Egentlig skulle et internationalt hold af virusforskere nu være i fuld gang med at spore, hvor og hvordan coronapandemien startede.
Men ifølge Nature har WHO sat en stopper for fase to af opsporingsarbejdet. Årsagen er, at der er gået politik i sagen.
Det er imidlertid helt afgørende at finde oprindelsen til pandemien, mener den danske virusforsker, Thea Kølsen Fischer, som er forskningschef på Nordsjællands Hospital og klinisk professor på Københavns Universitet.
»Der er stadig vigtige spor, som ikke er fulgt, og de bør forfølges i videnskabens navn. Det er vigtigt at få alle sten vendt og få pandemiens oprindelse kortlagt. Det er en af de største globale sundhedskatastrofer i vort århundrede og en pandemi, som har ramt hele verden og kostet mange millioner af dødsfald«.
Thea Kølsen Fischer har stor international erfaring med smitteopsporing og var med som del af en international delegation af forskere, som på vegne af WHO i januar 2021 var i Wuhan i Kina i den første fase af opsporingen.
Læs også:
På sporet af den næste pandemi
Arbejdet mundede ud i en rapport, som blev præsenteret i marts 2021. I forbindelse med offentliggørelsen kritiserede WHO’s generaldirektør imidlertid Kina for ikke at have vist tilstrækkelig åbenhed under forskernes besøg. Det betød, at Kina ikke ville tillade flere delegationer indrejse.
WHO opløste siden den gruppe af forskere, som var i Kina, og etablerede en ny gruppe under navnet SAGO, Scientific Advisory Group for the Origins of Novel Pathogens. Også den gruppe er Thea Kølsen Fischer medlem af.
Gruppen skulle overtage arbejdet med fase to af opsporingen og samtidig udarbejde en plan for forebyggelse af fremtidige pandemier.
»Vi har i sommeren 2022 anbefalet en række initiativer til at komme videre, og det er min opfattelse, at WHO fortsat vil presse på for at fortsætte opsporingen af pandemiens oprindelse, også selvom fase to ikke kan sættes i gang lige nu. Alt afhænger af kinesisk samarbejde og åbenhed i forhold til studier og adgang til data«, siger Thea Kølsen Fischer.