Jens Birk Andersen, der er medlem af Yngre Lægers repræsentantskab, er kritisk over for OK26-aftalen, som lige nu er til urafstemning. Han mener, aftalen forringer både arbejdstid og -vilkår, skriver han i dette debatindlæg. I et svar skriver forperson for Yngre Læger og Overlægeforeningens formand, at de er uenige i både præmissen og konklusionen i indlægget.
I en leder i Ugeskrift for Læger 13/3 2026 argumenterer Wendy Schou og Susanne Wammen for, at den nye fælles overenskomst OK26 markerer et skridt i retning af fremtidens lægeliv. OK26 vil utvivlsomt på godt og ondt definere lægelivet i lang tid fremover. Det er rigtigt, at overenskomsten indeholder elementer, der forsøger at rette op på nogle af de problemer, som Yngre Læger har påpeget i årevis, men det er en tilsnigelse at fremstille OK26 som en sejr, og medlemmerne bør overveje nøje, hvad der egentlig er opnået.
Vi har nemlig kun delvist genvundet det, vi tidligere har tabt. Et centralt argument for OK26 er, at speciallæger får en højere løn og dermed en højere livstidsindkomst. Men denne forbedring kan kun forstås i lyset af en situation, som arbejdsgiver selv har skabt og som vores fagforeninger ikke har formået at løse. For at forstå, hvorfor OK26 er problematisk, er det nødvendigt med en gennemgang af den udvikling, der har ført frem til i dag:
I 2016 indførte Danske Regioner med den såkaldte »femårsregel« en struktur, der gjorde det vanskeligere for nye speciallæger at avancere til overlægestillinger. Dette satte en stopper for, hvad der dengang blev set som et selvfølgeligt karriereavancement: Man blev speciallæge, arbejdede måske 2-3 år som afdelingslæge, hvorefter man havde samlet erfaring og kunne ansættes som overlæge. Hvis man havde ambitionen og evnerne, kunne man ansættes direkte i en overlægestilling og få lige løn for lige arbejde.
Femårsreglen satte en stopper for dette ved at indføre en kunstig og ufleksibel barriere for karriereprogression. Dertil kom, at Danske Regioner tilskyndede en ny virkelighed, hvor speciallægerne løste de opgaver, der tidligere blev løst af overlægerne – til en lavere løn. Dette blev accepteret af mange speciallæger, der løste og fortsætter med at løse opgaver, der før 2016 blev udført af overlæger.
Denne udvikling blev desværre ikke imødegået af Yngre Læger eller Overlægeforeningen i tilstrækkelig grad, tværtimod fik man nogle gange det indtryk, at udviklingen blev understøttet – f.eks. gennem det nu hedengangne »Afdelingslægeprojekt«, hvor man i Yngre Læger forhandlede tillæg til de daværende afdelingslæger, mod at de løste opgaver, der før havde været en del af overlægernes portefølje. Det lykkedes hverken Yngre Læger eller Overlægeforeningen i løbet af ti år at definere og klargøre, hvad forskellen egentligt var på en afdelings-/speciallæge og en overlæge. Derfor blev den naturlige karriereprogression, vi havde som en selvfølge inden 2016 ikke genskabt. I 2016 var der ikke tale om en forhandling, men om et diktat fra Danske Regioner, som vi dengang som stand ikke evnede at mobilisere et tilstrækkeligt modsvar til. Vores fagforeninger har ikke løftet opgaven. Det betaler den generation af læger, der nu skal stemme om OK26, prisen for.
Når det fremhæves, at OK26 giver en højere livsløn for speciallæger, skyldes det derfor, at man har accepteret den præmis, at mange læger fremover slet ikke ville få mulighed for at blive overlæger. Det er et problem for den enkelte læge, men også på sigt for Overlægeforeningen, der må have set sin fremtid som forhandlingsberettiget organisation udfordret i takt med faldende medlemstal. Man må spørge sig selv, om Danske Regioner har brugt trusler om yderligere at begrænse muligheden for at avancere til overlægestillinger som pressionsmiddel ved forhandlingerne?
