»Vi skal turde stole på vores kliniske faglighed«

Selv om frisættelse kan fremstå som blot endnu et nyt buzzword, er det for Jannick Brennum et begreb, der trækker tråde langt tilbage. Fra før frisættelse blev en del af hospitalets mission og strategi og noget, som flere afdelinger arbejder med på forskellig vis.

»En af mine helte er doktor Hansen, der måske ikke havde så meget at tilbyde patienterne rent fagligt, men han var rigtig god til at tale med sine patienter.

Det var således en ahaoplevelse for mig, da jeg selv som aktiv neurokirurg begyndte at indlede samtalen med mine ældre patienter med cancer ved at spørge ind til deres liv, deres familie, hvem de var som menneske, og hvad de interesserede sig for. Først da vi havde talt en rum tid om det, rettede vi fokus på deres sygdom.

Efter vi havde talt om det, der var væsentligt i deres liv, var der en tredjedel, der gav udtryk for, at de trods en uhelbredelig sygdom ikke ønskede at indlede et langt behandlingsforløb, men foretrak at have en sidste god tid med deres nærmeste.

Det er blot et eksempel på, hvordan et lille håndgreb kan bidrage til den kulturelle forandring, som frisættelse i bund og grund er«, siger Jannick Brennum og fortsætter:

»Set fra min stol er kernen at overbevise lægerne om, at vi som ledelse er parat til at frisætte dem til at gøre noget andet end det, en vejledning foreskriver. Og at vi er parate til at påtage os ansvaret for at dæmme op for den tiltagende defensive medicin, vi oplever i klinikken, og som til dels skyldes frygten for at pådrage sig en sag i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Jeg har sagt til medarbejderne, at hvis de kan overbevise mig om, at det, der står i for eksempel en instruks eller vejledning, ikke er til patientens bedste, og at man har forslag til at gøre tingene på en enklere måde, der samtidig er til gavn for patienten, ja så er jeg parat til at påtage mig ansvaret ved at fravige instruksen og vejledningen. Og kommer jeg i tvivl, må jeg tage f.eks. Sundhedsstyrelsen og Danske Patienter i ed«.

Ikke fri leg til at gøre, som vi vil

Indtil for nylig var Jannick Brennum direktør for Neurocentret på Rigshospitalet, og her blev der oprettet et ledelsesakademi, hvor der blev genereret idéer og projekter, som havde til formål at overbevise de ansatte om, at de »godt selv må«.

»I Neurocentret var vi i dialog med både Sundhedsstyrelsen og Dansk Selskab for Patientsikkerhed, og til stor overraskelse for vores cheflæger er der større rum til at bruge vores lægefaglige fornuft end oprindelig antaget.

Det er ikke blot tilladt, men også ønskværdigt, at vi afprøver, hvad der sker, hvis vi dropper nogle af de ofte tunge, bureaukratiske og ikke altid evidensbaserede arbejdsgange, som på et tidspunkt er blevet indført. Vi skal turde stole på vores kliniske faglighed og tage et opgør med den til tider meningsløse detailstyring, der kommer til udtryk i diverse vejledninger, instrukser og retningslinjer.

De udstedes i øvrigt ikke kun centralt, men også decentralt fra. Men vi skal ikke blindt følge vejledninger fra hverken styrelser, råd eller faglige selskaber – alle har ret til at udfordre vanlig praksis.

På Neurocentret tog vi f.eks. en ny teknologi til udredning af søvnapnø i brug. En teknologi, der gør, at vi forsimpler udredningen væsentligt og derfor kan udrede patienterne hurtigere, men hvor der er en risiko for, at der er en variant, vi misser. Og det må vi acceptere«.

Jannick Brennum understreger, at frisættelse ikke er »fri leg til at gøre som vi vil, men til at gøre det, der er til mest gavn for patienten«, og han kommer med et eksempel.

»På vores tværfaglige Smertecenter havde vi op til to års ventetid for patienter med kroniske smerter, heraf nogle subgrupper, om hvem vi vidste, at vi ikke ville kunne hjælpe dem. Alligevel stod de på ventelisten ud fra den betragtning, at alle jo skal have lige adgang.

Efterfølgende blev der holdt orienteringsmøder, hvor patienterne blev informeret om, at halvdelen af dem ville kunne forvente en smertereduktion på 50%, men at det er ekstremt sjældent at opnå smertefrihed. Herefter takkede cirka halvdelen af patienterne nej til et behandlingsforløb. Vi frisatte ikke bare lægerne, men i høj grad også patienterne til at træffe mere aktive valg, og ventetiden reduceredes til nogle uger.

Frisættelse er en kulturforandring, og jo større organisationen er, desto længere tid tager det at vende skuden«.