Skip to main content

»Vi har et ansvar for at sige fra over for sexisme, så kommende kolleger ikke bliver udsat for at føle sig formindskede«

900 læger har skrevet under på underskriftindsamlingen »Stop sexisme blandt læger«. Nogle af dem fortæller om deres oplevelser til Ugeskrift for Læger.

En yngre mandlige læge spurgte ikke sygeplejerskerne om handsker på operationsstuen, han spurgte, om de ville give ham gummi på. Han forventede, at man grinte af det, fortæller 27-årig læge. Foto: Colourbox
En yngre mandlige læge spurgte ikke sygeplejerskerne om handsker på operationsstuen, han spurgte, om de ville give ham gummi på. Han forventede, at man grinte af det, fortæller 27-årig læge. Foto: Colourbox

Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

1. okt. 2020
010 min

Kvindelige læger har ligesom kvinder i andre brancher været udsat for sexisme på arbejdspladsen.

Det fremgår, hvis man kaster et blik på underskriftindsamlingen Stop sexisme blandt læger, som 900 læger indtil videre har skrevet under på.

Ugeskrift for Læger bringer flere beretninger fra læger, som har været udsat for sexistiske jokes, kommentarer, deciderede invitationer til nøgenmassage, til at putte på vagtværelset og til at foretage gynækologiske undersøgelser på skødet af en tutorlæge.

Det var heller ikke i orden i 1990’erne. Det er noget bullshit. Grænserne er derimod rykket for, hvad man finder sig iCharlotte Jokumsen, praktiserende speciallæge i psykiatri

Charlotte Jokumsen, praktiserende speciallæge i psykiatri, 57 år

Jeg var yngre læge i psykiatrien i introstilling i 1997.

Det var en varm sommerdag. Jeg havde en kort kjole på med bare skuldre. Da jeg møder ind til morgenkonferencen, siger tillidsmanden til mig:

»Hvis patienterne får samme fantasier, som jeg gør, når jeg ser på dig, så …«.

Der sad han med sine lumre tanker om bare skuldre og knæ. Jeg følte mig helt nøgen hele dagen. Jeg husker fornemmelsen.

Læs mere: »Han spørger, om jeg vil med i sauna. Han vil give mig terapeutisk massage, imens jeg er nøgen«

Han var tillidsmand. Jeg havde en uddannelsesstilling. Der var et hierarki.

Jeg følte mig afklædt og pinligt berørt. Jeg følte skyld over, at jeg ikke havde tænkt over, at man ikke går med bare skuldre og knæ på en lukket afdeling, omend det var en kvindeafdeling.

Han havde måske en pointe, og jeg gjorde det aldrig siden. Men måden, han sagde det på, var ydmygende, upassende, uprofessionel.

Når jeg efterfølgende en gang skulle til samme tillidsmand i anden anledning, var det svært.

Den anden gang, jeg oplevede seksuelt krænkende kommentarer, var ca. ti år efter. Første gang var værst. Den anden gang var jeg solidt fæstnet som læge. Jeg havde ballast.

Og selv da jeg havde ballast og følte mig solidt plantet, satte det spor i mig. Jeg nævnte det ikke for nogen kolleger eller leder.

»I bukserne på dig«

Anden gang skete også i psykiatrien.

En overordnet spurgte mig, om vi kunne holde møde på hans kontor, fordi han havde fået en klagesag. Han ville snakke med mig om det.

Da jeg kom ind, sagde han:

»Man skal godt nok være et skarn, hvis man ikke vil i bukserne på dig«.

Jeg blev derinde, deltog i mødet. Men gjorde det klart, at det ville jeg ikke høre på.

Det er lang tid siden, men jeg husker det klart.

Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om resten af mødet. Han havde overrumplet mig, gjort mig til noget seksuelt, en ikkefaglig person.

Jeg prøvede at fatte mig. Slå det hen.

Han var typen, der ofte sagde, at det var dejligt, når nogen gik i nederdel.

Og det var ikke en rar kompliment.

Komplimenter kan være både lumre og søde.

Hvordan kender man forskel? Var det ikke bare en kompliment?

Det kommer an på afsender, modtager og relationen.

Jeg blev chokeret, fordi det var under dække af noget andet. At kalde en ind til møde og ville drøfte en klage. Men det var ikke kun klagen, det handlede om.

Jeg kunne bedre stryge det af mig end første gang. Jeg tænkte: »klaphat«. Det var upassende.

Hvorfor kan du ikke glemme dine oplevelser?

Det er en oplevelse, som kommer op indimellem. F.eks. da jeg skrev under.

Den måde vores arbejdsliv og sundhedsvæsen er opbygget på, er guf for dem, der vil bruge deres magt.

Den hierarkiske opbygning får alle alarmklokker til at ringe – vi er udsatte, for vi er afhængige i forhold til vores videre karriereforløb.

