Skip to main content

»Vi arbejder i en ny virkelighed«

Infektionsmedicinsk Afsnit flytter, Lungemedicinsk Afsnit lukker senge på Gentofte Hospital. Årsagen er personalemangel. Cheflæge er bekymret, men hospitalet rykker tættere sammen og indretter sig. Hoveduddannelseslæge på afdelingen og næstforperson i Yngre Læger mener, at uddannelse er under pres.

Cheflæge Lotte Usinger mener, at det er bekymrende, når et helt sengeafsnit må flytte, og et andet må lukke senge. I virkeligheden er det bedst at have de rigtige patienter i de rigtige senge, siger hun. Foto: Thomas Hommelgaard.
Cheflæge Lotte Usinger mener, at det er bekymrende, når et helt sengeafsnit må flytte, og et andet må lukke senge. I virkeligheden er det bedst at have de rigtige patienter i de rigtige senge, siger hun. Foto: Thomas Hommelgaard.
15. dec. 2022
11 min.
Arbejdsvilkårene skal være attraktive, så vi kan fastholde læger i det offentlige. Det er i min optik der, hvor læger hører til.Wendy Sophie Schou, næstforperson i Yngre Læger og HU-læge på Gentofte Hospital.

Først var der 21. Så var der 10. Og fra 1. december 2022 er der ingen infektionsmedicinske sengepladser på Gentofte Hospital. De er flyttet til Herlev Hospital. Og de lungemedicinske sengepladser er ikke bare flyttet, de er lukket. Der er normeret til 21, de har haft 14 i lang tid, nu er der otte senge åbne.

Årsagen til både flytning og lukning er mangel på sygeplejersker, og det er en situation, mange sygehuse over hele landet står over for. Fra Region Hovedstaden til Midt og Syd.

Odense Universitetshospital har f.eks. aktuelt lukket i alt 28 senge på tværs af matriklerne i Odense og Svendborg. På Aarhus Universitetshospital var der i april 2022 en difference på –50 mellem antallet af normerede og disponible senge, i Gødstrup 84.

På hele Herlev og Gentofte Hospital var der i starten af november 138 lukkede senge, i hele regionen er det 399 ifølge Region Hovedstadens notat »Plan for afvikling af udskudt aktivitet«, december 2022.

Lukningen af lungemedicinske sengepladser løses ved, at nogle lungepatienter bliver placeret på andre afdelinger. De sygeste ligger stadig på lungeafsnittet, siger cheflæge på Afdeling for Medicinske Sygdomme på Gentofte Hospital Lotte Usinger.

»Hvis vi ikke har plads der, kan vores intensivafdeling hjælpe os. Vores NIV-patienter [noninvasiv ventilation] kan også kun ligge på lungeafsnittet. Jeg oplever, at hospitalet rykker tættere sammen, vi har lavet gode samarbejdsaftaler. Både på Gentofte og på Herlev, hvor hospitalet har oprettet en kapacitetskoordinatorfunktion. Det betyder, at de afdelinger, der er mest trængt – og det er ikke nødvendigvis de medicinske – på de dage, hvor der er høj belægning, kan låne senge dér, hvor der er plads. På den måde kan vi sørge for, at personalet ikke bliver for presset, og vi forsøger alle at løfte i flok«.

Kan du forstå, hvis lægerne bliver bekymret over, at patienterne fordeles rundt og kommer hen til et personale, som ikke har erfaring med f.eks. dræn?

»Det kan jeg sagtens. Jeg er enig i, at situationen er bekymrende, og det gælder hele landet. I virkeligheden er det bedst at have de rigtige patienter i de rigtige senge, og i virkeligheden er det bedst ikke at have alle senge belagt hele tiden, så vi har noget snor i systemet. Det er tydeligt, at der mangler personale, hvor der er vagter og akutarbejde. Der er bare ikke nok personale til det, vi skal bruge dem til«.

