Else Krogh
Klaus Krogh
26.11.1938 – 17.5.2026
Else blev født i den lille vestjyske stationsby Ulfborg. Hun var født udenfor ægteskab, hvilket dengang bestemt ikke var velset. Trods dette fik hun en god og tryg opvækst hos sin mor og sine bedsteforældre. Tidligt havde hun trang til at komme væk og til at uddanne sig. Drømmen om at blive læge virkede urealistisk i en familie, hvor ingen tidligere havde fået nogen uddannelse. Det lykkedes Else at komme på Th. Langs Kostskole i Silkeborg, hvor hun tog studentereksamen. Gymnasietiden, og det meget anderledes miljø end hun var vant til, blev en øjenåbner. Samtidigt var det en tid med økonomiske bekymringer, fordi der ikke var råd til opholdet på skolen. Det endte med at rektor skaffede hende legater til at fuldføre, hvilket hun var taknemmelig for resten af livet.
Efter studentereksamen arbejde Else som lærervikar for at spare op til studiet, inden hun begyndte at læse medicin på Aarhus Universitet. Tiden på Parkkollegiet og med studietur til Frankrig var en lykkelig tid. I Aarhus mødte Else sin kommende mand Bent Krogh, der var officer i artilleriet. Sammen fik de sønnerne Klaus (1966) og Jens (1972). Efter embedseksamen i 1970 flyttede familien til Skive, hvor Bent tjente på kasernen og Else havde turnus på hospitalet. Efter år som reservelæge og 1. reservelæge på Skive sygehus etablerede Else sig i en kompagniskabspraksis i byen. Hun blev en særdeles populær læge gennem årtier. Hendes tidlige år havde givet hende en dyb fornemmelse for social uretfærdighed, og hun gik langt især for de svageste af sine patienter. I overensstemmelse med dette var hun gennem mange år politisk aktiv.
Uanset hvor Else var, skulle der ske noget. Hus og sommerhus blev ombygget eller udskiftet adskillige gange. Ferierne blev ofte brugt til søs, og Else var en habil sejler. Efter pensionering som 68-årig fortsatte det meget sociale og aktive liv i en årrække. Desværre var de sidste år præget af fremadskridende demens, og hun måtte forlade sit elskede hus og flytte på plejehjem, hvor hun stille udåndede.
Else Krogh, eller doktor Krogh som hun blev kaldt, huskes stadig i Skive som en flamboyant, dynamisk og højt respekteret læge.
Æret være hende minde