Min datter er selv ved at være færdig som læge. Jeg vil snakke med hende om det. Hun skal ikke finde sig i det, hun skal gå til nogen, råbe højt. Måske er man ikke stærk nok i situationen.

Klagede ikke til nogen.

Hvorfor gik du ikke videre med det?

Der var ikke et miljø for den slags. Det var ikke nævnt som en mulighed. At gå til ledelsen.

Nogle ville måske sige, at kvinder er mere sarte i dag. At man sagtens kunne komme med kække bemærkninger før i tiden. Var kvinder mere modstandsdygtige i 1990’erne?

Det var heller ikke i orden i 1990’erne. Det er noget bullshit.

Grænserne er derimod rykket for, hvad man finder sig i. Vi eller jeg formåede ikke at sætte grænser dengang og råbe op. Heldigvis er der sket en udvikling.

Det skal frem i lyset. Vi skal snakke om spilleregler og om mænd med magt. Måske vil nogen finde ud af, at deres opførsel ikke er i orden.

Det er godt, at det kommer frem. Jeg ved, at der ikke var meget vind i sejlene før.

Nogle siger ikke fra

Der er ikke så stort fokus i debatten på dem, som ikke magtede at sige fra i situationen. Og dem skal vi have øje for.

Nogle af dem, der står frem, er stærke, og opfattelsen bliver hurtigt, at man er stærkere, hvis man siger fra.

Men mange magter måske ikke at sige fra i situationen. Og det kan forfølge en. Man kan bruge meget tid på at være ked af, at man ikke sagde fra. Det kan føles pinligt og tabuiseret.

Hvad gør det for et arbejdsmiljø med alle de små bemærkninger?

Det gør, at man er på vagt over for den kollega. Der kommer en ekstra dimension ind, som ikke hører til i arbejdslivet, medmindre man selv er med på den. Det skal man være to om.

Axelina Eriksson Roneklindt, 33 år, læge

Under mit første klinikophold på syvende semester skulle vi alle fordeles rundt på afdelingerne efter morgenkonferencen.

Jeg stod sammen med cirka 15 læger ved elevatorerne.

En mandlig overlæge spørger, hvad jeg skal. Jeg svarer, at jeg skal på operationsgangen.

Han svarer, at han hellere ville have mig med op på sit kontor.

Det er der, man skal komme med en kæk bemærkning, men jeg sagde bare ellers tak. Jeg fik røde kinder og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville ønske, at jeg var hurtig og kunne sige fra.

Jeg er der i professionsøjemed. Jeg var forsvarsløs. Jeg forventede ikke, at kommentaren ville falde.

Det var en joke, men den var ikke sjov. Jeg var der som medicinstuderende. Min spæde faglighed blev anfægtet. Jeg blev formindsket som menneske til et seksuelt væsen.

Femten læger hørte det, men ingen sagde noget. Jeg ville ønske, at nogen havde sagt, at sådan taler vi ikke til hinanden.

Hvorfor sagde du det ikke selv?

Jeg blev overrumplet, følte mig underlegen og ville ikke være den sure feminist, der ikke kan tage en joke.

En anden gang sad jeg og spiste frokost. Jeg havde fulgtes med en mandlig læge om formiddagen. Og jeg spurgte, hvad vi skulle om eftermiddagen.

Han begynder at knappe sine bukser op, og siger for sjov: ,Det skal jeg vise dig’.

Det skete på en mave-tarm-kirurgisk afdeling. Og det har været medvirkende til, at jeg efter et par ansættelser i specialet valgte et andet speciale. Jeg har ikke den form for værkstedshumor.

Jeg har glædet mig til at blive ældre, så man kan se fagligheden i mit ansigt. Måske få mindre seksuel udstråling. Så jeg kan tages seriøst.

Oplevelsen var for mig sexisme. I en faglig situation blev der spillet på mit køn og ikke det, jeg var der for. Jeg blev gjort lille og til grin

Magtforholdet var tydeligt skævt. Jeg skulle suge til mig af deres viden. Jeg kom som en outsider, de var fasttømrede, og jeg var usikker og tilhørte ikke gruppen.

Nogle læger ved ikke, at det ikke er sjovt.

Nogle er modtagelige for, om en kollega siger fra. Nogle ville være modtagelige over for at blive irettesat, andre ikke.

For vores kommende kollegaer har vi et ansvar for at sige fra over for sexisme, når vi overværer det, så de ikke bliver udsat for at føle sig formindskede. Sådan som jeg følte mig. Der ligger stadig en frygt for at være hende den sure, som ikke kan tage en joke.

Så stor er lægeverdenen ikke. Man vil ikke blive kendt som hende den sure på grund af fremtidige ansættelser og hoveduddannelsesstillinger.

