David Michael Hougaard

Med David Michael Hougaards død mistede vi en god ven og kollega. To af os (EFE, BR) lærte David at kende i starten af medicinstudiet ved Århus Universitet først i 70erne. Efter dissektionstur til det daværende Tjekkoslovakiet blev vi nære venner. Senere var vi sammen som studenterlæger i Nordsverige, hvor vi sammen fik vores første kliniske erfaringer. Siden har vores familier delt mange skiferier og sommerferier. I festligt lag blev David tit meget eftertænksom og delte ud af, hvad der blev kaldt hans »lommeulds-filosofi«. Han var aldrig stresset og satte stor pris på livets gode sider med fester, ferier, god mad og vin, og han blev over de sidste år en ganske habil ølbrygger.

David begyndte sin forskningskarriere på Biokemisk Institut på Århus Universitet i 1979 med fokus på histokemiske metoder hos professor Lars Inge Larsson. Efter en kort klinisk karriere valgte han forskervejen og rejste fra Århus til København, hvor han forsvarede sit disputatsarbejde om polyaminer i 1993. Han kom til SSI i 1988 som laboratorieleder, og blev efterfølgende tilknyttet Det Danske Neonatale Screeningslaboratorium/Medfødte sygdomme med tilknyttet biobank. Fra 2015 blev han leder for denne afdeling – en opgave han gik til med stor glæde og entusiasme. Davids første opgave blev at modernisere den neonatale screening, der har ført til at nyfødte i Danmark aktuelt screenes for 25 forskellige medfødte sygdomme.

En af Davids væsentligste indsatser var, at han med stor åbenhed muliggjorde nyttiggørelsen af de store biobanker på SSI til en lang række forskningsformål og kliniske opgaver. Han var first-mover i brugen af neonatale hælblodprøver til store vigtige forskningsprojekter. Blandt mange projekter kan nævnes iPSYCH projektet, der har bragt megen ny viden om baggrunden for psykiske lidelser, og dermed muliggør bedre behandling. Dette store engagement afspejler sig i Davids publikationsliste med mere end 400 publikationer- med flere i verdens bedste tidsskrifter.

David elskede hjemmeliv og ferier med familien, hvad hans hustru, Lene, børnene, Maiken og Daniel og børnebørnene nød godt af. Han var vellidt og respekteret af kolleger og var en meget afholdt chef. Han blev ramt af alvorlig sygdom ifm. pensioneringen, så han nåede desværre ikke at nyde pensionisttilværelsen, som ellers var særdeles velfortjent. Vores tanker går til Lene og familien.

Æret være hans minde.