»At de fleste uden særlige forudsætninger kan prompte en sprogmodel til at skrive relativt fornuftige videnskabelige artikler, er et kæmpe problem,« siger Thomas Benfield, professor i infektionsmedicin og videnskabelig redaktør på Ugeskrift for Læger siden 2021.
Han ser flere problemer i udviklingen – ud over at der er tale om svindel.
»De falske artikler udtynder indholdet i tidsskrifterne, og fordi det er så nemt at prompte en artikel, oversvømmes tidsskrifterne af manuskripter, der skal igennem en fagfællebedømmelse. Det lægger pres på tidsskrifterne, som i forvejen har svært ved at finde bedømmere. Og det er spild af gode kræfter at sætte forskere til at bedømme artikler, som viser sig at være falske«.
Identitetstyveri, fusk med referencer, manipulerede illustrationer, »pyntede« resultater og dertil videnskabelige artikler og hele tidsskrifter, som bygger på varm luft, er velkendte variationer af svindel inden for den videnskabelige forlagsbranche. Men alle variationerne har fået et gevaldigt boost med kunstig intelligens. Og hvor svindlen tidligere typisk blev udført af den enkelte forsker for at sikre karrieren, er det nu store internationale netværk, som svindler i industriel skala for pengenes skyld, sådan som beskrevet i Ugeskrift for Læger i nr. 14/2026.
To nye store studier siger noget om omfanget. Det ene, publiceret i British Medical Journal, viser, at op mod 10% af alle kræftpublikationer kan være fremstillet af såkaldte paper mills, altså en slags publikationsfabrikker, som massefremstiller falske artikler. Det andet studie, publiceret i The Lancet, viser, at frekvensen af falske referencer i videnskabelige artikler er steget 12 gange siden 2023.
Baggrunden for udviklingen er, at der er penge i videnskabelig publicering. Store penge. Forskerne er presset til at publicere for at gøre karriere, og i nogle lande for at få en bonus eller endog en bolig, og de betaler dyrt for at publicere og dele deres forskning med det videnskabelige samfund og offentligheden.
Det har skabt grobund for svindel med artikler og tidsskrifter og for en markant vækst i antallet af både falske artikler, artikler af ringe kvalitet og nye såkaldte rovtidsskrifter.
Og det mærker Thomas Benfield også.
»Næsten dagligt bliver jeg opfordret til at publicere i et tidsskrift, jeg ikke kender, og flere gange om måneden får jeg tilbud om en redaktørpost«, fortæller han.
Rovtidsskrifterne har ofte et navn, som minder om et etableret navn: Journal of »et eller andet medicinsk speciale«, men titlerne er typisk meget længere og bredere dækkende.
»Der er virkelig tænkt over det. Som afsender på e-mailen ser du en velkendt titel, og først når du åbner mailen, ser du den fulde titel, hvor der er tilføjet adskillige ord som ,… and applied …’, og du kan se, at det er et rovtidsskrift. Men det fanger man altså ikke altid, og i hvert tilfælde ikke lige med det samme«, siger Thomas Benfield.
Han mener, at rovtidsskrifter, som er etableret som rene pengemaskiner, udgør et stort problem af flere grunde.
»De undergraver hele fundamentet for kvalitetspublikationer, fordi man er i tvivl om, hvorvidt artiklerne har været i peerreview, og om redaktørerne har den ekspertise, der skal til. Og sommetider er redaktionerne også sammensat af forskere, der ikke rigtig ved, at de er med i redaktionen«.
Som videnskabelig redaktør oplever Thomas Benfield også svindel med artikler. Han modtager flere manuskripter, som vækker mistanke, efter at kunstig intelligens er blevet tilgængelig.
»Det er svært at vurdere, for du må jo gerne bruge AI, når bare du deklarerer det. Så når jeg kan se, at der er brugt AI på opbygningen eller sproget i en artikel, betyder det ikke nødvendigvis, at der er svindlet med indholdet. Men jeg reagerer, hvis forfatterne ikke har gjort opmærksom på, at de har anvendt AI. Og så reagerer jeg, hvis noget ser for godt ud til at være sandt«.
