»Vi levede kun for weekenderne«

Det startede med et lægevikariat på seks måneder. Siden blev det en fastansættelse, og karrieren og tilværelsen i Danmark blev skiftet ud med hus og et roligt familieliv i den lille norske bygd Kyrkjebø.

»Jeg kan sagtens forestille mig at blive gammel her. Vi har det utrolig godt. For et år siden var vi meget i tvivl, om vi skulle flytte tilbage til Danmark, fordi vores ældste skulle starte i skolen. Men vi endte med at komme frem til, at det virkede fuldstændig vanvittigt at flytte væk, når nu vi trives så godt«, siger Mie Lin Bastholm.

Hun er 36 år og under uddannelse som speciallæge i almen medicin. Sammen med sin mand og sine to børn flyttede hun for tre år siden til Norge for at arbejde som praktiserende læge. Og Mie Lin Bastholm er ikke alene.

Siden 2001 er antallet af ­erhvervsaktive læger med dansk statsborgerskab og adresse i Norge næsten fordoblet fra 323 til 617.

»Vi er mange danske læger i det område, hvor jeg bor. Alene i vores lille komme er der fem danske læger. Fire af os er fastboende, og en er vikar. Og derudover er der mange danskere i vores nabokommuner«, fortæller Mie Lin Bastholm.

Bedre arbejdsforhold

Norge har i mange år lokket med gode lønninger til danske læger. Men for Mie Lin Bastholm var det ikke pengene, men udsigten til bedre arbejdsforhold, der trak, da hun i 2018 besluttede sig for at tage et lægevikariat.

På det tidspunkt boede hun med sin mand og to små børn i København.

»Min mand er psykolog og arbejdede dengang på Falster, så det var mig der stod op alene om morgenen med børnene. Jeg skulle stå omklædt på Rigshospitalet kl. 8.00, så jeg havde nærmest kun lige tid til at aflevere dem over hegnet til børnehaven, inden jeg susede videre«, fortæller Mie Lin Bastholm.

Hun afleverede børnene kl. 7.00. Hentede dem igen kl. 16.00. Skyndte sig at lave aftensmad til kl. 18.00 og gik træt i seng.

»Det var en følelse af, at hamsterhjulet bare aldrig stoppede. Vi levede for weekenderne, fordi dagene bare gik. Vi halsede rundt, indtil vi udmattede kastede os på sofaen om aftenen, når børnene var puttet«, siger Mie Lin Bastholm.

Lønnet af kommunen

I dag ser arbejdslivet dog helt anderledes ud, og familien stortrives.

Mie Lin Bastholm arbejder som praktiserende læge i den lokale lægepraksis i Høyanger, der ligger nord for Bergen.

»Jeg valgte at rejse til Høyanger kommune, fordi kommunen har lavet en utrolig god rekrutteringsplan«, siger Mie Lin Bastholm.

Som dansk læge får man blandt andet stillet en billig bolig til rådighed, man har gratis bil uden for arbejdstiden, betalt hjemrejse tre gange om året og tilbud om en fastansættelse med god løn, reduceret patientliste og 30 timers arbejdsuge.

»Derudover har vi lokalt gode vilkår for lægevagt. Der to læger og to sygeplejersker på vagt hele natten, og det er ekstremt godt aflønnet«, fortæller Mie Lin Bastholm.

Som praktiserende læge har man to faste lægevagter om måneden. Og lønnen er fast. Man får 13.000 norske kroner for en sovende lægevagt og 17.000 for en vågen nattevagt.

»I juni måned tjente jeg 60.000 kroner på lægevagt. Så udover at arbejdsforholdene er utrolig gode heroppe, er lønnen også ret fantastisk«, siger Mie Lin Bastholm.

En anden fordel ved at arbejde i Høyanger kommune er, at der er kort vej til det lokale sygehus, og at de fleste specialer er repræsenteret på sygehuset. Det gør det nemmere at arbejde som lægevagt.

»Vores lægevagter foregår på sygehuset. Det betyder, at vi ikke står alene med patienterne, men altid kan spørge nogle af de andre læger. Og det betyder også, at man kan få sine egne børn hurtigt på sygehuset, hvis det bliver nødvendigt. Andre steder i Norge kan der være over tre timers kørsel til den nærmeste børneafdeling. Der skal børnene i helikopter, hvis det er alvorligt, men kræver, at vejret er til at flyve i. Og det er det ofte ikke«, siger Mie Lin Bastholm.