Flytningen af infektionsmedicinske sengepladser fra Gentofte til Herlev bunder i, at det er svært at drive så små enheder, uden at vagthyppigheden bliver for høj, forklarer Lotte Usinger, og hun og den øvrige ledelse talte grundigt med de direkte berørte medarbejderne inden flytningen og sendte efterfølgende et nyhedsbrev rundt til alle afdelingens medarbejdere med besked om flytningen, siger hun.

I nyhedsbrevet skrev afdelingsledelsen, at »sammenlægningen er midlertidig og foreløbig for seks måneder. I perioden på seks måneder vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at rekruttere personale nok til at genåbne afsnittet på Gentofte. Ved påsketid evaluerer vi situationen og ser, hvordan verden ser ud på det tidspunkt«.

Lotte Usinger siger dog til Ugeskrift for Læger, at hun ikke ved, hvordan de skal rekruttere.

»Vi fisker alle i samme tomme sø. Det er ikke kun hos os, det er gennemgribende for alle sengebårne afdelinger, for der mangler jo medarbejdere i hele den danske sundhedssektor«.

Der er en erkendelse af, at situationen med sygeplejerskemangel ikke er forbigående, siger Lotte Usinger. Det er en ny virkelighed.

Omlægning

Den nye virkelighed betyder, at afdelingen forsøger at omlægge nogle af patientforløbene for at skabe mere luft i alle de fire specialer i afdelingen. I Infektionsmedicin arbejder de på at lave en antibiotikaklinik og give antibiotika i hjemmet.

»I vores geriatri starter et pilotprojekt med hjemmeplejen i kommunerne om at have en geriater om aftenen, som de kan ringe til og få faglig sparring om subakutte indlæggelser, så man måske kunne se nogle af de patienter, der ikke behøver at blive indlagt akut, på en anden måde. Vi arbejder også med at lægge blodtransfusioner i et nyt ambulatorium, væk fra sengeafdelingerne. Vores lungeafdeling laver opfølgning af KOL-patienter i hjemmet. Det er en anden måde, vi arbejder på«.

Har det nogen konsekvenser for patienterne, at I flytter og lukker senge?

»Patienterne kan være helt rolig og trygge, for vi er overhovedet ikke et sted, hvor det er farligt eller usikkert for patienterne. Lige præcis Infektionsmedicin har vi i forvejen på Herlev. Det har altid været sådan, at hvis man har meningitis og kommer på Gentofte, bliver man overflyttet. Så som sådan har det ingen konsekvenser, andet end at patienterne bliver indlagt et andet sted, end de plejer at være. Det vigtigste er at fastholde fagligheden og de ting, vi kan i hvert enkelt speciale. Og det prøver vi at understøtte med at flytte Infektionsmedicin til Herlev«.

Herlev er et mere moderne sted. Kommer flytningen belejligt, fordi I faktisk gerne vil flytte Infektionsmedicinen til Herlev alligevel?

»Der er intet belejligt ved det her, for vi er tvunget af omstændighederne. Men når vi skal vælge, er det et moderne sted. Også et sted, hvor de andre specialer, som vi har meget synergi med, findes. Vi har stadig en infektionsmediciner på Gentofte til at tage imod de patienter, der indlægges akut der. Der står jo ikke, hvad de fejler, når de kommer, så vi har stadig ekspertisen på begge matrikler«.

Flytning med eller uden personale

Mange af lægerne er vant til at arbejde på tværs af begge matrikler. De har både ambulatorier, der kun er på den ene matrikel, og de har funktioner begge steder. Sygeplejerskerne er dog ikke vant til at arbejde på to matrikler, påpeger Lotte Usinger.

»Vi har haft en hurtig proces med medarbejderne omkring at tage med ud til Herlev. Hvis man er vant til at komme på begge matrikler og kender kollegerne, er det ikke et kæmpe skift. Men det er det selvfølgelig, når man ikke kender kollegerne«.

Sygeplejerskerne har taget rigtig godt imod det, fortsætter hun.

»Der er noget urovækkende ved at være få sygeplejersker tilbage i et lillebitte afsnit. Det giver noget sårbarhed for sygdom og for opsigelser. Vagtplanen bliver så tynd, så det ikke er rart at være i. Derfor er det rart med flere kolleger«.

