesmæssigt. Så stillingen som afdelingslæge kan erstatte de forventninger og drømme, som mange lægger i overlægestillingen.
Therese Straarup peger på to ting, som er allervigtigst for, at det kan lade sig gøre. At afdelingslæger kan udvikle sig fagligt, og at de kan få ansvar. Nå ja, der er noget tredje: et godt arbejdsmiljø – men det gælder jo altid, som hun siger.
»De meget dygtige afdelingslæger skal, selvom de ikke har udsigt til at blive overlæger, stimuleres og være de dygtigste inden for deres felt«Therese Straarup, afdelingslæge
Det faglige først.
»Det handler om at have mulighed for at kunne bidrage med de ressourcer, man har. Og det er vigtigt at blive stimuleret til at udvikle sine faglige ressourcer, løbende«.
Det vil typisk være ved at uddanne sig og dygtiggøre sig, fordi ens viden er efterspurgt. Det kan handle om at finde funktioner, som afdelingslægen kan indtage, og pinpointe, hvilke udviklingsmuligheder der ligger i dem.
»De meget dygtige afdelingslæger skal, selvom de ikke har udsigt til at blive overlæger, stimuleres og være de dygtigste inden for deres felt. Og det, tror jeg, er vigtigt for at ændre holdningen til at være afdelingslæge: at vi kommer til at have faglige fyrtårne gående, som i højere grad er afdelingslæger«.
Det skal kombineres med at afdække, hvilke områder hvor afdelingslæger kan have selvstændigt ansvar. Det er mange muligheder, mener Therese Straarup, og det bliver også en opgave at få dem konkretiseret i de regionale forsøg.
»Ledelse kan defineres på mange måder, og læger på alle niveauer varetager jo ledelsesopgaver, også selvom de ikke er overlæger. Det kan være faglig ledelse, i tværfaglige samarbejder, i mindre team og i uddannelse. Mulighederne er mange, og vi skal holde fast i dem«.
Det kan være faglige ansvarsområder eller ansvar for subspecialer, eller det kan være i et tværfagligt arbejde, som handler om at sikre et samarbejde om at skabe en god uddannelse på tværs af afdelinger, nævner Therese Straarup.
Er det svært at afgrænse? Der går rygter om afdelingslæger, der udfører overlægearbejde til afdelingslægeløn?
»Ja, det bliver vi indimellem udfordret på her i regionen. Men jeg ved, at vores regionale Yngre Læger-forening altid tager fat i afdelingen for at høre, om denne afdelingslæge ikke skal ansættes som overlæge. Der er et samarbejde med Overlægeforeningen om det. Jeg kender ikke status, og det kan godt være, der findes en afdelingslæge, som er uddannelsesansvarlig, men det er noget, man prøver at undgå«.
Therese Straarup peger på, at der også kan være tale om funktioner, der tidligere har været varetaget af en overlæge. Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er overlægearbejde, og at funktionen fortsat skal varetages på overlægeniveau.
Er det nemt at definere, hvor grænsen er?
»Nej. Det er det ikke. Der er en gråzone. Det kan for eksempel være i ret snævre subspecialer, hvor de afdelingslæger, der er, er meget højtspecialiserede, de vil ofte varetage funktioner, der er fuldt ud sammenlignelige med overlægers«.
Projekterne, som Region Midtjylland udbyder, og som interesserede afdelingslæger i regionen kan byde ind på, handler bredt set om faglig udvikling og identificering af ansvarsopgaver for afdelingslæger.
Region Midtjylland, Therese Straarup og formanden for Yngre Læger Region Midtjylland er blevet enige om nogle overordnede temaer (se faktaboks).
Alle ledelser har fået udmeldingen om regionens projekter, men det er afdelingslægerne selv, der skal tage initiativet og spille ud i samarbejde med den ledende overlæge, som dermed forventes at tage et ansvar i denne sammenhæng. Afdelingen skal så sørge for, at der er tid til projektet, og den kan bruge af projektmidlerne til at give et løntillæg til de afdelingslæger, der skal varetage funktionen eller får udviklet deres kompetencer.
Hvad er stemningen?
»Jeg ved ikke, om der er landet en stemning endnu. Men der er faktisk stor opmærksomhed. Det skyldes nok også, at det er gået op for folk, at der er rigtig mange penge involveret – der er mange afdelingslæger, der henvender sig til mig for at høre, hvordan de midler kommer i spil«.
Fakta