Fordi slutlønnen som overlæge falder med OK26, vil en læge, der blev speciallæge i 2015, inden femårsreglen, ende med en lavere livstidsindkomst justeret for inflation end de læger, der bliver speciallæger i dag. Vi accepterer altså med OK26 en reallønsnedgang for kommende special-/overlæger målt over hele lægekarrieren. Anderledes stiller det sig for de nuværende overlæger, da de fortsætter hele deres karriere på det højere løntrin 2 – også ved stillingsskift. Der er tale om en klar forskelsbehandling af den kommende generation af overlæger, der kommer til at lave det samme arbejde til en lavere løn. Det er en uskøn finte, der vækker minder om OK21, men denne gang står begge foreninger på mål for ændringen – og vi har som medlemmer af Yngre Læger mulighed for at sige fra!
De lønstigninger, der er vundet ved OK26, er således kun en delvis genoprettelse af det, vi som lægestand tabte på grund af femårsreglen. Hvis det er det bedste forhandlingsresultat, man har kunnet opnå, må det tages til efterretning. En sejr for fagforeningerne kan det vanskeligt udlægges som.
I enhver overenskomst er der tale om en forhandling, hvor man giver og tager. Centralt tilbage står spørgsmålet således: Hvad må nu opgives, til gengæld for de lønstigninger for speciallægerne, der trods alt er vundet?
Et vigtigt element i OK26 er forringelser af værnereglerne for aften-nat-tjeneste. Her er der sket noget principielt vigtigt: Lønstigninger for speciallægerne er blevet finansieret ved at svække de regler, der hidtil har beskyttet lægers vagthyppighed. Det er et legitimt fagpolitisk spørgsmål, hvad man vægter højest: lønkroner eller værneregler – men prisen kan altid blive for høj!
Man kan med den nye OK26 blive pålagt tjeneste indtil kl. 23 hvert 4. døgn og nattevagt hvert 5. døgn mod hver 6. døgn i den nuværende overenskomst. Dertil kommer for speciallægernes vedkommende en forringelse af reglerne for arbejdstid om natten, idet timerne efter kl. 23 nu kun tæller ¾, i det omfang vagten ikke er belastet. Hvis vagten er belastet, tæller timerne 1,5, men kun som ekstra lønkroner til udbetaling og ikke i normtimeregnskabet. Det betyder flere timer på sygehuset på de skæve tidspunkter for de speciallæger, der dækker tilstedeværelsesvagten på sygehuset.
Et særskilt problem er derfor, at ændringerne i arbejdstidsreglerne rammer meget ulige. De læger, der betaler prisen for OK26, er dem, der går i tilstedeværelsesvagt – altså typisk læger i akutte og vagttunge specialer. Læger i specialer uden tilstedeværelsesvagt vil derimod i langt mindre grad mærke de negative konsekvenser. Dermed har man skabt en situation, hvor nogle læger får en lønstigning uden nævneværdige forringelser, mens andre får længere og mere belastende arbejdstider. Det er svært at se, hvordan en sådan løsning kan betegnes som solidarisk.
Endelig betyder den nye fælles overenskomst, at en vigtig fleksibilitet i lægers arbejdsliv forsvinder. Med de to tidligere overenskomster fandtes der reelt to forskellige modeller: Speciallæger havde en arbejdstidsstruktur med stærkere værneregler og en 37-timers ramme, mens overlæger havde en højere løn, men også større fleksibilitet og færre arbejdstidsbegrænsninger.
Det gav en mulighed for at vælge forskelligt i forskellige livsfaser – eksempelvis afhængigt af familieforhold eller karriereprioriteter. Med én fælles overenskomst forsvinder denne fleksibilitet.
