Yngre psykiatere rejser gerne efter et godt uddannelsesmiljø

»Jeg synes, du gjorde det så godt. Du holdt fokus, du spurgte ind og talte med patienten på patientens præmisser og kom hele vejen rundt«.

Speciallæge i psykiatri, Åse Hübbe, giver supervision til uddannelseslæge Søren Just Christensen, efter de to har set en patient sammen i Psykiatrisygehuset i Slagelse.

»Det eneste jeg tænkte på var, at du skal huske at spørge ind til patientens netværk«, tilføjer hun.

Søren Just Christensen nikker og noterer. Han er på afdelingen i Slagelse som led i sin hoveduddannelse i neurologi.

Åse Hübbe, der ellers var på vej på pension efter en lang karriere i rets- og almenpsykiatrien i Region Sjælland, har siden 1. april haft en særlig funktion i Psykiatrisygehuset. Hun ser ikke selv patienter, skriver ikke selv journaler.

Hendes eneste opgave er at opsøge de yngre læger og følge dem. De skal altså ikke selv komme til hende. Inde hos den patient, som de to nu taler om, forholdt hun sig tavs, imens Søren Just Christensen talte med patienten. Først til sidst stillede hun et opfølgende spørgsmål.

»På mange afdelinger er det ren produktion«, siger Søren Just Christensen bagefter. »Man møder ind, man får sit id-kort, går i gang, og så må den yngre læge finde nogen at spørge henad vejen. Her får jeg meget mere grundig supervision. Mange ting går tabt, hvis det er mig, der skal gå ind til Åse og referere samtalen. Jeg fortæller kun de ting, som jeg selv har vurderet som vigtige«.

Psykiatrisygehuset i Slagelse fra 2015 har længe haft rekrutteringsproblemer. Der mangler læger til hoveduddannelser, introstillinger og speciallæger. Aktuelt mangler 8-10 speciallæger.

Også i Psykiatrien i Aabenraa har de haft svært ved at rekruttere fra 2015. De mangler fire speciallæger.

Det har både Slagelse og Aabenraa arbejdet med at forandre. Begge steder arbejder de med at skabe et bedre ry oven på en lang periode med tunge takter og en mørk skygge over en udkantspsykiatri i knæ.

Og det er begyndt at vise sin effekt, hvis man spørger Kristian Fredholm i Aabenraa, der hver dag pendler fra Aarhus til Aabenraa, og Søren Just Christensen i Slagelse. Selvom det kun er førstnævnte, der ser en fremtid for sig i psykiatrien, bidrager alle yngre læger til det forbedrede rygte. Det er en samlet maskine, der skaber kulturændringen.

De to fortæller begge om, hvordan Slagelse og Aabenraa nu omtales i positive vendinger blandt yngre læger og medicinstuderende.

Læs også: Manglen på psykiatere er ulige fordelt

Speciallægemangel i hele landet

Pga. speciallægemangel oplever psykiatrien i hele landet et stort pres, hvilket ifølge en medlemsundersøgelse fra Yngre Læger går ud over uddannelses- og arbejdsmiljøet. Undersøgelsen er lavet blandt yngre læger i den regionale psykiatri i 2018 og viser, at 60 procent oplever, at drifts- og rutineopgaver prioriteres frem for fagligt udviklende opgaver.

I alt 42 procent oplever ikke, at uddannelse og læring tænkes ind i arbejdstilrettelæggelsen. De yngre læger i undersøgelsen angiver også, at de oplever et højt arbejdstempo, hektiske arbejdsdage med mange afbrydelser, og 59 procent oplever ikke arbejdsbelastningen i vagterne som passende.

Gør op med alenefølelse

For Psykiatrisygehuset i Slagelses vedkommende har de satset massivt på uddannelse og skabe en uddannelsesorganisation frem for en driftsorganisation, forklarer ledende overlæge Birgitte Welcher. De har forsøgt at vende de negative historier til positive fortællinger. For negative historier og dårlig omtale i pressen om patienter, der oplevede at vente længe på at komme til at tale med en læge eller psykolog, har ikke gjort rekrutteringen lettere.

