Ultralyd i almen praksis: »Jeg bliver taget mere alvorligt, når jeg henviser«

»I kan se, at der er tre prober her – en til underlivet, en til maven og en til hud og bylder«.

Praktiserende læge Trine Ville fremviser lægeklinikkens nyeste medarbejder, SonoScape P9 Elite, mens klinikhunden Milo vimser rundt mellem vores sko.

Vi er på besøg i Trine Villes praksis i Faxe for at finde ud af, hvad det har betydet for hende at få ultralyd med i sin almenmedicinske værktøjskasse.

Hun har været praktiserende læge her i det gule hus på Rønnedevej siden 2017 og har som yngre læge på sygehus prøvet at bruge ultralyd – og kunne lide det. Men det var alligevel først i februar i år, at ultralyd rykkede ind i hendes konsultationsrum.

»Økonomien har ikke været til det før«, forklarer Trine Ville.

»Apparatet er jo ret dyrt, kurset koster også penge – og tid – og vi har heller ikke fået honorar for at bruge det. Så alt i alt har det været svært at finde plads til ultralyd«.

Men Trine Ville slog til, da hun var en af de læger, der fik mulighed for at blive en del af en ordning i Region Sjælland, hvor læger i lægedækningstruede kommuner får ultralydkurset betalt, tilskud til køb af apparatet og honorar for at bruge ultralyd indtil udgangen af 2026.

Og det har hun ikke fortrudt.

Den første gang

Trine Ville brugte første gang ultralydapparatet i klinikken en vinterdag i år.

»Det var en gravid, der ikke var ret langt henne. Hun var meget nervøs«, husker hun.

Kvinden havde lavet en positiv urintest, men det havde hun prøvet mange gange før, uden det var blevet til et barn. Det ville bare ikke lykkes for hende, og nu var hun tæt på de 40 år. Ville hun kunne nå det?

»Jeg besluttede mig for at skanne hende, og da jeg havde sat proben på maveskindet, kunne vi begge se et lille spillevende foster, der lå derinde med hjerteblink, og det passede fuldstændig med hendes terminsberegning, og jeg sagde, ,Se, hvor fin den er’, og hun blev så glad. Og jeg blev også glad – jeg fik næsten tårer i øjnene«.

På basiskurset lærer de praktiserende læger at gennemføre ti udvalgte point-of-care ultrasound (PoCUS)-undersøgelser. Trine Ville har især brugt ultralyd til de gravide, blæreskanninger og bylder.

»Det er nemmest og hurtigt«, siger hun.

»Med en byld kan jeg f.eks. se, om den er klar til at blive skåret i; om den er modnet og har en flydende midte. Nogle gange er ødemerne ligesom trukket ned, og så kan det være sværere at se, hvor væsken er. Der kan jeg bruge ultralydskanneren, så jeg undgår at lave hul i en patient til ingen verdens nytte. Det har man jo ikke rigtig lyst til«.

Er der nogen af undersøgelserne, som du ikke har lavet her i klinikken?

»Jeg har ikke rigtig haft brug for FAST-skanningen, som viser, om der er fri væske i maven. Jeg har haft en enkelt patient med voldsomme mavesmerter, hvor jeg satte proben på, men jeg syntes ikke, at jeg fik nok ud af det. Hun havde så store smerter, at jeg på forhånd havde besluttet mig at indlægge hende, så jeg brugte ikke rigtig skanningen til noget«, siger Trine Ville.

»Jeg har heller ikke brugt skanning for pleuravæske endnu, men den har jeg bestemt, at jeg vil bruge mere. For med den kan jeg se, om de har pneumonier, og den er langt mere præcis end stetoskopet, som jo er ret uspecifikt. Jeg tror, at det er gamle vaner, der har gjort, at jeg ikke har brugt den endnu; det tager kun to minutter – så kan man se, om de har væske på lungerne. Det er jo smart«.

Henvisninger

Trine Ville mener, at ultralyd i almen praksis gavner både patienterne, det øvrige sundhedsvæsen og lægen.

»Dér hvor det virkelig gør en forskel for patienterne, er, når jeg forhindrer, at de skal en tur på sygehuset, eller at de ikke skal vente så længe på f.eks. en gynækolog«, siger hun.

Det kan være, hvis de har fået lagt en spiral op og gerne vil være sikre på, at den sidder rigtigt. Eller hvis de er bange for, at der er noget galt, fordi snorene er forsvundet op i uterus.

»Det er et rigtig hyppigt problem, at kvinder er bange for, at spiralen sidder forkert eller er faldet ud, og jeg synes ikke, at de skal vente seks måneder på at få at vide, at spiralen sidder, som den skal. Jeg har altid selv lagt spiraler, men efter jeg er begyndt at bruge ultralyd, er sikkerheden for, at spiralen sidder rigtigt, lige så stor hos mig som hos gynækologen«, siger Trine Ville.

»Det er der, jeg aflaster det øvrige sundhedsvæsen, fordi jeg ikke henviser patienter til sygehus eller speciallæge, men kan undersøge det selv«.

Nogle patienter skal dog stadig henvises, og det er næppe en hemmelighed for læger, at omfanget af afviste henvisninger er ved at udvikle sig til en temmelig kantet sten i skoen for sundhedsreformen.

Også på dette punkt har Trine Ville oplevet en forandring til det bedre.

»Jeg føler, at jeg bliver taget mere alvorligt, når jeg henviser, når jeg kan skrive, at UL viste det og det. Jeg tror, at sygehusene oplever, at jeg har gjort det mere grundigt, og jeg kan i hvert fald se, at det er lykkedes mig at komme igennem med henvisninger, som før blev afvist«.

