Skip to main content
Mindeord

Jørgen G. Berthelsen

Niels E. Skakkebæk, Lars Franch Andersen, Kresten Rubeck Petersen, Nini Møller, Birgit Bødker

20.8.1945 - 5.10.2024

Jørgen Berthelsen blev født 20. august, 1945 og døde 5. oktober, 2024 efter kort tids sygdom. Han blev læge i 1971 og kom I 1977 til Rigshospitalet for at arbejde med germ cell neoplasia in situ i et disputatsprojekt. Hans fokus var forebyggelse af testikelkræft gennem opsporing af disse forstadier. Han fandt, at patienter med testikelkræft havde 5% risiko for også at udvikle tumor i den kontralaterale testikel, og i en artikel i BMJ i 1979 viste han, at kræften kunne opspores allerede på in situ-stadiet. En anden betydningsfuld opdagelse, som Jørgen blev en del af, var den første meddelelse i Lancet om, at in situ-cellerne forsvandt som dug for solen efter strålebehandling af testiklen. I et bredere perspektiv var hans påvisning af en sammenhæng mellem testikelkræft og nedsat testikelfunktion af stor betydning bag hypotesen om testicular dysgenesis syndrome.

Hans projekt havde så stor værdi for patienterne, at screeningen for in situ-celler i den kontralaterale testis fortsatte som klinisk rutine på Rigshospitalet. 

Efter endt uddannelse på københavnske gynækologiske afdelinger, blev Jørgen Berthelsen i 1988 ansat som overlæge på gynækologisk-obstetrisk afdeling på Hillerød Hospital. Han var en dedikeret og bredt funderet kliniker, men under den tiltagende opdeling af specialet blev han tilknyttet obstetrikken med særligt ansvar for gravide med øget tromboserisiko. Han engagerede sig i obstetrisk registrering, også nationalt i Dansk selskab for Obstetrik og Gynækologi og var drivkraft bag udviklingen af Danmarks første elektroniske fødejournal, Doculive, som i 1999 blev implementeret på Hillerød hospitals fødeafdeling og enkelte andre afdelinger. Journalen sikrede kodning af diagnoser og indgreb, og et tilknyttet statistikprogram gjorde det muligt, løbende, at udtrække data til forskning og kvalitetssikring. Graviditets- og fødeplaner var et gennembrud for overblik, især i akutte situationer. Doculive blev udfaset i 2017 ved indførelsen af Sundhedsplatformen.

Jørgen var en vellidt kollega, som gerne lærte fra sig. Som det sociale menneske han også var, bidrog han til afdelingens sammenhængskraft og deltog altid gerne i afdelingens sociale arrangementer.

Jørgen valgte at gå på pension som 60-årig. Han ønskede at have mere tid til sin store passion for arkæologi, tegl og andre brændte sten og var i en længere årrække involveret, bla som bestyrelsesformand, i bevarelsen af Nivågaard Teglværks Ringovn og udgav flere publikationer om tegl og teglværkshistorie.

Vores tanker går til Ellen, Birgitte, Christian og børnebørnene.

Kolleganyt