»Hvorfor vælger man ikke hos SST at tilbyde en form for prioriteret rækkefølge for unge læger, som har stiftet familie under studiet?« Laura Bæk-Petersen, (fuldtids) KBU-læge på Slagelse Sygehus (samt mor til to og hustru på nedsat tid)
Jeg er KBU-læge og har været det i 2,5 måned. Det faglige begynder at blive sjovere. De nederste lag af Maslows behovspyramide er fyldt ud, så man kan bruge sin faglighed fuldt ud. Jeg er glad for mit arbejde og trives.
Nå ja. Og så har jeg omkring halvanden time på arbejde. Altså hver vej.
Hvis man tager og laver et regnestykke med transporten og fuldtid, så giver det 52 timer væk fra hjemmet om ugen. Det er en del. Det synes min familie i hvert fald.
For det bringer mig hen til situationen herhjemme. Her går det mindre godt. For jeg har to små børn og en mand, der også har et arbejde, han er glad for. Han har hjemmearbejdsplads, og jeg ved ærligt ikke, hvad vi ville have gjort, hvis han ikke havde den mulighed netop nu. Men det kniber indimellem for ham at nå op på de 37 timer om ugen, medmindre han skal tage de sene aften- og nattetimer i brug.
Fordi jeg er KBU-læge, er min nuværende stilling valgt ud fra et køsystem, hvor jeg røg nederst i rækken. Så vi havde valget mellem pest eller kolera, og uanset havde jeg mindst halvanden time på arbejde. Der røg den entusiasme for at blive færdiguddannet på normeret tid.
Lad mig beskrive en almindelig hverdag hjemme hos os. Min mand og jeg står op kl. 5, kommer i tøjet, rydder det værste op og gør klar til morgenmad. Så vækker vi børnene kl. 6, hygger i et kvarter, og nogle dage når vi at få dem i tøjet, inden jeg skal køre kl. 6.30. Børn og mand vinker troligt med en fast rutine af kram og kys. Så spiser de morgenmad og kommer i tøjet. Vi har piger, så der skal sættes hår. Der bliver kørt til børnehave og vuggestue. Helst inden kl. 07.30, så min mand kan nå at have en hel arbejdsdag. For kl. 15.30 bestræber han sig på at hente dem igen. Så skal de hjem, lege med legetøjet derhjemme eller i haven, de skal i bad og i nattøjet, og min mand skal lave aftensmad. Og så kommer jeg ind ad døren kl. 17 (eller 18.30, når jeg har dagvagt). Jeg spiser altid hurtigt aftensmad for at kunne nå at være tilgængelig for pigerne til at lege. Lige nu er det frisør, hvor de sætter mit hår. Den ene har den ene side, og den anden har den anden. Alligevel formår de at slås om mit hår. Mit hår. Ja, det er naturligvis min opmærksomhed, de slås om. Og det kan man jo ikke bebrejde dem.
Mine børn er to år og fem år. De er sunde og raske. Friske og frække.
Min mand er en skøn mand. Ingeniør med et godt job i en respekteret virksomhed (som gudskelov tilbyder fleksibel arbejdsplads).
For to år siden, kort før vores barn nr. 2 kom til verden, flyttede vi ind i vores drømmehus på Sydfyn. Hver dag nyder vi vores sted med stor have og højt til loftet.
Vi har kendt hinanden i 12 år og har set lidt af hvert. Alligevel er den her periode ved at blive den værste for os, fordi hverdagen ikke kan hænge sammen.
Der er lettere for min familie, når jeg er i nattevagt. Hvorfor? Fordi så er jeg jo slet ikke hjemme i knapt et døgn. Så ser de mig slet ikke, og konflikterne føles mindre. De konflikter og frustrationer flytter vi så bare til et andet tidspunkt. Men det føles nemmere for alle, for ingen af os bliver konfronteret med den svære farvelsituation, der er mindre rift om min opmærksomhed (= mit hår), og min mand kan styre skuden alene, uden jeg blander mig. For det er her, vi er nået til. Han styrer skuden. Jeg er blevet passager i min egen familie, fordi jeg er så meget væk.
Og det bringer mig til kernen. For jeg har ikke selv valgt det her. Jeg var »uheldig«, som det hedder sig, at trække et såkaldt dårligt nummer. Så var jeg uheldig igen, fordi der angiveligt var mange 0-numre i mit rul. Og så var jeg endnu en gang uheldig, fordi de årgange, der blev færdiguddannet sammen med mig, var særligt små.