Er det ikke bare sådan tonen er?

På nogle afdelinger er det sådan, omgangstonen er. Jeg har valgt et speciale, hvor jeg ikke har oplevet, at man taler sådan til hinanden.

Har du humor?

Jeg selv mener selvfølgelig, at jeg har udmærket humor. Jeg synes bare ikke, at sexistiske kommentarer er sjovt.

Læs også: »Det gik op for mig, at han ikke længere jokede. Han mente faktisk, at jeg skulle med ned på vagtværelset«

Yasmin, 27 år, læge

Jeg er lige blevet uddannet og venter på at komme i KBU til november.

Da jeg var medicinstuderende, var jeg i klinikophold på en kirurgisk afdeling.

Strukturen er ofte sådan, at medicinstuderende går med de andre læger og ser deres patienter.

Jeg var på afdelingen i en måned, hvor jeg dagligt oplevede meget ubehagelige kommentarer og opførsel.

Den unge mandlige læge, vi gik med oftest, kaldte de ældre kvindelige læger inkl. overlæger for ,tøser’.

Jeg blev spurgt, om jeg ville ,med ud og holde den’, når mændene skulle på toilettet.

Der var en episode, hvor nogle sygeplejersker snakkede om, at en af de andre var gået på barsel.

En af kvinderne siger: ,Hold da op, hvordan har hun haft tid til det?’.

Den ældre mandlige læge siger til alle sygeplejerskerne: ,Piger, det tager ikke særlig lang tid at lave et barn. Jeg kan sagtens vise jer det på to minutter ude på toilettet – I skal bare sige til’.

Han vendte sig mod mig for svar. Jeg var bare tavs og i chok.

En af de yngre mandlige læger havde allerede et rygte på vores studie.

Han spurgte ikke sygeplejerskerne om handsker på operationsstuen, han spurgte, om de ville give ham gummi på.

Hver eneste gang.

Han forventede, at man grinte af det.

Han gik og krammede de unge sygeplejersker, og dem, han ikke krammede var ,de unfuckable’, ifølge ham selv.

En dag sad jeg på et meget lille kontor med en af de ældre mandlige læger.

Vi havde meget travlt, og da fodterapeuten kom ind, sukkede han dybt, så hun godt vidste, at hun skulle være meget sød for at få hans hjælp.

Så hun gik automatisk hen bag ved ham, begyndte at massere hans skuldre, imens hun stillede sine spørgsmål.

Han stønnede. Lagde han sit hoved bagud på hendes bryster og begyndte at ryste dem.

Hun grinte bare.

Sagde: ,Så skal du altså også gå med ind og se på den’.

Dette var dagligdagen. Jeg skrev det i evalueringen på skolen; der forsvandt det selvfølgelig bare.

Jeg nævnte det for mine daværende studiekammerater.

Nogle vidste præcis, hvem det var – andre mente, at det skal man altså bare acceptere på kirurgiske specialer.

Det var en hård måned med mange verbale sexistiske og grænseoverskridende tæsk.

Afdelingen var så mandsdomineret, at næsten ingen kvinder kunne sige fra. Man havde ingen at snakke med, ingen vejleder, der spørger, om det går godt på afdelingen, og om man har noget feedback.

Jeg følte samtidig, at mændene havde så stærkt et bånd mellem sig, at man ville tale for døve ører og blive hængt ud som en sart kvinde.

Jeg kommer aldrig til at skulle arbejde på den afdeling, om jeg så var arbejdsløs. Jeg ville meget hellere rejse og flytte end at gå i det miljø igen.

Ingen at gå til

Mit problem var, at jeg ikke havde nogen at gå til.

Det kunne man nemt have ændret på. En, der spørger, hvordan det går på afdelingen, en form for feedback, en forespørgsel fra dem. En enkelt samtale.

Jeg er sikker på, at hvis yngre læger bliver spurgt ind til sexisme eller krænkelser af deres vejledere, så ville flere kunne stå frem og fortælle om deres oplevelser.

For jeg tror bestemt også, at en del af problemet kan være, at vi ikke tør sige imod. Hvis man ikke er opmærksom på et problem, vil man heller ikke kunne rette op på det.

Min mand, som nu har været læge i lidt mere end to år, har aldrig oplevet noget lignende.

Han hører ikke sexistiske kommentarer fra mænd til kvinder eller omvendt.

Han er nærmest fuldstændig blank, hvad dette angår.

Det, synes jeg, er meget tankevækkende. Jeg har faktisk en frygt for at komme i arbejde på en kirurgisk afdeling, mens han ikke aner, hvad vi taler om.

Vi lever trods alt i samme hjem med samme profession.

Vi har bare ikke samme køn.

Yasmin er et opdigtet navn, men hendes rigtige identitet er redaktionen bekendt.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen