Jørgen Hedemark Poulsen

Jørgen og jeg mødtes under medicinstudiet i 1961. Dengang var der fri optagelse uanset karaktergennemsnit ved studentereksamen, dog skulle man have bestået »den lille latinprøve«.

Jørgen, jeg og min afdøde bror, som også hed Jørgen, samt Ole Holger Petersen deltog i fælles undervisning i kemi, anatomi, biokemi og fysiologi. Som naboer på Østerbro kunne Jørgen og vi brødre mødes til selvstudier hinandens hjem. Vi lærte familiebaggrunde at kende, og fik indblik i interesser vi havde ved siden af studiet. Jørgen var ligesom min bror og jeg fra ikke-akademiske miljøer, hvad nogle medstuderende kunne kommentere med, at vi var »proletarer«. Det motiverede os givetvis til »at vi skulle nok vise dem …« 

Jørgen gav os mange eksempler på sit videbegær og mange interesser. Hans tidligere spejderliv havde øvet ham i vejledning og formidling. Desuden skærpet hans sanser for naturpanoramaer. Dette videreførte han i fotograferingens muligheder i naturen. Jørgens kvalitetsbevidsthed og kreativitet var stor, det gjaldt fotoapparater, fototeknik og glæden ved selv at fremstille, fremkalde og nuancere billeder ved brug af forstørrelsesapparat. Han øste gladelig på inspirerende måde af sin viden. Desuden stillede han talrige gange op som fotograf i vores familie og tog billeder, som var en professionel værdig. 

Hans interesse for scootere og senere biler (i den periode SAAB) var legendarisk – et engagement og en begejstring for biler, som han åbenbart har haft med sig hele livet til glæde og inspiration også i familien.  Grundighed og detailviden var kendetegnende for Jørgen.

Da vi fire studiekammerater i kollegietiden kæmpede med patologiens talrige detaljer (Boyd’s Textbook of Pathology), foreslog Jørgen, at vi krydrede vores gruppelæsning med læskende læring om vine. På skift købte den der var vært en vin, hvis karakteristika vi så kunne nærstudere – et eksempel på Jørgens potentiale som idérig og motiverende pædagog, en egenskab som mange medicinstuderende senere har haft stor glæde af.

Vores veje skiltes for en tid på 2. del af studiet, bl.a. fordi Jørgen tog til Afrika i midten af tresserne.  Jørgen og Ole Holger var tydeligt inspireret af fysiologien og fik begge strålende forsknings- og undervisningskarriere inden for dette felt, medens min bror og jeg gik videre i kliniske specialer. 

Vi mødtes igen i slutningen af 1960erne, da Jørgen og jeg havde stiftet familie og fået vores førstefødte. Det blev til hyggelige familiebesøg i Slagelse. 

Men igen kom vi fra hinanden – der skulle gå lidt over 50 år. I sommeren 2023 sendte Jørgen en besked om, at han som 80 årig pensionist i tiltagende omfang tænkte tilbage på personer og begivenheder fra ungdommen. Han inviterede til at mødes igen.

Det kom i stand efter yderligere ½ år, da Jørgen i mellemtiden havde fået konstateret en aggressiv prostatacancer med multiple knoglemetastaser. Vi mødtes 2 gange i Petit Cafe på Østerbro, hvor vi over en frokost naturligvis talte om Jørgens sygdom, men også fik resumeret vores arbejdsliv over et halvt århundrede.

Efterfølgende fulgtes vi til lejligheden i Petersborggade, hvor Jørgens hustru, Else, Jørgen og jeg talte om alt muligt andet. Det blev til 2 meget varme og følelsesintense samvær.

I foråret 2024 indtrådte forværring i Jørgens tilstand, men endnu en palliativ strålebehandling lindrede i en grad, så Jørgen og Else kunne få begivenhedsrige oplevelser i forsommeren i ind og udland, herunder også en uge i deres dejlige fritidshus på Lolland.

I slutningen af september skrev Jørgen: »det går desværre ikke supergodt med mit helbred, derfor ligger jeg nu på Diakonissestiftelsens Hospice«.  Jeg besøgte Jørgen d. 2. oktober, den sidste dag hvor Jørgen var fuldt bevidst. – Jeg tænkte, nu får Jørgen, som han ønskede, en lægeassisteret værdig livsafslutning i en omsorgsfuld palliativ ramme.

Jørgen blev bisat fra Kastelskirken med efterfølgende mindesamvær i Café Petersborg.  De mange »verbale blomster til en mindekrans« afspejlede Jørgens smukke egenskaber og væremåde.

Venlighed, beskedenhed, høflighed og generøsitet parret med omsorgsfuld interesse for andre gjorde Jørgen til et meget afholdt, kærligt og troværdigt menneske.

Varme tanker går til Else, Teit og Toto. 

Æret være Jørgens minde.