En helt anden hverdag

De favorable vilkår for danske læger i Høyanger kommune gør, at Mie Lin Bastholm i dag får en fast løn for 30 timers arbejde om ugen, og at hun kan afspadsere, hvis hun arbejder over.

»Det er en helt anden hverdag, vi har fået sammen som familie. Jeg har fri hver dag kl. 14.00. Min mand har flekstid og kan derfor også gå tidligt. Så vi har god tid til at lave mad, når vi kommer hjem om eftermiddagen, og kan spise sammen, inden børnene skal videre til fritidsaktiviteter eller legeaftaler«, fortæller Mie Lin Bastholm.

I Norge spiser man aftensmad allerede kl. 16.00. Både fordi det bliver forventet, at børnene har spist, inden de tager til fritidsaktiviteter, og fordi der i de norske daginstitutioner ikke er tradition for et solidt frokostmåltid midt på dagen. Børnene er derfor sultne på det tidspunkt.

Det kan lade sig gøre at spise tidligt, fordi der i Norge er langt mere fleksible arbejdsforhold for børnefamilier end i Danmark.

»Heroppe er der også lægemangel, men alle offentligt ansatte og privatansatte i Norge har mulighed for at gå på deltid, hvis man har børn under syv år. Selvfølgelig har Norge nogle andre midler end Danmark. Men det viser, at det godt kan lade sig gøre at lave politiske beslutninger, der gør, at arbejdsliv og familieliv kan hænge sammen«, siger Mie Lin Bastholm.

Bruger naturen

Når børnene er blevet lagt i seng, mødes Mie Lin Bastholm ofte med veninder og tager op i fjeldene og vandrer.

»Nogle gange vandrer vi op en fjeldtop og bader i en fjeldsø i høj sol sent om aftenen. Det er helt fantastisk. Om sommeren bliver det aldrig mørkt, så det hænder, at vi først er nede i byen igen klokken 1.30«, fortæller Mie Lin Bastholm.

Om vinteren står familien på ski. På den måde bruger Mie Lin Bastholm og hendes mand naturen og aftenerne meget mere, end da de boede i Danmark. Men det har taget tid at blive integreret i det lille lokalsamfund.

»Der er mange danske læger, der kommer herop og er her kortvarigt, så i starten skulle vi lige ses an af de lokale i byen. De fleste har boet her i generationer. De har hele deres familie og alle deres venner her. Men når man først bliver budt indenfor, bliver man virkelig budt indenfor, Det har været rørende at opleve, hvordan man tager vare på hinanden her, og hvor stort et netværk vi har fået efter at have boet her i fire år. Folk stiller virkelig op og er der for os, hvis vi har brug for hjælp«, siger Mie Lin Bastholm.

Stort ansvar

Selvom det norske og danske samfund på mange måder ligner hinanden, oplever Mie Lin Bastholm, at der er nogle væsentlige forskelle, som det danske sundhedssystem kunne lære noget af. Både i den måde uddannelsen som praktiserende læge er opbygget på, og i den måde sundhedsvæsenet fungerer på.

»I Norge har man et princip med, at almen praksis skal læres i almen praksis. Derfor arbejder man i almen praksis i alle de år, man er under specialisering, bortset fra et halvt år i sygehustjenesten, hvor du er på en afdeling, som du selv vælger«, fortæller Mie Lin Bastholm.

For Mie Lin Bastholm har det betydet, at hun har tilbragt langt mere tid i almen praksis i løbet af sin specialisering, end hun ville have gjort i Danmark

»Man opnår sine kompetencer gennem kurser og via vejledning fra én, der er praktiserende læge. Men man har ansvar for sine egne patienter og skal lære at være praktiserende læge derigennem. Det gør, at man hurtigt får meget ansvar under sin specialisering«, siger Mie Lin Bastholm.

En anden forskel på det danske og norske sundhedssystem er, at præhospitalsansvaret ligger hos den praktiserende læge, indtil patienten når sygehuset.