Har I tænkt over, at det kan få endnu flere sygeplejersker til at sige op, når de skal flytte?

»Ja, selvfølgelig har vi det. Hvis vi havde kunnet se andre muligheder, havde vi gjort det. På Medicinsk Afsnit arbejder vi meget på at være en attraktiv arbejdsplads. Vi arbejder med fundamentals of care (se boks), og vi ser på, hvad der stjæler tid fra sygeplejerskerne. Hvordan får vi det tilbage? Hvordan sørger vi for, at de laver sygeplejerskearbejde og intet andet? Der er udgået en ph.d. om dette fra os, og vi undersøger hele tiden, hvad sygeplejersker bruger deres tid på. Både så de bruger tiden omkring patienterne bedst og for at højne deres arbejdsglæde og stoltheden ved at gå på arbejde«.

Afdelingen har bl.a. fundet ud af, at sygeplejerskerne før brugte lang tid på at læse om patienterne og kunne alle blodprøvesvarene, på trods af at de ikke skulle det. Det var lægernes opgave.

»Vi fik fortalt lægerne, der stod der om morgenen og afkrævede svar, at det kunne de ikke forvente her og nu. Sygeplejerskerne kommer med et tværfaglig input. Det virker så logisk, når man hører det, men kulturen omkring det var uhensigtsmæssig«.

Nu taler vi om sygeplejersker, og det er der generelt mange, der gør. Men der er også en gruppe læger, der bliver påvirket af situationen?

»Generelt set er det også hårdt at være læge i de specialer, der mangler senge eller ikke kan operere grundet personalemangel. Når der er færre senge, bliver det ekstra vigtigt at udnytte de åbne senge til de rigtige patienter. Det er også hårdt at se på, at ens samarbejdspartnere ikke trives. Hele den situation smitter af på lægers arbejdsmiljø«.

Flere af de unge var desuden bekymret for at flytte til Herlev, for de yngre læger arbejder ikke på tværs af matriklerne, men de behøver ikke at flytte. Og Lotte Usinger er ikke bekymret for uddannelse.

»Vi laver meget supervision under primærvurdering af akutte patienter. Det fungerer fortsat rigtig godt. Men vi står på en tærskel. Lige nu er situationen bekymrende, ikke kritisk. Men det kan det hurtigt blive. Derfor er det vigtigt og nødvendigt at have fokus på sygeplejerskemanglen, men nogle gange kan det næsten være kvælende, at vi taler så meget om det. Det er hårdt for ens arbejdsglæde«.

Hvad kunne hjælpe dig?

»Mit personale spørger tit, om direktionen ved, hvad der foregår. Det ved de godt. Men der er ingen, der har et quickfix. Og det er svært, når man står i det og mangler gode kolleger. Vi prioriterer altid akutte patienter og kræftpatienter, men vi kan nå til et punkt, hvor vi kan blive nødt til at prioritere imellem de resterende patienter. Den prioritering er dog ikke vores bord. Det skal ske politisk«.

Fra kirurgien til medicinske specialer

Wendy Sophie Schou er næstforperson i Yngre Læger, og så var hun indtil for nylig den eneste hoveduddannelseslæge på Infektionsmedicinsk Afsnit på Gentofte Hospital og skulle være et år på Infektionsmedicin som del af sin hovedudddannelse i geriatri. Det skal hun så ikke længere, og hun flytter ikke med til Herlev på grund af den måde, hendes hoveduddannelsesforløb er sammensat.

Når Wendy Sophie Schou går på arbejde nu, arbejder hun på et af de andre afsnit med infektionsmedicinske briller.

Wendy Sophie Schou var indtil for nylig den eneste hoveduddannelseslæge på Infektionsmedicinsk Afsnit på Gentofte Hospital. Foto: Claus Boesen.

