»Det sværeste ved at være udsendt er at vende tilbage til det samfund, man forlod«

Det er en barsk film. Den forsøger at beskrive og analysere de mangeartede opgaver, en udsendt nødhjælpsarbejder møder på missioner til verdens farligste brændpunkter, hvor der er umættelige behov for akut nødhjælp. Det er opgaver, der hos den enkelte nødhjælpsarbejder forudsætter en stærk psyke, et godt helbred og et solidt netværk som baggrund. Samtidigt sættes der fokus på de udsendtes pårørende, som efterlades hjemme med savn og ængstelse for, at der skal ske noget ondt for deres kære.

I filmens første billeder ser man en ung mand, som går ud ad en endeløs vej med nogle lige linjer. Linjerne symboliserer, at han er på vej til noget ukendt, der samtidigt drager ham. Filmen sætter fokus på et evigt dilemma. På den ene side vil den udsendte gerne realisere en drøm eller måske ligefrem et kald om at forsøge at redde verden fra ondskab, brutal vold og umenneskelige lidelser. Samtidigt hører man en barnestemme, som konfronterer sin far med spørgsmålet om, hvorfor det er nødvendigt at rejse ud, når barnet har brug for at være sammen med ham derhjemme. Barnet får ikke noget fyldestgørende svar på sit spørgsmål, måske fordi der ikke findes et dækkende svar. For den enkelte nødhjælpsarbejder er motivationen til at rejse ud både privat og hemmelig. Det kan rumme store personlige risici, men også mulighed for at opleve spontan glæde og ægte menneskelig varme. Filmen fører os rundt til nogle af verdens farligste katastrofeområder. Det er hjerteskærende billeder, der ikke lige forsvinder fra ens nethinde. På flere planer kommer man om bagved den enkeltes personlighed og får kendskab til, hvilke stressfaktorer der gør sig gældende under en mission.

Ved filmens afslutning ser man igen den unge mand, som følger nogle lige linjer, men nu er han på vej hjem. Det sværeste ved at være udsendt er at vende tilbage til det samfund, man forlod. Man rejser ud til et projekt med fællesskab og optimisme trods oplevelser med liv og død helt inde på livet. Man kommer alene tilbage måske med angsten for ensomhed i et egoistisk samfund. På alle fronter kan der være sket ændringer, og det kan være vanskeligt at finde ind i den vante gænge. Det gælder specielt at finde samtalepartnere, som kan forstå og rumme de stærke oplevelser, man har været udsat for. Filmens titel kan tolkes på flere måder. Det kan opfattes som egoisme at rejse ud for at forfølge egne mål og efterlade nære pårørende med følelser af angst og frustrationer over, hvad der kan ske. Det kan også opfattes som egoisme at lukke øjnene for, at mennesker lider nød og har behov for hjælp. Det er langt lettere at vælge den sikre vej og blive hjemme, hvor man kan pleje karriere og personlig bekvemmelighed. Det er filmens dilemma, der ikke gives svar på.

Det kan være nødvendigt at se filmen flere gange, fordi man i forløbet bliver præsenteret for et stort antal vidneudsagn. Man skal holde fast i sig selv, både når man ser filmen, men også hvis man tager ud. Det sværeste ved at tage ud er at komme hjem.

»Det sværeste ved at være udsendt er at vende tilbage til det samfund, man forlod«

Fakta