Søren Gustavsen

Jeg var heldig at få Søren Gustavsen som kollega i 12 år, da vi var embedslæger sammen i Vestsjællands Amt. Jeg kunne ikke have ønsket mig en dygtigere og mere engageret samfundsmediciner at arbejde sammen med. Søren var tillige et af de mest humørfyldte mennesker, jeg har kendt i mit arbejdsliv.

Søren blev cand.med. i 1974. Efter klinisk uddannelse med blandt andet geriatri og ansættelser i Sundhedsstyrelsen og på Statens Serum Institut blev han i 1987 udnævnt som embedslæge i Sorø. I 1993 var han med til at ansætte mig, og i 1994 kom Annlize Troest til. Det blev til nogle meget produktive år, hvor vores samarbejde var præget af gensidig inspiration, tillid og respekt.

På IT-området var Søren innovator og et fagligt fyrtårn for Embedslægevæsenet, der ved hans ansættelse stadig benyttede sig af skrivemaskine og fyldepen. Han var drivende kraft for at få etableret et proaktivt tilsyn, der mere skulle handle om sundhedsvæsenet som system end om disciplinering af enkeltpersoner. Søren prioriterede embedslægernes plejehjemstilsyn højt og skrev flere artikler om effekten af indsatsen og om antipsykotikaforbruget hos beboerne.

Jeg vil også fremhæve hans arbejde med regelmæssigt at formidle afgjorte patientklagesager til lokalområdets læger i en form, så det var muligt at lære af hændelserne. Søren var sprogligt særdeles velformuleret og en mester til at finpudse vores tekster og layoute publikationerne, så de tog sig smukt ud.

Søren var i en årrække med i Embedslægeforeningens bestyrelse og i mange udvalg mellem embedslægerne, Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet. Her drog han utvivlsomt nytte af sine erfaringer fra tiden som medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Få beherskede som han den koncentrerede præsentation af en sag, den stringente analyse og den lødige argumentation.

Søren dyrkede konkurrencesport i form af pistolskydning. Ligesom i den idrætsgren havde han også som embedslæge en sikker hånd og en god fornemmelse for, hvor målskiven var placeret ved vanskelige forhandlinger. Det sled dog på ham, at han ikke sjældent fra centraladministrationens side oplevede manglende anerkendelse af Embedslægevæsenets indsats. I 2005 søgte og fik han en attraktiv stilling som sundhedspolitisk konsulent i Ældre Sagen. Her havde han fire gode år frem til pensioneringen.

Ud over skydningen havde Søren mange andre fritidsinteresser, herunder fotografi, italienske vine, videoredigering og slægtsforskning. Det var karakteristisk for ham, at han var i stand til meget hurtigt at opbygge stor viden og nærmest professionel kunnen indenfor nye felter, som han tog op.

Jeg vil mindes Søren som et muntert og virksomt menneske og som en rigtig god kollega. Mine tanker går til hans hustru Susan og familien.