Et eksempel er karkirurgerne i Region Sjælland. Ifølge Trine Ville er det »meget svært, næsten umuligt,« at få henvisninger igennem til karkirurgien.

»Men det lykkedes mig alligevel en enkelt gang, hvor det, jeg troede, var en byld, viste sig at være en aneurisme. Her kunne jeg bruge ultralyd til at se, at der var flow – og så gik henvisningen søreme igennem!«.

Ultralyd i almen praksis er dog ikke altid tilstrækkeligt. Det oplever Trine Ville, når hendes skanning f.eks. viser, at en patient med mavesmerter svarende til galdeblæren har galdesten.

»Inde på sygehuset vil de gerne have mere med og har behov for en egentlig radiologisk ultralydskanning. Og det er jo ikke det, vi laver«, forklarer hun.

»Men hvis jeg ser galdesten ved skanningen, så oplyser jeg jo patienten om det, når jeg skriver min henvisning til sygehuset, og så ved patienten, hvad smerterne sandsynligvis skyldes. Det er beroligende for patienten, og for mig giver det en større sikkerhed for, at jeg har stillet den rigtige diagnose. Det kan jeg godt lide«.

Trine Ville har indtil videre »kun« basiskurset i ultralyd, men hun har mod på at gå videre med et af overbygningskurserne. Måske i skulder/albue, så hun kan blive bedre til at ramme rigtigt, når patienter ønsker en blokade for deres smerter. Det ville være rart at kunne følge nålen på skærmen, så man ved, hvornår den er fremme ved hulrummet – og blokader er der pæn efterspørgsel på.

Eller måske et kursus, hvor hun lærer at skanne Bakers cyster i knæhasen – det er der også mange, der kommer med.

»Hvis jeg selv kan finde cysten, kan jeg henvise dem direkte til ortopædkirurgerne, så de ikke behøver at vente flere måneder på at få tid til en radiologisk undersøgelse«, siger hun.

Supplement, ikke erstatning

Der har været lægehus i det gulpudsede lægehus i Faxe i over 50 år. Trine Ville kom her i fase 3 i sin hoveduddannelse og faldt pladask for stedet og menneskene.

Vi fornemmer humoren oppe på 1. sal, hvor der i personalerummet hænger en kalender med velbyggede brandmænd på opslagstavlen. Men man spænder vidt i lægehuset, så der hænger også en kalender fra Hus Forbi og en med katolske præster.

Selv om Trine Ville nu som den første læge i husets historie bruger ultralyd, holder hun fast i de almenmedicinske dyder, kendskabet til patienterne og det kliniske blik i sine konsultationer.

Ultralyd er et supplement. Ikke en erstatning.

»Forskellen er nok, at hvor jeg før palperede, når en patient havde mavesmerter, og kunne sige, at ,dine smerter svarer til galdeblæren’, så kan jeg med ultralyd faktisk se, at der er en sten i galdeblæren«, forklarer Trine Ville.

De ultralydundersøgelser, som bliver lavet i almen praksis, er meget målrettede. Så hun palperer f.eks. stadig, selv om hun har set en sten i galdeblæren.

»Det giver mig en fornemmelse af, om der er andet, jeg skal være opmærksom på. Er leveren f.eks. forstørret?«.

Hvad betyder det for dig som læge, at du kan bruge ultralyd nu?

»Jeg tror, at alle læger kan lide at lære. Det er ligesom en del af vores grundlæggende DNA. Ultralyd er en ny ting, der er kommet ind i min lægeverden, og noget, som jeg skal blive bedre til. Det elsker jeg! Det der med at føle, at jeg har gjort et rigtig godt stykke arbejde – at jeg har løftet fagligheden og måske sparet en patient for turen på sygehuset – det kan jeg rigtig godt lide«, siger Trine Ville.

Hun håber også, at ultralyd vil kunne styrke rekrutteringen til almen praksis.

»Det er megavigtigt for de fremtidige praktiserende læger, der jo får prøvet ultralyd allerede på studiet. Der sker en kæmpestor teknologisk udvikling inde på sygehusene i disse år, og den skal vi også være med i herude i praksis. Vi skal kunne mere, løfte os og blive bedre og mere specialiserede«, siger hun – og sukker næsten hørligt.

»Jeg synes, at det giver så meget mening, så jeg håber virkelig, at politikerne snart kan se, at ultralyd hører hjemme i fremtidens almen praksis«.

Hvad gør du, hvis Region Sjælland stopper med at udbetale honorar for ultralyd ved udgangen af året?

»Vi fortsætter. Selvfølgelig gør vi det. Nu har vi apparatet, og vi ved, hvilken forskel det kan gøre. Men jeg håber da på alles vegne, at der kommer en form for honorering, så ultralyd kan blive mere udbredt i almen praksis. Jeg er sikker på, at det vil gøre, at flere får lyst til at investere i et apparat«.

Og så slutter vi med endnu en patienthistorie. For Trine Ville kommer i tanke om en meget overvægtig gravid, der kom op hos hende dagen før.

Kvinden var i 2. trimester og havde ikke mærket liv hele dagen.

»Så sætter jeg dobleren på og kan slet ikke finde hjertelyd, fordi hun er så tyk. Jeg bliver nervøs – men jeg er ret god til at skjule det – så jeg siger roligt til hende, at nu sætter vi lige ultralyden på. Og så kunne vi jo se et lille levende foster derinde, der tumlede rundt, og hjertet slog«.

Moren blev selvfølgelig meget lettet.

Hvad havde du gjort, hvis du ikke havde haft ultralyd?

»Så havde jeg været nødt til at sige til hende, at jeg ikke kunne høre hjertelyd, og at jeg måtte sende hende på sygehuset«, siger hun og tilføjer:

»Det var jo lidt rart, at det ikke var nødvendigt«.