Så, kære politikere. Kære embedsfolk i Sundhedsstyrelsen. Vil I ikke snart indse, at det nuværende KBU-fordelingssystem er gammeldags og rigidt og tager nyuddannede læger til fange – og i særdeleshed de familier, som flere har stiftet under studiet. Vi er flere, der deler de samme frustrationer som jeg, og som gerne vil være læger, men vi behøver et system, som formår at se et mere holistisk billede.
Moderniseringsstyrelsen har så mange tiltag. Måske de skal på banen for at modernisere KBU-systemet.
Indtil flere har sagt til os, at både min mand og jeg skal være glade for, at jeg kan gå direkte i job. Jo, men vi har levet af min mands løn i et par år. Det er ikke penge, vi vil have, men derimod tid sammen, vi mangler.
Folks reaktion er også ofte: »Det vidste du, allerede da du startede på studiet«. Ja, det gjorde jeg. Men der var jeg ikke forælder og havde ikke den indsigt, jeg har i dag. Da vi fik vores første barn under studiet og sidenhen vores andet, har frygten og ængsteligheden for KBU-fordelingen været støt stigende til en grad, hvor der har været overvejet alle mulige udveje:
1) At lave en ph.d. Ikke fordi jeg brænder for noget særligt forskningsmæssigt, men fordi det ville være belejligt for min familiesituation. Det mener jeg, er et tyndt udgangspunkt for at gå ind i tre års forskning. 2) At tage orlov af en eller anden art. Det lykkedes mig ikke at finde en orlovsløsning. 3) At udskyde. Det var vi ret enige om herhjemme, ville være som at tisse i bukserne. Og i øvrigt vil jeg jo gerne være læge. 4) At droppe KBU og måske ikke arbejde som læge i klinisk forstand. Ja, du tror mig måske ikke, men det har været på bordet. Den mulighed har vi så ikke valgt (endnu). 4) At tage KBU nu og så gå på deltid. Selvom det også ville være som at tisse i bukserne, da jeg så forlænger ansættelsen.
Vi endte med sidstnævnte løsning, ikke fordi det var den mest optimale, men fordi det var den mindst dårlige løsning. Og fordi jeg gerne vil være læge! Men det er godt nok en ordentlig mundfuld at skulle sluge de første måneder af arbejdslivet, når hjemmefronten i stigende grad krakelerer.
Skoen trykker ét sted: Familien er under pres, fordi det er mig påtvunget at tage et job langt fra hjemmet. Fordi jeg gerne vil være læge. Fordi jeg gerne vil videre i uddannelsessystemet som læge. Fordi der ikke findes et system, som tager hensyn til de børn, der uheldigvis har forældre, som bliver læger, mens de er ganske små, og som så efterfølgende er uheldige at trække et dårligt KBU-nummer.
Hvorfor vælger man så ikke hos SST at tilbyde en form for prioriteret rækkefølge for unge læger, som har stiftet familie under studiet? Man har allerede 0-nummersystemet til særlige forhold, men her tæller børn angiveligt ikke. Studiet er på seks år. For flere er det naturligt at få børn under studiet. Ikke fordi det er økonomisk fordelagtigt, men fordi det er fleksibelt.
Det her forløb afføder også, at jeg i min første I-stilling retorisk vil søge job på det nærmeste sygehus eller lægehus. Nærmest uanset speciale eller stillingsbetegnelse. Bare noget, der er lægerelevant i tålelig afstand fra hjemmet, så jeg kan trække min del af forældreskabet (og ægteskabet) i hverdagene.
Nu har jeg ønsket deltid på min afdeling. Gerne maksimalt 30 timer. Og deltidsbegæringen har intet med jobbets indhold at gøre. Jeg knokler på mit arbejde og holder mig til for at lære en masse. Det håber jeg også, de kollegaer, jeg arbejder sammen med, vil medgive. Og jeg ville ønske, at jeg kunne forblive på fuldtid, fordi læringen herved bliver mere intens og også mere givtig, fordi læringskurven vil blive mere stejl.
Men jeg håber alligevel inderligt at kunne gå på deltid. For at min familie ikke skal klemmes mere, end de er i forvejen. Fordi det er hverdage, der er flest af.
Jeg vil gerne være læge. Også på fuldtid eller mere. Også i udkanten. Men jeg vil også gerne være mor og hustru imens.