Det er vigtigt at understrege, at forhandlingsdelegationen har arbejdet seriøst og loyalt inden for de rammer, der var til rådighed. Mange forbedringer i OK26 er resultatet af et betydeligt forhandlingsarbejde. Særligt er indførslen af ikkeskemalagt disponibel arbejdstid et stort og positivt nybrud, som gør op med de gratis »interessetimer«, medlemmerne har leveret uden kompensation hidtil.
Men spørgsmålet er ikke kun, hvad der kunne opnås ved forhandlingsbordet. Spørgsmålet er også, hvilket signal medlemmerne ønsker at sende. Hvis medlemmerne af Yngre Læger accepterer, at lønstigninger finansieres gennem svækkede værneregler, risikerer vi at fremme en udvikling, hvor vores vilkår gradvist forringes fra overenskomst til overenskomst.
Et NEJ ved urafstemningen vil sende et klart signal om, at medlemmerne i Yngre Læger ikke accepterer forringelser i vores arbejdstid og arbejdsvilkår. Nogle vil sige, at et NEJ er symbolsk, men symboler kan være vigtige. Dette er særligt vigtigt, når arbejdsgiver gradvist flytter grænserne for, hvad der anses for rimelige vilkår.
Medlemmerne bør derfor nøje overveje, om OK26 virkelig er den sejr, den af foreningerne bliver fremstillet som. Hvis vi som fagforening ikke formår at omsætte vores høje organisationsgrad og engagement til en reel modstand mod arbejdsgiversiden, så udhules vores indtjening og rettigheder gradvist – som det er sket med OK26 og risikerer at ske igen i fremtiden. Derfor opfordrer jeg alle medlemmer af Yngre Læger til at stemme NEJ til OK26!
Svar til Jens Birk Andersen:
Af Wendy Sophie Schou, forperson for Yngre Læger, og Susanne Wammen, formand for Overlægeforeningen
Tak til Jens Birk for et engageret indlæg. Det er vigtigt, at der er debat om OK26. Men vi er grundlæggende uenige i både præmissen og konklusionen i dit indlæg.
OK26 skal ikke vurderes op imod en forestilling om, hvordan lægelivet så ud for ti eller tyve år siden. Den skal vurderes op imod den virkelighed, speciallæger og overlæger står i i dag – og den udvikling, der er i gang.
Antallet af speciallæger er vokset markant over en årrække og vil fortsætte med at vokse i de kommende år. Det ændrer grundlæggende på arbejdsmarkedet.
Som fagforeninger må vi måle vores resultater på, om vi forbedrer medlemmernes vilkår i den virkelighed – ikke på om situationen kunne have været anderledes, hvis arbejdsgiverne og politikerne havde truffet andre valg for ti år siden.
Det er på den baggrund, at repræsentantskaberne i Yngre Læger og Overlægeforeningen begge med store flertal har valgt at bakke op om OK26-forliget, der for første gang nogen sinde sikrer fælles vilkår for speciallæger og overlæger.
I årene op til OK26 har vi set en udvikling, hvor flere speciallæger løfter opgaver på overlægeniveau uden tilsvarende løn og uden en klar karrierevej.
Jens Birk mener, at OL og YL burde have kæmpet imod femårsreglen for at sikre speciallægernes karriere og lønudvikling, og at alle, der ønsker det, burde være garanteret den lønstigning, der ligger i skiftet fra speciallæge til overlæge.
Men den kritik går helt galt i byen. Hverken Yngre Læger eller Overlægeforeningen kan bestemme, hvilke læger der skal ansættes i hvilke stillinger. Derfor er det alene regionerne, der bestemmer, hvem og hvor mange der skal ansættes i overlægestillinger. Det kan ikke forhandles ved en overenskomst. Derfor eksisterer de ”selvfølgelige karriereavancementer”, som Jens Birk skriver om, heller ikke.
