Skip to main content

Bogen præsenterer forskellige anvendelser af skrivekunst inden for sundhedssektoren

»Skrivning og Sundhed« kan bruges som værktøj for sundhedspersonalet, som middel til forebyggelse og sygdomsbehandling og som revalideringsstøtte til kronisk syge. Bogen er uhyre velskrevet og så er den relevant for læger, skriver anmelder Per Vestergaard.
Cover: Aarhus Universitetsforlag
Cover: Aarhus Universitetsforlag

Per Vestergaard professor emeritus. Interessekonflikter: ingen.

31. mar. 2021
3 min.

»Skrivning og Sundhed« er et nyt, betydningsfuldt bidrag til den efterhånden lange række af danske publikationer inden for området humanistisk sundhedsforskning som, med redaktørernes ord, »handler om at bruge humanistiske tilgange, teorier og metoder i forhold til emner og spørgsmål, som i meget bred forstand vedrører sygdom og sundhed«. I denne antologi er skrivekunsten i fokus, men betydningen af skønlitterær læsning inddrages også. I ti kapitler formår redaktørerne at præsentere en vifte af meget forskellige anvendelser af skrivekunst inden for sundhedssektoren: Som værktøj for sundhedspersonalet (narrativ medicin), som middel til forebyggelse og sygdomsbehandling og som revalideringsstøtte til kronisk syge.

De fleste kapitler er beretninger om konkrete behandlings- og forskningsprojekter, som forfatterne selv har tilrettelagt, gennemført og evalueret. Det kan dreje sig om såkaldte skriveværksteder, hvor psykiatriske patienter arbejder med terapeutisk skrivning, der åbner for eget følelsesliv, eller det kan dreje sig om litterær skrivning for lægestuderende, hvor tekst og form formidler refleksioner over liv og sygdom. De beskrevne grupper rummer, foruden studerende i sundhedsfagene, også stressramte gymnasieelever, kronisk syge kræftpatienter og aktuelt psykotiske patienter, og formålene er at mindske kaos og fortvivlelse og fremme selvværd, livsmod og personlig udvikling.

Bogens forfattere reflekterer kritisk og kompetent over teorier, metoder og resultater. Især det sidste rummer udfordringer: Kan man generalisere fra positive behandlingsresultater i de beskrevne, små skrivegrupper til anbefalinger af en almindelig anvendelse i sundhedsvæsnet af disse æstetiske metoder? Kan man adskille effekten af selve skriveøvelserne fra den positive oplevelse af gruppesamværet med ligestillede og bekendtskabet med engagerede vejledere (ofte kendte forfattere)? Og kan man overhovedet anvende sundhedsvæsenets positivistiske evalueringsmetoder og evidensbegreber til vurdering af effekten af humanistiske interventioner?

Bogen er, som man måtte forvente af en bog om skrivekunst, uhyre velskrevet og – trods de mange referencer til filosofiske koryfæer (Merleau-Ponty, Foucault, Lacan, Nussbaum, m.fl.) – ganske letlæst. Har den interesse for læger? Ja, med det stigende udbud af kurser i humanistiske discipliner, såvel i den prægraduate som den postgraduate undervisning, vil læger ofte skulle tage stilling til, om sådanne kurser kan fremme deres professionelle og personlige udvikling. Her giver bogen fremragende vejledning. Men lige så betydningsfuld vil bogen være for de lægelige ledere, der skal tage stilling til, om kurser og interventioner med humanistisk indhold skal udbydes til deres patienter og personale. Med denne bog får de et solidt grundlag for de beslutninger, der skal træffes.

Fakta

Fakta