»Samtidig begyndte patienterne at finde ud af, at der var kommet en akutmodtagelse i Slagelse, så der var en voldsom stigning i henvendelser på 40 procent på to et halvt år. Dårlige historier og øget pres gjorde, at vi stod i en situation med manglende speciallæger. Rigtig mange unge uddannelsessøgende læger oplevede presset i deres vagter, og de oplevede i dagstiden, at det var svært at finde en erfaren læge at spørge til råds«, siger Birgitte Welcher.

Derfor blev de klar over, at de skulle gøre noget helt særligt uddannelsesmæssigt. De prøvede forskellige initiativer af, men fik ikke rigtig fat om det, der var det største problem, nemlig alenefølelsen og usikkerheden, forklarer Birgitte Welcher.

»Vi fik dårlige evalueringer. Og når man først får en historik med dårlige evalueringer og travlhed, så er det svært. For de historier lever videre – også selvom det måske ikke længere er sådan. Derfor ansatte vi Åse Hübbe til at gå med en ung læge i dagstiden og give mere supervision, og vi har ændret i vores måde at tænke på. De nyansatte speciallæger har hele tiden uddannelsesperspektivet for øje«, siger Birgitte Welcher.

Der kom også nye folk til, bl.a. Ragnar Klein Olsen, der som FTR for psykiatrien i Region Sjælland påpegede en stor usikkerhed blandt de unge læger. Usikkerhed omkring beslutninger kan være det, der får dem til at ligge vågne om natten, forklarer Ragnar Klein Olsen.

»Alenefølelsen er ikke baseret på tilstedeværelsen af andre. Det er den faglige utryghed. Det er derfor, at Åse er så vigtig, fordi hun også kan se på det samtaletekniske. Har jeg spurgt rigtigt, og fortæller jeg de vigtigste ting videre til bagvagten? Inden for somatikken får man gode kurser og ved præcis, hvad man skal lære, men det er lidt anderledes her. Vi har ikke nogen entydige svar til mange ting«.

»Man kan sammenligne det med kirurger«, supplerer uddannelsesansvarlig overlæge Christina Augusta Buchholt. »De har også nogle stående, som kigger på den måde, de skærer på. Det er det samme, der tilbydes her. Det er også en individuel styrkelse af de samtaletekniske færdigheder, som er nødvendige i psykiatrien«.

Bedre evalueringer

Åse Hübbes funktion som superviserende speciallæge er blot et tiltag blandt mange. Ifølge Birgitte Welcher er evalueringerne nu grønne. Det går bedre med søgningen, og de unge læger siger, at der er et godt uddannelsesmiljø i Slagelse, og at der er rart at være. Det sagde de ikke før, husker den ledende overlæge.

Christina Augusta Buchholt peger på, at alle de forskellige tiltag skal ses som forklaring på, hvorfor det går bedre med rekruttering, og hvorfor evalueringerne bliver bedre.

»Det er en hel kultur, som det er lykkedes at sætte skub i. Og tilgængeligheden og et åben dør-sted gør meget. Det er det hele som én maskine, der driver en kulturændring. Ikke at man har installeret ét tiltag. Det er en tanke om måden, der bliver et bedre arbejdsmiljø og læring og dermed en bedre faglighed på«, siger Christina Augusta Buchholt.

Hun kan selv mærke kulturændringen ved, at de yngre læger nu spørger hende, om hun kan gå med dem ind til en patient, eller om de må se, hvordan hun arbejder.

»Det var der ikke nogen, der spurgte om i januar, så det har båret frugt at få flyttet kulturen et sted hen, hvor det bare er en del af den måde, man gør tingene på«.

Samtidig får de yngre læger indblik og erfaring med hverdagen som psykiater, understreger Christina Augusta Buchholt, for der er meget af døgnet og mange dage, hvor de yngre læger er nødt til selv at finde svaret ud fra nogle anvisninger. Der er nemlig stadig mange dage med pres på, og afdelingen oplever også at være nødt til at udskrive patienter for tidligt og have for få ressourcer, ligesom i resten af landet.

