Skip to main content

Aarhus Universitet: Unødvendigt for lægestuderende at tage vikariater

Det koster for meget for universitetet, og det burde slet ikke være nødvendigt for medicinstuderende at tage vikariater. Det siger dekan Allan Flyvbjerg, Health på Aarhus Universitet, som svar på et debatindlæg fra medicinstuderende Søren Valgreen Knudsen i går.

Foto: Aarhus Universitet.
Foto: Aarhus Universitet.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

8. jan. 2016
3 min.

I går beklagede medicinstuderende Søren Valgreen Knudsen i et debatindlæg på ugeskriftet.dk, at "ledelsen på Aarhus Universitet har besluttet, at de lægestuderende ikke længere kan tage et lægevikariat".

Det fremgik, at det er sket med den begrundelse, at det er for dyrt for universitetet, idet fremdriftsreformen udløser bøder til læreanstalten, når de studerende overskrider den normerede tid.

Jeg synes faktisk, det er en glidebane. Dekan Allan Flyvbjerg, HEALTH, Aarhus Universitet

Det er da også en af begrundelserne, siger dekan Allan Flyvbjerg fra HEALTH, Aarhus Universitet.

Han forklarer, at HEALTH aldrig har givet de studerende fri til at tage vikariater, men at nogle har gjort det alligevel og så ganske enkelt forlængede studietiden. Det kan de ikke længere gøre, uden at det udløser en økonomisk bet til universitetet.

Til Ugeskrift for Læger sagde han fornylig, at bøderne alene for hans fakultet udgjorde "et par millioner" sidste år og ca. 20 mio. kroner for hele universitetet.

Men bøderegnen er ikke den eneste årsag til, at medicinstuderende ikke kan få fri fra studierne for at arbejde som vikarer.

"Min argumentation for ikke at ville begynde at give orlov til vikariater er primært, at vi har lavet en klinisk orienteret lægeuddannelse, hvor de studerende er ude hvert semester de sidste tre år af studiet og ser patienter", siger han.

Samtidig synes han heller ikke, det er optimalt.

"Hvis jeg var patient, eller nogle af mine familiemedlemmer var det, ville jeg hellere ses af en færdiguddannet læge end en medicinstuderende", siger han.

"Jeg synes faktisk, det er en glidebane. Når alle vi lægeskoler nu gør, hvad vi kan for at være så klinisk rettet, som vi kan, burde det ikke være nødvendigt".

Allan Flyvbjerg peger dog på, at hvis de medicinstuderende virkelig gerne vil have mere tid i klinikken end studiet giver dem mulighed for, så kan de jo tage deres fritid i brug.

"Der er ikke nogen, der forhindrer de studerende i at vikariere i deres ferier", siger han.

Men en lille åbning er der dog. Ganske vist ikke lige med det samme men i pipiline.

"Hvis vi nu får mulighed for at indføre et valgfrit semester om nogle år, så vil jeg være åben for ret brede rammer for, hvad man kan bruge det til", siger han.

"Valgfrit betyder valgfrit, så det kunne godt være et vikariat".

Hvor langt er I med det valgfrie år?

"Vi er i afsøgningsfasen om, hvad der kan lade sig gøre".

Læs også: Vi vil have lægevikariater tilbage

Læs også: Forskningsmiljøerne rammes af en bølge af sparekrav

Læs også: Medicinstudiet: mellem akademiet og klinikken