Netlægen kommer

Digitale og virtuelle muligheder har gennem de seneste årtier bredt sig i samfundet. Befolkningen har taget godt imod de digitale løsninger, og Danmark er et af de mest digitaliserede lande i Europa [1]. De digitale muligheder dukker nu også op i sundhedsvæsenet. Den aktuelle COVID-19-pandemi har øget antallet af telefonkonsultationer betragteligt, men set over de seneste ti år er antallet af telefonkonsultationer faldet let, mens antallet af e-konsultationer er tredoblet [2]. En nyere kommunikationsform er videokonsultationer. I en statusartikel af Nielsen & Teilmann beskrives muligheder og erfaringer med virtuelle konsultationer i pædiatrien [3]. Virtuelle konsultationer reducerer antallet af udeblivelser, og anvendelse af video giver en mere sikker triagering ved akutte henvendelser.

Et væsentligt element i virtuelle løsninger er videokonsultationer. Video giver en vis mulighed for en klinisk vurdering af patienten, men er ligesom telefonkonsultationer overvejende baseret på anamnestiske oplysninger. Udvides telefon- eller videokonsultationer med internetbaserede løsninger, hvor patienten selv kan monitorere sin sygdom, øges værdien betragteligt. Sådanne løsninger anvendes blandt unge og voksne med inflammatorisk tarmsygdom [4]. Her kan patienten med registrering af symptomer og visse parakliniske undersøgelser følge sin sygdom og have webkonsultationer med sin behandler. Disse løsninger har medført en mere individualiseret behandling, øget livskvalitet og færre hospitalskontakter.

Man må forvente, at lignende løsninger udbredes til andre patientgrupper med kroniske sygdomme. Med sådanne løsninger vil patienten løbende kunne følge med i sin behandling, men der vil også blive stillet større krav til patienten. I takt med, at virtuelle løsninger bliver mere efterspurgt, må man forvente, at patienten selv vil kunne foretage undersøgelser som vejning, saturationsmåling og måling af blodtryk. Lægens opgave vil her være at rådgive patienterne i, hvilket udstyr de bør anskaffe sig, og sammen med patienterne fortolke resultaterne. Rigtigt anvendt vil sådanne løsninger kunne reducere antallet af konsultationer.

Også ved akutte henvendelser vil videokonsultationer være en mulighed. For akutte patienter er den initiale kontakt i dag hyppigt telefonisk. Videokonsultationer vil kunne forbedre mulighederne for triagering og rådgivning betydeligt. Hvis patienten har behov for yderligere vurdering, vil det i de fleste tilfælde kræve en klinisk undersøgelse og dermed fremmøde. Efterfølgende konsultationer vil i mange tilfælde kunne være virtuelle.

Virtuelle konsultationer sparer tid for patienten, men på trods heraf foretrækker størstedelen af patienterne en kombination af virtuelle konsultationer og konsultationer med fysisk fremmøde. Patient og læge bør derfor efter hver konsultation aftale, hvorledes den efterfølgende konsultation skal finde sted, så de sammen finder den konsultationsform, der vil fungere bedst for patienten. Visse konsultationer bør fortsat ske som et fysisk møde mellem læge og patient. Ved kræftpakkeforløb må fremmøde anbefales, ikke blot af hensyn til den kliniske undersøgelse, men også for at give patienten de bedste muligheder for en dialog med lægen om en potentielt alvorlig diagnose. Generelt bør den svære samtale finde sted som en konsultation med fremmøde.

Patienterne søger i stigende grad informationer på internettet og er måske længere i den digitale omstilling end lægerne. Der er et stigende behov for sundhedsydelser, og virtuelle konsultationer vil kunne være med til at imødekomme dette. Der er derfor næppe tvivl om, at vi vil opleve pres for flere virtuelle konsultationer, fra både patienter og politikere. Vi skal sikre os, at denne udvikling ikke lader sårbare grupper i stikken. Det er de digitalt svage, de handikappede og de mest syge, som i forvejen kan have svært ved at komme til orde i den offentlige debat.

Så spørgsmålet er ikke, om vi skal have virtuelle konsultationer, men hvordan vi bedst anvender disse muligheder til gavn for patienterne.

Korrespondance Klaus Børch, Børne- og Ungeafdelingen, Københavns Universitetshospital – Amager og Hvidovre Hospital. E-mail: klaus.boerch@regionh.dk
Interessekonflikter ingen. Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med lederen på ugeskriftet.dk