»Vi ser enkelte slappe blærer hen over maven …«

6.40 Vågner før mit vækkeur. Tænder for kaffemaskinen og nyhedsstrømmen og kommer af sted på cyklen efter morgenmaden.

8.00 Morgenkonference. Vagten overleveres, og vi taler om et spædbarn, som børneafdelingen har bedt os vurdere. Sygehistorien diskuteres, og vi lander til sidst på atrophoderma. Jeg noterer mig diagnosen, som er ny for mig. I dag skal jeg have en ny kollega, som også er i introduktionsstilling, med i oplæring i kontrolsporet i ambulatoriet.

8.30 Vi ser dagens første patient. Patienten behandles med acitretin for sin psoriasis, men han har haft meget svære bivirkninger i form af tørhed og afskalning. Han er mulig kandidat til biologisk behandling, som kræver, at patienten opfylder en række kriterier. Vi undersøger ham og gennemfører prøver, så vores mere erfarne kolleger senere på dagen kan træffe beslutning om behandlingen.

8.50 En ældre kvinde med acrodermatitis of Hallopeau og samtidig psoriasisgigt. Vi står et behandlingsmæssigt usikkert sted og beslutter, at hun skal på fælles konference med vores kolleger i reumatologien. Indtil da intensiverer vi lokalbehandlingen med binyrebarkhormon.  

10.30 Efter nogle aftalte video- og telefonkonsultationer ser min kollega og jeg en gangbesværet patient, som skal liftes på grund af sit handicap. Patienten har den blæredannende hudsygdom bulløs pemfigoid. Vi ser enkelte slappe blærer hen over maven, men patienten har ikke smerter eller ubehag. Patienten er bosat på en institution og har svært ved egenomsorg, og vi skal skrive klare instrukser til personalet om den videre behandling, hvis blærerne bliver spændte og til gene. På vej tilbage får vi rundet kaffestuen og får snakket lidt sammen om, hvem vi er, når vi ikke går rundt i hvidt hospitalstøj.  

11.30 Vi har nogle methotrexat-behandlede psoriasispatienter. Som yngre læge er der rigtig meget nyt, og så er det rart en gang imellem at opleve, at man er fortrolig med behandlingerne og har lidt mere overskud til at spørge patienterne om andet end sygdom. Jeg er frivillig i Psoriasisforeningen, hvor jeg holder oplæg om sygdommen. I et travlt ambulatorium kan det nogle gange være svært at give sig tid nok til at tale med patienterne om de tanker, de gør sig om deres sygdom. Men det kan jeg i foreningen, og jeg synes, at det gør mig klogere.

12.00 Kvinde i 60’erne møder til kontrol for en smertende og yderst ubehagelig tilstand, burning mouth syndrome, som vi ikke ved meget om, og som vi heller ikke har god behandling eller prognose for. Kæbekirurgerne har taget en biopsi fra tungeranden, og vi kan til hendes store glæde fortælle, at det ikke er ondartet. Hun er blevet behandlet med det antidepressive middel amitriptylin, som har hjulpet lidt.

12.15 Går i kantinen. Dagens ret er frikadeller. Det glæder mit jyske hjerte. Efter frokost ser jeg patienter med kendte tilstande.

13.30 Dagens sidste patient i ambulatoriesporet er en kvinde i 50’erne med udslæt på større dele af kroppen. Vi er usikre på, hvad det drejer sig om, og vi kalder supervisor. Vi har hver dag afsat en speciallæge til denne funktion i afdelingens tre afsnit. De er altid klar til at hjælpe og lære fra sig, og selvom det er fedt som yngre læge at kunne klare sig selv, er det ofte i disse situationer, hvor jeg oplever, at jeg udvikler mig mest fagligt. Vi beslutter os for en hudbiopsi.

13.45 Vi hjælper vagtgående dermatolog. Vi skal gå tilsyn i FAM, hvor en 19-årig kvinde i et efterforløb af en ampicillin-kur har udviklet udslæt til store dele af kroppen. Solen skinner ind ad glaspartierne på vej til FAM, og det er skønt at strække benene. Da vi ankommer, føler jeg mig lidt som Tintin i Congo. Hudlæger er jo vant til planlagte forløb og fredelige omgivelser, men i FAM er der tempofyldt og høje lyde. Vi afklæder den 19-årige trinvist og ser et makulopapuløst udslæt. Sammen med sygehistorien giver det bestyrket mistanke om medikamentelt udløst eksem. Vi tager biopsi for at støtte diagnosen.

14.50 Telefonopgaver af lettere karakter.

15.20 Samtale med uddannelsesansvarlig overlæge om min videre karriere inden for specialet.  

16.00 Vagthavende. Besvarer opkald fra kolleger rundt omkring i regionen. En vægtlæge ringer om en yngre afrikansk mand. Min umiddelbare vurdering er, at det kan være en urologisk problemstilling, men det kan ikke udelukkes, at det er en seksuelt overført sygdom.  

17.00 Jeg er træt. Det har været en lang dag, og jeg tager vagttelefon og -computer med hjem, så jeg er til rådighed. Jeg har vagt indtil næste morgen kl. 8. Laver et skud espresso og ser Deadline.

18.00 Jeg kan lugte, at underboerne er begyndt at stege og brase, og det begynder at knurre i maven. Jeg laver en hurtig pastaret.

19.00 I sofaen med bogen »Putins krig«. Jeg har altid været skabshumanist og overvejede i sin tid at læse historie.

20.30 Kommer i tanke om, at jeg har mails, jeg skal besvare.

22.00 Overgiver mig til indersiden af mine øjenlåg. Kigger på vagttelefonen en sidste gang. Ingen opkald. Til min store overraskelse er der helt ro, til jeg møder næste morgen.