Skip to main content

Ældre læger på deltid kan afhjælpe lægemangel

Godt nok har regionerne en fuldtidspolitik. Men de har også en seniorpolitik. Gradvis tilbagetrækning er populært både blandt lægerne selv og på afdelinger, der risikerede lægeløse tilstande, hvis mange læger gik på pension samtidig.

Overlæge Hans-Henrik Bülow får bedre tid til sine fritidsinteresser - herunder motorcykelkørslen - nu hvor han er gået på deltid. Foto: Claus Boesen.
Overlæge Hans-Henrik Bülow får bedre tid til sine fritidsinteresser - herunder motorcykelkørslen - nu hvor han er gået på deltid. Foto: Claus Boesen.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

8. sep. 2017
7 min.

Den 1. juli var det slut for Hans-Henrik Bülow. Den dag forlod han et 100 pct. arbejdsliv, fuldt optaget af både sit speciale anæstesiologien, forskning og ledelse, for i stedet som 62-årig at gå på deltid, så han arbejder en dag mindre om ugen.

”Region Sjælland har en seniorpolitik, hvor det er muligt, hvis afdelingen kan finde midler inden for eget budget, til at man kan gå på deltid med nedgang i løn, men fortsat fuldt pensionsbidrag. Det er en superflot ordning, som jeg har sat stor pris på”, siger han.

Deltid er populært på afdelingen, ikke blot på grund af lægernes egne ønsker og behov, men også af hensyn til afdelingen selv.

”Vores afdeling har været præget af en lidt skæv aldersfordeling, hvor mange af os har været på vej mod de 60 på samme tid. Nogle er gået på pension, men vi er fire i øjeblikket, som er gået på nedsat tid”, siger Hans-Henrik Bülow.

”Dette her startede for tre-fire år siden, og det ligger i afdelingens DNA nu. Det var nødvendigt for os på grund af den skæve aldersfordeling. Var alle gået på pension på samme tid, så ville der mangle fire-fem overlæger på samme tid. Nu er der en langsom aftrapning af en stor gruppe næsten jævnaldrende overlæger. Det har vi haft mange samtaler om”.

Jeg synes måske ikke, at sygehusvæsenet er så sjovt, som det har været. Vi registrerer for meget og bruger tid på noget, der ikke er den basale lægegerning. Det ligger også i overvejelserne. Overlæge Hans-Henrik Bülow, Anæstesiologisk Afdeling, Holbæk Sygehus

For hans eget vedkommende er beslutningen bl.a. forårsaget af helbredsmæssige overvejelser, som allerede for nogle år siden udløste et jobskifte, hvor han gik fra at være specialeansvarlig overlæge til at være forskningsansvarlig på halv tid og resten af tiden i klinikken. Nu regner han med, at han på et tidspunkt afgiver rollen som forskningsansvarlig.

Men der var også noget, der pressede på indefra.

”Jeg synes måske ikke, at sygehusvæsenet er så sjovt, som det har været. Vi registrerer for meget og bruger tid på noget, der ikke er den basale lægegerning. Det ligger også i overvejelserne. Det er ikke så sjovt som for 15 år siden”, siger han.

Hvordan med det økonomiske?

”Inden jeg tog beslutningen, talte jeg med Lægernes Pension om, hvad jeg egentlig har af penge. Og pensionskassens rådgiver sagde: ”du sidder i en privilegeret situation; alle de læger, jeg rådgiver, har en rimeligt fornuftig økonomi, medmindre de er blevet skilt flere gange eller har kastet sig ud i noget hasarderet investering”. Nu går jeg 20% ned i løn, men kan supplere min løn ved at begynde at bruge af mine pensionsmidler i et langsommere tempo, end hvis jeg helt var stoppet som 62-årig”.

Er du ikke bange for at kede dig?

”Det har da klart ligget i mine tanker. Jeg har altid haft fuld fart på og arbejdet væsentligt mere end 37 timer om ugen. Men jeg har sagt til mig selv, at jeg jo skal gøre det på et eller andet tidspunkt. Og denne her gradvise tilbagetrækning tror jeg, at mange gerne vil”.

Sådan gør du

Den økonomiske model, Hans-Henrik Bülow benytter sig af, kaldes delpension og er ikke voldsomt benyttet. Lægernes Pension oplyser, at kun to ud af hver 100 medlemmer, der går på pension, vælger den mulighed.

Ordningen er udførligt beskrevet i en artikel i Pecunia – det magasin, Lægernes Pension og Bank udgiver to gange om året – i oktober sidste år.

Men uanset hvordan deltidslæger skruer deres personlige økonomi sammen, er de en uomtvistelig bonus for afdelingen.

Overlæge Carl Sonnenschein er tillidsrepræsentant for FAS'erne på Holbæk Sygehus og får med jævne mellemrum henvendelser om deltid som led i en tilbagetrækning. Han forklarer, at ordningen er reguleret i ”Rammeaftale om Seniorpolitik” mellem Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet, som bl.a. AC er med i.