»På alle akutresponser har man som praktiserende læge ansvaret og er med på radio eller skal rykke ud. Også når det gælder hjertestop, hvor der normalt kommer en anæstesilæge ud. Her står man med det helt alene. Det kan være ret grænseoverskridende som yngre læge«, fortæller Mie Lin Bastholm.

Stejl læringskurve

Udfordringen ved den måde, det norske sundhedsvæsen er bygget op på, er, at man som yngre læge står alene med beslutningerne.

»Du har selvfølgelig mulighed for at ringe op til specialisthelsetjenesten og få hjælp, men i sidste ende er det din egen vurdering og din beslutning, der gælder«, siger Mie Lin Bastholm.

Til gengæld betyder det også, at man har langt færre patienter i almen praksis Norge, end man har i Danmark. Og Mie Lin Bastholms erfaring er, at det er langt nemmere at indlægge patienter og konferere med speciallægerne i Norge, end det er i Danmark.

»Fordelen ved den måde, systemet kører på her i Norge, er, at man hurtigt bliver rutineret som praktiserende læge. I starten arbejdede jeg 70 timer om ugen, fordi der var så meget at følge op på og så utrolig mange opgaver, man skulle finde ud af at klare som ung uerfaren læge. Det har været en stejl læringskurve«, siger hun og fortsætter:

»I starten var det ikke ligefrem den frihed, vi havde drømt om i forhold til familietid. Det var nærmest modsat. Men i stedet for at stå i en akutmodtagelse på et hospital og være nederst i hierarkiet, har det været utrolig sjovt at have mine egne patienter fra dag ét og få lov til at følge dem til dørs«, fortæller Mie Lin Bastholm.

Friheden er en stor faktor

Friheden mærker Mie Lin Bastholm til fulde nu, hvor hun er fastansat på 30 timer.

Og netop friheden er en af grundene til, at så mange af de danske lægevikarer er endt med at bosætte sig permanent i den lille bygd ved Sognefjorden.

»Friheden til enten at tilrettelægge sin egen hverdag og sin egen uddannelse er en stor faktor, som jeg tror er medvirkende til, at vi er så mange danske læger, der har valgt at bosætte os her«, siger Mie Lin Bastholm.

En anden fordel er, at man som yngre læger i Norge ikke er så låst i sit speciale som i Danmark.

»I Norge er der mulighed for dobbeltspecialisering på en helt anden måde end i Danmark Så selvom jeg bliver færdig som alment praktiserende læge, kan jeg sagtens gå ud og finde et andet speciale«, fortæller Mie Lin Bastholm.

Økonomien derimod spiller en mindre rolle i forhold til den store beslutning, det er at forlade Danmark og bosætte sig fast i de norske fjelde.

»Jeg har ikke indtryk af, at det er økonomien, der vejer tungest for de danske læger, der bor heroppe. I hvert fald ikke for mig. Når først man har været her i et halvt års tid og tjent de penge, man gerne vil, så er det nogle helt andre ting, der tiltrækker, såsom fleksibiliteten og friheden«, siger Mie Lin Bastholm.

I løbet af de fire år, Mie Lin Bastholm og hendes mand har boet i Norge, har de fået et barn mere, så nu har de tre børn på et, fire og seks år. Og med huskøb og en udsigt til et liv, hvor både familien og karrieredrømmene bliver tilgodeset, er der ikke meget, der kan trække dem tilbage til Danmark.

»Selvfølgelig savner vi vores familie og venner derhjemme. Men vi har det utrolig godt her. Jeg tror, at når man har taget den beslutning at flytte til udlandet, vil man altid tænke, om man skal flytte hjem igen. Og hvis man vælger at flytte hjem, vil man altid tænke over, om man skal flytte tilbage. Det er bagsiden af medaljen. Men lige nu har vi svært ved at se os selv andre steder, og jeg kan sagtens forestille mig at blive gammel her«, siger Mie Lin Bastholm.

Læs også:

Ølægerne lagde deres liv helt om: »Vi indså, at det ikke kunne blive ved med at gå«

Lægepar i Norge: Fireårsregel skubbede os væk fra Danmark og vi bliver svære at lokke hjem igen

Pendler til Sverige: Arbejdsforholdene er bedre for børnefamilier