Skip to main content
f1
Mindeord

Jørgen Brorson Prag

Lena Hagelskjær Kristensen, Birgitte Tønning, Niels Nørskov-Lauritsen

7.5.1944 – 22.8.2024

Jørgen Brorson Prag var speciallæge i klinisk mikrobiologi og udstyret med en personlighed, der gjorde indtryk såvel fagligt som menneskeligt. Jørgen var student fra Sorø, og blev cand.med. fra Københavns Universitet i 1971. Familien nedstammer fra salmedigter Brorson, og Jørgen var 4. generation i lægefaget. Jørgen prøvede kræfter med pædiatrien, men især en udsendelse til det krigsramte Vietnam i 1973 blev formende. Jørgen var formand for Dansk-Vietnamesisk Forening 1995-2016, og efterfølgende æresmedlem.

Fra 1980 til sin pensionering 2014 var det faglige fokus på klinisk mikrobiologi. Efter 4 år på Frederiksborg Amts Centralsygehus i Hillerød fulgte kursusstilling på Statens Serum Institut (SSI), og speciallægeanerkendelse i 1986. Jørgen fungerede herefter som 1. reservelæge i hovedstadsområdet, indtil han blev administrerende overlæge ved Klinisk Mikrobiologisk Afdeling i Viborg i 1995. Jørgen gik helhjertet til sin opgave, lagde stor vægt på samarbejdet med kliniske afdelinger og praktiserende læger, og forestod staff-meetings på Viborg Sygehus gennem hele sin ansættelse.

Jørgen havde udsyn og inviterede vietnamesiske og etiopiske læger og sygeplejersker på studieophold, og sendte egne ansatte ud for at oplære personale i Vietnam.

Jørgen var nysgerrig, udadvendt, vedholdende, distræt og med stor omsorg for sine medarbejdere. Typisk »faldt« han over usædvanlige bakterier, som Actinotignum schaalii i urinvejsinfektioner. De skulle ikke kun observeres – de skulle publiceres. Så måtte kolleger på de store afdelinger overveje, hvorfor de bakterier ikke var faldet dem for øjnene. Jørgen samlede en forskningsgruppe omkring Lemierres syndrom, en alvorlig infektion, der især rammer yngre voksne, og han var med til at danne en skandinavisk gruppe med fokus på denne infektion. Så sent som i september 2023 deltog Jørgen i det seneste møde i Lund.

I Viborg var Jørgen blot kendt som »Prag«, hvilket affødte følgende fra en pårørende: »Tænk, de sender prøver helt til Prag!«. Jørgen kunne falde i søvn overalt. Jørgen tog det med humor, som det fremgik af skilt på hans dør: »Sovende medarbejder – fjernes ved brand«.

Men man skulle ikke undervurdere Jørgens dedikation. Under en udlandsrejse måtte en ung læge stå alene i Viborg med et helt ekstraordinært tilfælde af invasiv infektion med Franciscella. Lægen sendte korrekt bakterien til SSI og destruerede de oprindelige prøver. Men da Jørgen kom hjem, gik han fluks til SSI og forlangte »sin« bakterie udleveret.

Jørgens sidste år blev præget af Parkinson, men han holdt fast i sin bridgeklub til det sidste. Jørgen efterlader sig hustru og tre børn.

Vi vil huske dig.

Kolleganyt