”Aftalen giver mulighed for at lave aftaler, hvor man går ned i tid men bevarer den fulde pensionsindbetaling, og det er det, de fleste går efter. Man kan allerede starte på det, når man er 52, men de fleste er omkring 60-65, nogle ældre”, siger han.

”Ønsket kommer, når folk er der, hvor de ikke længere har vagter”.

Faktaboks

Fakta

Som læge skal man søge om at få en sådan senioraftale, der normalt er på to år og kan forlænges efter gensidig overenskomst. Det er den ledende overlæge på ens afdeling, man skal henvende sig til, og han eller hun skal siden have en eventuel aftale godkendt i HR-afdelingen.

Der er eksempler på både 70 og 80 pct. arbejdstid, og lønnen reduceres tilsvarende.

Carl Sonnenschein påpeger, at det er alle løndele, der reduceres.

”Hvis man f.eks. får en fridag om ugen, så er det 80 pct. løn hele vejen igennem, også tillæg”, siger han.

Går ældre lægers deltid ikke ud over de øvrige læger?

”Jo, men til gengæld er vi stabile i dagtiden. Det kan være en fordel, at vi ikke f.eks. skal afspadsere efter aften- og nattevagter. I princippet kan tilstedeværelsesvagt ikke pålægges folk over 62, så disse læger ville ofte alligevel gå ud af vagten”, siger han.

Er der mulighed for ikke kun at beholde fuld pensionsindbetaling, men også fuld løn?

”Ifølge senioraftalen kunne man godt, hvis nu man var en uundværlig medarbejder, men det har jeg ikke oplevet nogen, der har fået”.

Carl Sonnenschein er i øvrigt selv en af de læger, der er gået ned i tid. Det skete, da han var 66.

"Ikke noget, jeg går og reklamerer med"

I øjeblikket har Anæstesiafdelingen på Holbæk Sygehus fire læger på seniorordning og endnu en læge på deltid ud af en samlet bemanding på 23. Så næsten hver fjerde læge arbejder ikke på fuld tid. De fleste af deltidsjobberne arbejder 80 pct. af tiden og en enkelt 70 pct.

Men det giver ikke nogen særlig udfordring i forhold til at lægge f.eks. vagtplaner, siger ledende overlæge Jørn Bo Madsen.

"Jeg får dedikerede medarbejdere, som jeg kender, og som jeg ved driver deres ansvarsområder solidt og med en stor robusthed. Og så er det desuden en fordel, at vi beholder dem længere, da vi lejlighedsvis har haft rekrutteringsproblemer i min afdeling", siger han.

"Jeg får også nogle lønmidler frigjort, som jeg kan bruge til at ansætte andre med. Hvis der var få (på deltid, red.), kunne jeg kun ansætte vikarer, men fordi jeg har fire-fem i deltidsstillinger, har jeg mulighed for at samle penge sammen til fulde stillinger".

Selve beslutningen om deltid forberedes et godt stykke tid i forvejen, når Jørn Bo Madsen og de ansatte har deres årlige MUS-samtaler. Hensigten er både at få en velordnet udfasning af de pågældende lægers arbejdsliv og at sikre afdelingens kontinuerlige funktion, en "typisk win-win situation", som Jørn Bo Madsen kalder det.

"Jeg er oppe i årene, og i bagvagtslaget er lidt over 60 pct. af lægerne over 60 år, så vi har den udfordring, at vi næsten går på pension samtidigt. Derfor forsøger vi at bruge seniorordningerne til et generationsskifte, hvor jeg ansætter nye på afdelingslægeniveau, som stille og roligt kan overtage ansvarsområderne i stedet for de læger, der holder op", siger han.

Men selvfølgelig er der smertegrænse for, hvor mange læger der kan gå på deltid på en afdeling. Ikke mindst af hensyn til vagtplanlægningen. Ofte aftaler overlægerne og Jørn Bo Madsen en skånsom vagtforpligtelse, når overlægerne kommer lidt op i årene, men som 62-årige har de ret til at gå helt ud af vagten.

Hvis alle gjorde det, enten fordi de har ret til det eller som led i en deltidsordning, ville afdelingen virkelig have et problem.

"Så risikerede jeg, at jeg ikke havde nogen at sætte i vagt", som Jørn Bo Madsen siger.

Smertegrænsen er dog ikke nået endnu for Holbæk-afdelingens vedkommende, mener han.

"Jeg ikke sige, hvor den præcist ligger. Det er også et spørgsmål om vores budget. Vi får nogle tilfredse læger, som fortsat bidrager til afdelingen nogle år endnu, og det synes vi er et gode. Men seniorordningerne er da ikke noget, jeg går og reklamerer med".

Læs også: Regioner vil have fuldtid – flere læger vil have deltid

Læs også: Danske Regioner: Færre læger skal på deltid

Læs også: Ældrestyrken holder hånden under sundhedsvæsenet