Identitetstyveri, fusk med referencer, manipulerede illustrationer, »pyntede« resultater og dertil videnskabelige artikler og hele tidsskrifter, som bygger på varm luft, er velkendte variationer af svindel inden for den videnskabelige forlagsbranche. Men alle variationerne har fået et gevaldigt boost med kunstig intelligens. Og hvor svindlen tidligere typisk blev udført af den enkelte forsker for at sikre karrieren, er det nu store internationale netværk, som svindler i industriel skala for pengenes skyld, sådan som beskrevet i Ugeskrift for Læger i nr. 14/2026.