Jens Jørgen Jørgensen

Jens Jørgen Jørgensen, Älmhult, Sverige, er død 80 år gammel. Han efterlader sin kæreste Pia, sønnen David med hustru Lidija og børnebørnene Anna, Carl og Elena i stor sorg og savn.

Jens voksede op i Kolding og tog sin lægeuddannelse ved Aarhus Universitet. Sverige tiltrak ham i starten af 70'erne med speciallægeuddannelse, og han blev specialist i gynækologi og obstetrik ved hospitalet i Karlskrona. Hans interesse for forskning og den dengang nye teknologi, ultralyd, førte ham videre til Malmö og USA, inden muligheden for en overlægestilling trak ham til Värnamo.

Næsten 30 år efter, at han flyttede til Sverige, fortsatte han karrieren tilbage i Danmark, hvor han var ledende overlæge, først i Kalundborg og senere i sin fødeby Kolding, hvor han arbejdede indtil sin pension. Efter pensioneringen flyttede han tilbage til Sverige, som efter de mange år der var blevet hans nye hjemland.

Udover sin lægelige gerning sad han også i svenske Yngre Lægers hovedbestyrelse i 70'erne og 80'erne. Efter at være blevet speciallæge var han i 17 år formand for Region Jönköpings lægeforening.

Jens var en læge af den gamle skole; han var både kliniker, forsker og leder. Først og fremmest satte han patienten i fokus. Hans varme personlighed og store empati gjorde det let for ham at tale med alle. Det kliniske arbejde prioriterede han højt, og i sin tid som ledende overlæge foreslog han derfor, at administrative møder kunne afholdes om lørdagsformiddagen, hvor der ikke var så mange patienter indbooket. Dette forslag blev dog afvist af hospitalsadministrationen.

Jens var en bred kliniker, der kunne det meste, men han brændte for obstetrikken. Han var i sit es, når det handlede om de svære graviditeter, hvor han ofte var den, man henvendte sig til.

I sin tid som chefslæge var han meget vellidt, især fordi han ledede med sig selv som eksempel som en meget aktiv kliniker. Han var åben, venlig og meget populær blandt alle personalegrupper. I sin lederrolle lagde han stor vægt på de yngre kolleger og deres kliniske uddannelse; de skulle have mulighed for at træde frem og stå på egne ben med de ældre som støtte.

Pensionstiden blev blandt andet brugt som censor ved medicinske eksaminer i gynækologi og obstetrik, hvor han fandt glæde i de dygtige studerendes præstationer.

Mange havde mulighed for at tale med og takke Jens i hans sidste dage. Flere delte fine fælles minder med ham, hvilket glædede ham meget.

Selv ville han sende en sidste hilsen: »Jeg har haft et meget godt liv, og jeg tænker med glæde på alle de dejlige mennesker, jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med.«