Debatten om afviste henvisninger eller tilbagehenvisninger må for alt i verden ikke blive en kamp, hvor læger i sygehus og praksis kæmper mod hinanden og sender patienter og vrede skrivelser frem og tilbage.
»Når krybben er tom, og vi mangler ressourcer og muligheder, så sker det, at hestene bider hinanden. Og det er det, vi for alt i verden vil undgå«, siger Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, om baggrunden for det fælles ståsted om tilbagehenvisninger, som Lægeforeningens bestyrelse vedtog tidligere i år.
Arbejdet med at formulere et fælles udgangspunkt udsprang netop af en skarp debat mellem Overlægeforeningen og PLO i sommeren og efteråret 2021.
Camilla Rathcke forklarer:
»Praktiserende læger var frustrerede over, at de fik en del af deres henvisninger tilbage fra sygehusene, men samtidig mente sygehusene, at deres tilbagehenvisninger var rigtige og relevante. Den diskussion endte meget hurtigt i lys lue, og det er der ingen, der har glæde af. Det er langt mere interessant at se på de bagvedliggende strukturelle problemstillinger, som vi skal belyse og løse, så patienterne får hjælp. Det er det arbejde, vi i fællesskab er i gang med«.
Resultatet af arbejdet i Lægeforeningens bestyrelse blev nedfældet i et »positionspapir«, som bestyrelsen vedtog endeligt i sommer. Notatet, som indeholder en række løsningsforslag, fungerer både som et fælles holdningspapir og som et arbejdsprogram for bestyrelsen. Det indeholder således en række krav og forslag, som Lægeforeningen mener bør stilles til myndighederne:
1)Problemets omfang samt konsekvenser for patienter skal dokumenteres.
2) Der skal være styrket dialog mellem sektorerne med afsæt i patientens tarv.
3)Krav til ensartet indhold i henvisninger skal fastlægges og understøttes digitalt.
4)Kapacitetskrav må ikke være årsag til tilbagehenvisninger i psykiatrien eller andre steder.
Hvor stort er problemet med afviste tilbagehenvisninger egentlig? Det er et af de centrale spørgsmål, som Camilla Rathcke efterlyser svar på hos både Danske Regioner og de enkelte driftsregioner. I sin tidligere ansættelse som centerchef i Sundhedsstyrelsen var hun i 2019 involveret i et udredningsarbejde om blandt andet afviste henvisninger, og allerede dengang var det tydeligt, at regionerne ikke havde et overblik over problemets omfang. Og det er stadig et problem.
»Jeg har en forventning om, at regionerne inden for hver afdeling eller sygehusenhed kan fremlægge data, der viser, hvordan det ser ud med henvisninger og tilbagehenvisninger. Når vi støder ind i problemer med tilbagehenvisninger, bør det være muligt at trække relevante data, så vi kan finde ud af, om det er en reel problemstilling, og hvor stort problemet er«, siger Camilla Rathcke.
»Vi har et meget vigtigt kollegaskab med hinanden om patienterne«Camilla Rathcke
Lægeforeningens bestyrelse pointerer således, at monitorering af tilbagehenvisninger skal kunne etableres hurtigt i relevante specialer, når der er behov for at kunne afklare et problems omfang. Når det er klarlagt, skal årsagerne til tilbagehenvisninger kortlægges, så man kan tage fat på løsninger og mulige alternativer for patienterne.
Det, vi allerede ved, er, at tilbagehenvisninger i nogle tilfælde forekommer, fordi der mangler kapacitet og behandlingsmuligheder. Det har vi for eksempel set i psykiatrien. Andre gange kan henvisninger blive tilbagevist, fordi patienter har uspecifikke symptomer eller fejler mere end én ting og ikke hører hjemme i ét speciale.
Camilla Rathcke siger:
»Vi har et meget vigtigt kollegaskab med hinanden om patienterne. Det er alfa og omega, at det ikke bliver en kamp mellem to læger hver sit sted i deres egen kliniske hverdag med nogle rammer og vilkår, som er svære at bokse med. Derfor har vi behov for en styrket dialog i de situationer, hvor patienterne skifter lægehænder på tværs af sektorer. Især når vi har at gøre med sygdomme, som ikke passer ind i én bestemt afdeling«.
Af positionspapiret fremgår således også forslag om styrket kommunikation via bagom-numre i praksis og hotlines på sygehuse.
I disse år er der en bevægelse i gang med øget opgaveglidning fra de stadig mere specialiserede sygehusafdelinger til almen praksis. Selvom det er en ønsket udvikling, som ofte giver god faglig mening, foregår den på et tidspunkt, hvor der over en årrække er blevet færre praktiserende læger til at løfte de stadig flere opgaver.
Når der planlægges sådanne ændringer, er det derfor vigtigt, at det sker i et tæt samarbejde mellem sygehusene, praksissektoren og kommunerne, pointerer Camilla Rathcke:
»Det giver problemer, hvis en afdeling beslutter, at egen læge skal til at tage sig af nogle problematikker, som sygehusene tidligere tog sig af. Det er noget, som regionerne skal lægge en plan for i samarbejde med praksissektoren, så vi sikrer en klar og transparent overførsel af opgaverne. Vi skal være sikre på, at der er et ordentligt tilbud til de patienter, som ikke længere skal ses på sygehuset, og vi skal også se på de konsekvenser, det kan få for den læge, der skal gribe opgaven, og for den samlede kvalitet«.
Ikke alle henvisninger sidder lige i skabet. Sygehuslæger giver således udtryk for, at de kan opleve uensartede henvisninger, som mangler nødvendige informationer. Her peger Lægeforeningens bestyrelse på, at man – efter norsk forbillede – i tvivlstilfælde ikke bør tilbagehenvise uden dialog med den henvisende part. Samtidig opfordrer bestyrelsen til, at de lægelige specialer i samarbejde med PLO/DSAM udarbejder nationale henvisningsvejledninger, som er operationelle og ikke for omfattende.
»Praktiserende læger henviser til utroligt mange forskellige specialer, og det er ikke muligt at følge minutiøst med i alt inden for alle specialer hele tiden og slet ikke, hvis kriterier for henvisning ændrer sig. Læger på sygehusene kan hjælpe ved, at der i det elektroniske henvisningshotel foreligger kriterier for henvisninger, så det bliver nemmere for de praktiserende læger. Og så skal man selvfølgelig holde fast i de helt nødvendige prøver eller undersøgelser, som skal foretages i praksis, inden der henvises«, siger Camilla Rathcke.
Hun understreger, at det er en øvelse i sig selv, at »vi ikke overbebyrder hinanden med skriftlige retningslinjer og skaber nye papirtigre«. Det skal være operationelle henvisningsvejledninger, som – på linje med for eksempel indgangskriterierne til kræftpakkerne – kan hjælpe lægerne i en travl hverdag. Og det vigtigste er, at det bliver muligt at drøfte de enkelte patienter med hinanden frem for skriftlig dialog.
Positionspapiret om tilbagehenvisninger er et internt notat, og Lægeforeningens bestyrelse er ikke gået ud og har slået på stortromme for at få opmærksomhed om arbejdet. »Vi har ikke trykt det på højglanspapir og lagt det ud i æteren«, som Camilla Rathcke formulerer det. Hun fortsætter:
»Men det er et udtryk for vores enstemmighed om, hvad der er brug for. Og det er et papir, som vi kan genbesøge, hvis der opstår behov for det «.
Fakta