Uddannelse er i første række

I Aabenraa har lægerne taget et opgør med, at uddannelse ikke kan lade sig gøre pga. travlhed og få speciallæger, forklarer ledende overlæge Lene Høgh. De har gentænkt hele den måde, de strukturerer deres hverdag på.

Lene Høgh siger, at psykiatrien igennem flere år kun sporadisk har haft besatte introduktions- og hoveduddannelsesstillinger. Lige nu har afdelingen to hoveduddannelseslæger, men ideelt set ville de være ca. seks. Det går ud over reservelægelaget. Og så mangler de speciallæger.

»Lige nu mangler vi fire speciallæger. Det tager længere tid at få patienterne igennem en indlæggelse, fordi der er grænser for, hvor meget en speciallæge kan nå. Det kan give overbelægning i perioder. Der bliver slået hoveduddannelse op hos os hvert halve år, og når de har været ubesat igennem flere år, lige på nær et par stykker, så bliver vi meget sårbare«, siger Lene Høgh.

Ved at have fokus på uddannelsesmiljøet er det lykkes at få rekrutteret læger til introduktionsstillinger. De er rekrutteret fra dels KBU og dels nogle indsatser, som afdelingen har gjort i forhold til lægestuderende, som har fået mulighed for at have vikariat i kombination med forskning.

Når afdelingen har haft vakante stillinger i reservelægelaget, har de prioriteret, at de vagter skulle dækkes eksternt via vikarer, så de unge læger ikke bliver overbelastede med vagter, og så de kan få tid til at gå stuegang. Det har afdelingen haft råd til, fordi de har vakante speciallægestillinger, siger Lene Høgh.

»Yngre læger falder for, at man viser interesse for dem, at de ikke bliver overbelastet, og at de kan stå inde for fagligheden. De bliver ikke kastet ud i ting, som de ikke fagligt er klædt på til. Det er trygt at være her, og man kan også se ud i fremtiden. Muligheden for at kunne tilegne sig et fagligt højt niveau er afgørende for, om man vil videreuddanne sig et sted«, siger Lene Høgh.

Daglig prioritering

Uddannelse er tænkt ind overalt i hverdagen. Og uddannelse bliver aldrig nedprioriteret, forklarer Lars Møller Nielsen, uddannelsesansvarlig overlæge.

»Driften kommer sekundært. Når vi har struktureret klinisk observation, tømmer vi afdelingen for yngre læger, men det prioriterer vi. Mange steder prioriterer man drift. Men vi ved, at de unge drifter rigtig godt, hvis vi investerer i dem med bl.a. kurser«.

De nye tiltag i Aabenraa er bl.a. mere supervision, undervisningsdage og syv faglige minutter hver morgen, hvor de yngre læger summer i grupper over forskellige cases. Dermed er læring lagt ind fra morgenstunden.

»Hvis der er planlagt undervisning af yngre læger på en dag, hvor der er mange patienter og få læger, vælger vi at gå i ,weekenddrift'. Det betyder, at vi kun laver absolut akutte opgaver på afsnittet for at få gennemført planlagt undervisning. Mange steder ville man nok vælge at aflyse undervisningen, men det gør vi ikke i Aabenraa«.

»Hvis det bliver vanen, fjerner man uddannelsen, hver gang man mangler læger«, siger introduktionslæge Kristian Fredholm. »Det er sådan noget, der er selvforstærkende og sker mange steder. Og det virker afskrækkende på en yngre læge som mig«.

Kristian Fredholm valgte en introstilling i Aabenraa efter sin KBU, selvom han bor i Aarhus og bruger to timer hver vej i tog. Han kunne have valgt en stilling tættere på, men det gode uddannelsesmiljø lokkede ham til, siger han.

De dumme spørgsmål

Kristian Fredholm fortæller, at de syv faglige minutter om morgenen skaber tryghed og gør det muligt at få stillet de spørgsmål, der føles dumme.

»Ved morgenkonferencerne andre steder føles mere farligt at stille dumme spørgsmål. Det gør det slet ikke her«.

Hvad er det for nogle dumme spørgsmål?

