Betragt denne bog som et smukt lille indslag i debatten om det evige spænd mellem væren og fremdrift

Alle historier om menneskelige anliggender er fortalt allerede. Mange gange. Også den om at arbejde så meget, så man taber sin sjæl.

Her er det gjort igen. Endda uden at tabe originalitet eller væsentlighed.

»Den fortabte sjæl« befinder sig i al sin stilfærdighed et sted mellem børnebog og memento mori for voksne. Det er en lille tekst på 80 linjer skrevet af nobelprisvinderen Olga Tokarczuk om problemet i jagten efter vind. Kunstneren Joanna Concejo er medfortællende med et fabulerende og poetisk billedunivers. Hun gestalter sjælen som et barn, der bliver ladt tilbage i hvirvelstrømmen efter den travle.

I den korte tekst om Jan, der har så travlt ,at han griber sig i at føle, han bevæger sig på en blank side et ternet regnehefte, er der besked til alle, der føler, at deres liv går med at sove, spise og betale regninger. Jan må til den kloge gamle læge, som stiller diagnosen: Du har tabt din sjæl.

Han har glemt, hvad han hedder, og hvor han er. Kuren er at sætte sig ned og vente på sin sjæl, siger lægen – som må være fra dengang, man stadig tog eksistentielle samtaler i konsultationen. Jan venter og venter, til hans hår og skæg når ham til livet. En eftermiddag når den forpustede sjæl frem. Og herefter passer han på, at den altid er med. Men han begraver sine ure og kufferter.

Og så er det jo gjort med det, ikke? Eller hvad. Hvis der er en morale, er den nok ikke, at vi alle skal leve på landet og dyrke de græskar, som spirer fra de begravede kufferter. Måske snarere, at man kan overhøre sin fortabthed så længe, at det bliver den eneste mulige vej til sidst. Betragt denne bog som et smukt lille indslag i debatten om det evige spænd mellem væren og fremdrift. Ingen slipper uden om at tage stilling til, hvor i spændet de befinder sig. Men til hver en tid nok klogt at tage barnesjælen med sig.

Betragt denne bog som et smukt lille indslag i debatten om det evige spænd mellem væren og fremdrift

Fakta