Fakta

FoC er en verdensomspændende bevægelse båret af en vision om:

»I fredags gik jeg stuegang på det geriatriske sengeafsnit, som er en del af vores overordnede afdeling. De, der er specialespecifikke og kræver infektionsmedicinsk behandling, f.eks. betændelse i ryggen, bliver overflyttet til Herlev for at blive varetaget af plejepersonale, som har kompetencen til det. Der er stadig infektionsmedicinske speciallæger på Gentofte, så den lægelige kompetence er der, bare ikke den plejemæssige«.

Overordnet set er hun rigtig bekymret for udviklingen, at de mangler så meget plejepersonale og især sygeplejersker, at de bliver nødt til at lukke et højrelevant afsnit. Vintermånederne er ikke ligefrem nemme på medicinske afdelinger, siger Wendy Sophie Schou.

»Vi har i et stykke tid arbejdet og hørt meget om de kirurgiske og anæstesiologiske specialer. At de ikke kan operere de patienter, de gerne vil, og at de derfor er nødt til at udskyde elektive operationer. Det har fyldt meget i medierne, i Ugeskrift for Læger og generelt i lægekredse. Men nu begynder det at dryppe ned på de medicinske afdelinger, og det er bekymrende. På min medicinske afdeling er næsten alt, hvad vi rører ved, akut. Vi har meget lidt elektivt. Et infektionsmedicinsk ambulatorium varetager en semiakut funktion. Antibiotika kan ikke skubbes til næste år. Vi skal have dem ind et sted, vi kan ikke aflyse. Det er en logistisk og en faglig udfordring«, siger hun.

Bekymringen for hende som næstforperson er det bredere billede, og hvad der skal ske fremover.

»Her på afdelingen arbejder vi, som vi plejer. Patienterne kommer til Gentofte, og hvis nogen fejler noget højtspecialiseret infektionsmedicinsk, bliver de overflyttet til Herlev«.

Bekymring for uddannelse

Generelt kan flytninger og lukninger skabe et stort uddannelsesmæssigt problem, mener næstforpersonen.

»Det er ærgerligt for de læger på min afdeling, som havde en introstilling i infektionsmedicin. Hvis afsnit lukker, får vi en generel udfordring med at opnå de kompetencer, vi skal have som uddannelseslæger. Det skal vi være opmærksomme på, for ellers står vi med et endnu større problem om fem år. Vi skal også holde øje med glidning af opgaver. Vi skal helst udføre lægeopgaver, det er vi uddannet til, og vi skal have vores kompetencer godkendt«, siger hun og tilføjer, at hun ikke har oplevet at få sygeplejerskeopgaver på Herlev og Gentofte.

»Vi skal passe på, at problematikken hos plejepersonalet ikke overføres til lægerne. Arbejdsvilkårene skal være attraktive, så vi kan fastholde læger i det offentlige. Det er i min optik der, hvor læger hører til. Vi skal passe på, at læger ikke finder på alt muligt andet at lave, for så kommer vi til at mangle læger«.

Hun uddyber, at mange læger taler om mindre vagtarbejde og mere tid til familien, ligesom sygeplejerskerne gør. Der er et opgør i gang om, hvordan sundhedspersoner arbejder.

»Det er en kæmpe faktor, når vi taler overenskomst. Det har ændret sig. Læger har i dag et meget større fokus på work-life-balance. Vi er flere kvindelige læger, vores partnere arbejder også, og mange vil ikke arbejde lige så meget, som man gjorde tidligere. Balancen betyder mere end lønnen for mange læger«.

Man bør sikre arbejdsvilkårene, så lægerne ikke efterligner sygeplejerskernes mønstre, fastslår hun.

»Man skal tage det alvorligt, og flytningerne af afsnit er et wake-up call. Hospitalerne skal være et sted, der er godt at arbejde, hvor vi har lyst til at blive. Lige nu er der ikke lægeflugt, men undersøgelser viser, at der er faldende tilslutning til vagttunge specialer. Vi søger hen imod specialer, hvor man på lang sigt kan se sig selv uden vagter. Kan vi gå i vagt resten af vores liv under de vilkår, der er?«.