»F.eks. om behandling af alkoholabstinenser. Nogle gange er det spørgsmål, som alle sidder med. Men jeg har været mange steder, hvor det spørgsmål slet ikke er blevet stillet. Og det giver en utryghed. Jeg har oplevet, at folk ruller med øjnene eller melder sig helt ud, når man stiller et spørgsmål«.

Grunden til, at Kristian Fredholm har valgt en introduktionsstilling i Aabenraa frem for tættere på sit hjem og sin gravide kæreste i Aarhus, er, at han ikke ved, hvad han får et andet sted. I Aabenraa synes han, at han får noget virkelig godt.

Væk fra brokkeriet

Lars Møller Nielsen forklarer, at psykiatrien i Aabenraa er lige så presset som alle andre i Danmark med mangel på sengepladser og personale, og de oplever også at udskrive patienter for tidligt.

Men Lars Møller Nielsen prøver at håndtere det anderledes. Han forsøger at ændre hele indstillingen til psykiatrien. For sin egen og for de yngre lægers skyld.

»Vi har det ikke anderledes end andre. Men kunsten er at lade være med at sige det. Hvis Kristian hver morgen møder en overlæge, som brokker sig over for mange patienter og for få hænder, så gider han ikke være her«.

Men det er jo virkeligheden? Kommer du ikke til at pakke ham ind ved ikke at tale om det?

»Jo, men man skal kigge positivt på virkeligheden. Hvor er det dog dejligt, er der er så mange patienter – vi kan lære noget af dem alle sammen. Vi har fem overbelægninger nu her – det er dejligt med patienter«, siger Lars Møller Nielsen og erkender i samme vending, at han nok er nødt til at udskrive nogle af dem senere.

Men der er jo massive problemer i psykiatrien, f.eks. med overbelægning. De er vel også vigtige at huske og lære de yngre læger?

»Når man er yngre læge, skal man ikke primært have fokus på drift, økonomi, mangel på sengepladser etc. Alt det ævl og kævl får man rigeligt af, når man bliver overlæge. De yngre læger skal fokusere på at blive dygtige læger, gode klinikere med fokus på psykopatologi, psykofarmakologi, terapi og relation, og ikke mindst patientens perspektiv. De skal lære noget hver dag og fokusere på opgaven og se det fantastiske i specialet og ikke de rammer, som ældre kolleger naturligvis bør gøre alt for at forbedre, ikke mindst for patienternes skyld«.

Er psykiatere for negative?

»Nej, men mange læger udtrykker til stadighed deres frustrationer, er fortravlede og stressede. Et sådant arbejdsmiljø er ikke fordrende for et godt uddannelsesmiljø«.

Forbilleder skal holde på de unge

For Lars Møller Nielsen handler de i høj grad om at være et forbillede.

»Overlæger er forbilleder, og yngre læger forestiller sig allerede nu, hvordan de gerne vil have, at deres eget liv skal være, når de som mig nærmer sig de 50 år. De skal opleve, at man i min position stadig er begejstret for sit arbejde og gerning; derfor bliver yngre læger ikke stopfodret med de frustrationer og stress, som jeg oplever, kun alt det positive, som fylder mest i min hverdag«.

»Det er rigtigt«, siger Kristian Fredholm. »Man ser mange forskellige eksempler på, hvad man kan forvente sig som læge. Lars er positiv, og det smitter meget. Men jeg føler ikke, at vi går i en osteklokke og bilder os selv noget ind. Der er travlt nogle dage, og andre dage er der mere ro på«.

Hvad er det store mål?

»At en som Kristian vælger h-uddannelse, og at jeg skal være kollega med ham de næste 20 år«, siger Lars Møller Nielsen.

Men kan I være sikre på, at de vælger det?

»Nu gør du det samme, som mange andre gør. Du siger, at vi ikke kan rekruttere og fastholde. Selvfølgelig kan vi være sikre på det. Vi skal sætte os nogle høje mål. Hvis jeg har som mål, at jeg skal have de her unge mennesker som kolleger de næste mange år, så lykkes det. Hvis ikke jeg tror på det, sker det ikke«.

Læs også:

Manglen på psykiatere er ulige fordelt

Ressourcemangel udhuler psykiateres opgaver

Stort politisk flertal for statslige pakkeforløb i psykiatrien