Det er netop udviklingen efter indførelsen af femårsreglen, der har gjort det helt afgørende for os at sikre et stærkere fundament for speciallægestillingen – også for dem, der ikke bliver overlæger. Og derfor er den væsentlige lønstigning, som OK26 sikrer speciallægerne, helt reel og vil give en højere livstidsindkomst for dem, der arbejder som speciallæger.
Jens Birk mener også, at det stigende antal speciallæger som følge af femårsreglen må være et problem for Overlægeforeningen. Men det er ingenlunde tilfældet. Tværtimod får vi fremtidssikret overlægen med de nye, fælles vilkår og den moderniserede beskrivelse af overlægernes ansvar og opgaver.
Med en fælles overenskomst skaber vi for første gang et samlet grundlag for speciallæger og overlæger. Det er et strukturelt nybrud, som både styrker sammenhængen i hverdagen og vores fælles position over for arbejdsgiver.
Samtidig gør den fælles overenskomst op med en skævhed, som to parallelle overenskomster har skabt i praksis. Når der er to forskellige regelsæt, kan arbejdsgiver i højere grad disponere efter, hvad der er billigst.
Med én fælles ramme bliver den form for skævvridning sværere at opretholde.
Jens Birk kritiserer også ændringerne i arbejdstidsreglerne. Det er rigtigt, at der er sket justeringer, og det har været en del af en samlet forhandling. Men billedet er mere nuanceret end det, der tegnes. Vi har arbejdet målrettet for at beskytte de mest belastede vagter, og det er netop dem, der fortsat honoreres højt – tæt på det niveau, vi kender i dag – samtidig med at der er kommet højere grundløn.
Reglerne gælder både speciallæger og overlæger, og samlet set bliver der betalt for flere af de timer, læger allerede arbejder i dag. Samtidig får overlægerne mere frihed, når flere timer tæller. Og de slipper fri af reglen om, at de selv betale op til en time pr. dag af den tid, de bruger på landevejen for at hjælpe til på sygehuse med stor lægemangel.
Det er samtidig vigtigt at holde fast i, at ændringerne alene vedrører speciallæger og overlæger. Uddannelseslæger fortsætter med den samme vagthyppighed som hidtil. OK26 ændrer altså ikke på deres arbejdstidsvilkår.
Hvis præmissen er, at man aldrig må ændre på regler, hvis det betyder, at nogle grupper får mere ud af det end andre, så afskærer man sig i praksis fra at udvikle overenskomsterne fremover. Det er et politisk valg – men det er ikke en særlig ambitiøs linje i en sektor, der er under konstant forandring.
En overenskomst er ikke en ønskeliste. Det er en forhandling, hvor der bliver givet og taget. Alternativet til OK26 var ikke en bedre aftale uden kompromiser. Alternativet var at fortsætte med de samme strukturelle problemer – og med risiko for, at arbejdsgiver igen ville gribe ind ensidigt, som vi har set før.
Derfor er det også vigtigt at være ærlig om, hvad et nej betyder. Et nej er ikke blot et symbol. Et nej er et udtryk for, at man vil forkaste resultatet og gå i konflikt for at presse et bedre resultat igennem. Det er en legitim position. Men så skylder man også at anvise en realistisk vej frem: Hvad er det konkret, man vil opnå, og hvordan vil man få arbejdsgiver til at give mere? Det svar får vi ikke.
OK26 er ikke perfekt. Men den løser nogle af de mest grundlæggende udfordringer, vi har peget på i årevis. Den skaber en tydeligere karrierevej, styrker lønudviklingen for speciallæger, fremtidssikrer overlægestillingen, afskaffer femårsreglen og samler alle sygehusenes speciallæger og overlæger i en fælles ramme, der kan holde i mange år frem.
Det er ikke en drøm om fortiden. Det er et nødvendigt skridt fremad. Derfor anbefaler vi et ja.
