Ole Axel Pryds

Ole blev klinisk assistent hos Bent Friis-Hansen på Rigshospitalets Neonatalafdeling (’GN’) fordi han var nysgerrig. Han havde ‘aftjent sin værnepligt’ som reservelæge i et års tid og var begyndt at interessere sig for ‘hvorfor’.

Som reservelæge skulle man kunne tage fra og klare den døgnet igennem. Der var, ligesom nu, 10-15 fødsler hvor man skulle stå klar, 3-4 børn der skulle indlægges, et der skulle intuberes, måske et der skulle have lagt dræn eller et navlearteriekateter og 6-8 respiratorer som skulle justeres. Dertil kom alle droppene i de små bitte vener og måske også et barn der døde. Bagvagten sov derhjemme.

Ole var god til det. Sikker på hånden. God til samarbejdet. God til at være på forkant. Og efterhånden som det blev rutine, ja så blev han nysgerrig.

Lotte blev klinisk assistent efter Ole, og Gorm var det før. Vi var glade for den overordnede støtte og den frihed vi fik med Bent Friis-Hansen som professor og mentor. Så vi samarbejdede og konkurrerede.

Gorm havde tilpasset en metode til at måle hjernens gennemblødning med intravenøs injektion af radioaktiv xenon. Det var en videreførelse af den arterielle metode som Hans Lou havde brugt og lagt en grundsten: Svigtende autoregulation var måske årsagen til de tidligt fødte børns hjerneblødninger.

Ole brugte den intravenøse metode med stor energi – mange aftener og nætter gik med at måle – igen og igen. Ole undersøgte over 200 børn.

Jo, autoregulationen var faktisk fraværende hos netop de tidligt fødte børn som senere fik hjerneblødning. Også hos de asfyktiske børn som fik svær hjerneskade. Præmature børn med lav hæmoglobin koncentration kompenserer med højere hjernegennemblødning. Ole fik også udviklet og anvendt ‘single-flash visual evoked potentials’ til at udforske forbindelsen mellem hjernens flow og ilttilbud og den elektriske funktion. Resultaterne var solide og fortolkningerne holder stadigvæk vand.

Så fik vi Radiometer til at bygge en NIRS prototype. Vi ville måle hjernens iltning direkte og det blev Lottes opgave. Og mens xenon-metoden er taget ud af brug, trives NIRS.

I alt dette arbejdede vi sammen. Med nogle projekter meget og med nogle mindre. Og vi havde ikke opnået så meget, hvis ikke det havde været for dette samarbejde.

Det var en frugtbar tid, mange projekter, ny data, mange artikler og 3 disputatser. Rundt i Europa til kongres. Ole var mellemmanden i 3-kanten. Hvem skulle have æren for hvad? Men vi holdt det ud, holdt sammen og det blev et venskab, som inddrog ægtefæller og børn og som holdt ind i pensionsalderen.

Karin gav os besked om at Ole havde fået hjertestop og nogle dage før vores halvårlige tur, døde Ole. Vi vidste at han fik sin første stent for mere 10 år siden. Hans far blev kun 56, så vi vidste også at Ole mente at han havde været heldig. 

Ole havde sans for kvalitet og var også lidt af en feinschmecker. Nu kommer vi til at savne hans generøsitet og hjælpsomhed når vi skal deles om det praktiske på vores ture, og hans store vid og tørre humor mens vi går eller cykler gennem terrænet eller sidder under måltiderne og reflekterer over livets tildragelser. Men hans vinkel vil ikke blive glemt.

Det store fremmøde til bisættelsen bekræftede os i at Ole var afholdt som en god kollega, underviser og vejleder. Vi bar ham ud til Pink Floyd. Vi tænker på Karin og de 3 sønner: Anders, Morten og Kasper og deres familier.