Ud over sin kritiske sans anvender Thomas Benfield også et værktøj til at tjekke lister over referencer.
»Vi har et AI-baseret system til at sætte referencerne op med, og det kontrollerer samtidig, om referencerne eksisterer, og det finder somme tider falske referencer. Det skete for nylig. Vi havde også en mistanke om, at teksten var skabt af AI, og det var ikke deklareret. Da vi kontaktede forfatterne, trak de straks artiklen tilbage«, fortæller han.
Selv om han er klar over, at der foregår bevidst svindel, mener Thomas Benfield, at nogle af de fejl, han finder, skyldes, at forfatterne ikke er vant til at bruge AI. Det er en slags »begynderfejl«.
»Vi havde et tilfælde med fejl i en reference, og forfatteren forklarede, at hun havde anvendt AI til at redigere manuskriptet, og derved opstod fejlen. Hun rettede fejlen, og det accepterede vi«.
Et særlig grelt eksempel på svindel oplevede Thomas Benfield for nylig på en kongres, hvor en indonesisk forsker havde indsendt fem forskellige abstracts i fem forskellige navne.
»I min vildeste fantasi havde jeg ikke forestillet mig, at nogen ville udgive sig for at være fem forskellige personer. Han havde også søgt og fået tilskud til at deltage i kongressen under forskellige navne. Men jeg ved ikke rigtig, hvad hans motiv var. De abstracts tæller ikke på hans CV, når han ikke har opgivet sit eget navn. Men måske ville han bare gerne til Europa eller Danmark«.
Casen er et eksempel på »klassisk« svindel i den forstand, at det sandsynligvis kun er én forsker, som står bag. Og så giver det et indblik i, hvordan de store forskelle i vilkår – og ikke mindst økonomi – mellem forskere fra henholdsvis det globale nord og det globale syd også skaber grobund for svindel.
Thomas Benfield vurderer, at svindlen med videnskabelig publicering ikke er så stor i Norden som andre steder på kloden.
»Måske er vi lidt naive, men indtrykket er, at der ikke snydes så meget med vores tidsskrifter, fordi de er relativt små og udgives på de nordiske sprog. Og de vægter ikke så tungt som de store engelsksprogede tidsskrifter. I Danmark er de faglige miljøer også relativt små, så fagredaktørerne kender de fleste og kan ofte gætte, hvem der har skrevet et manuskript«, fortæller han.
En gang om året mødes de videnskabelige redaktører for de lægevidenskabelige tidsskrifter i Norden, og i de seneste år har de snakket meget om svindel, fortæller Thomas Benfield.
»I Sverige var der en case, hvor redaktionen ret sent i processen opdagede svindel. Da de gik forløbet igennem, afslørede dokumenternes timestamps, at hver gang forfatteren havde fået besked på at ændre noget, havde redaktionen fået en helt ny version næste dag. Og en ny referenceliste, der også var forkert. Det var så hurtigt, at det måtte være en kunstig intelligens, og de endte med at blackliste forfatteren«.
Thomas Benfield forudser, at omfanget af svindlen vil vokse – også i Norden – i takt med at værktøjer til at svindle med bliver bedre.
»På vores årsmøde i oktober skal vi drøfte AI-værktøjer til at lette det redaktionelle arbejde, og herunder vil vi også undersøge, hvordan vi kan afsløre svindel«, siger han.
»Ud over den systematiske kontrol af referencerne forlader vi os på Ugeskrift for Læger på den kritiske faglige vurdering af manuskripterne, som altid har været vores videnskabelige afsæt. Men i fremtiden skal vi nok tage flere AI-baserede værktøjer i brug til at kontrollere manuskripterne, så vi øger muligheden for at opdage svindel«.
AI har altså givet svindlerne en kæmpe fordel, men kan også udnyttes til at komme svindlen til livs. Så der er gang i et »AI-våbenkapløb« mellem svindlerne og udgiverne af tidsskrifter.
Thomas Benfield er trods sin bekymring for udviklingen optimistisk:
»Jeg tror på, at vi kan tage kampen op – selvfølgelig kan vi det«.
