Boganmeldelse: »Hovedpersonen har frigjort sig selv og sine efterkommere for den psykiske smerte og følelse af had«

»Jeg har tilgivet dem!«, det var de fire ord, bogens hovedperson, Tasítsa Tatá, udtalte, da hun vågnede op fra en dvalelignende tilstand efter sit besøg i den tyrkiske landsby, hvorfra hun 64 år tidligere var blevet fordrevet, og hvor hendes far i 1922 brutalt blev myrdet af sine muslimske, tyrkiske medborgere. Dermed har hun frigjort sig selv og sine efterkommere for den psykiske smerte og følelse af had, der har hvilet over hende selv og hele hendes familien i mere end et halvt århundrede. Tasítsa fortæller sin livshistorie til sin psykologdatter, som er bosat i Danmark.

I bogen følger vi en græsk-ortodoks familie, som indtil 1914 i mange generationer har været bosat på den tyrkiske vestkyst. De betragter det sted som deres fædreland, men under første verdenskrig og i særdeleshed som følge af den græsk-tyrkiske krig bliver familien under dramatiske forhold fordrevet og flygter til den græske ø Lesbos, der ligger mindre end to timers sejltur fra den lille asiatiske vestkyst. Det er en hård kamp at finde fodfæste og blive accepteret i deres nye land. Udadtil klarer den faderløse familie sig godt i kraft af sammenhold, hårdt arbejde og nogle stærke personligheder blandt familiens kvindelige medlemmer, men i deres indre verden er de alle traumatiseret. Det er den kendsgerning, bogens titel refererer til. Ingen i familien har været udsat for tortur, men de har set døden i øjnene før, under og efter flugten. Den slags giver ar på sjælen, og den form for stigmatisering bæres videre i flere generationer. Forfatterens beskrivelse af moderen er kærlig og nænsom, den er fuld af respekt for den måde, hun har taklet de store problemer, hun mødte i livet. I kraft af, at alle børnebørnene kommer til orde i bogen, oplever læseren den samme problemstilling belyst fra flere synsvinkler.

I vor tid er det flygtninge fra specielt Syrien og Afghanistan, som søger mod Lesbos. Her bliver de opsamlet i flygtningelejre på stranden. Forholdene er elendige, og de internerede ved ikke, hvor længe de skal forblive under usle og primitive livsvilkår. Det er mennesker på flugt, som behøver vores opmærksomhed og beskyttelse, og som vi i dag ikke tager alvorligt nok.

Bogen er på 279 sider med 37 sort-hvide billeder, et kort over Ægæerhavet samt et diagram over familiens stamtræ. Den er skrevet som et historievidenskabeligt værk med fodnoter og litteraturhenvisninger. Bogen er flot sat op, den er udgivet i 2020 på forlaget Orbis og oversat til dansk af Hanna Lasse.

De sort-hvide, let slørede billeder er med til at give bogen autenticitet i forhold til den beskrevne tidsperiode. Bagerst i bogen har psykiateren Anne Lindhardt beskrevet nogle grundlæggende træk hos mennesker, som udsættes for traumer i forbindelse med krig, kaos, flugt og eksil. I en alder 76 år vender Tasítsa tilbage til den landsby, hvor det hele startede. Det er her, hun i sit indre når frem til forsoning og tilgivelse.

Historikeren Mogens Pelt giver i et efterskrift en redegørelse for de tumultariske forhold, der herskede i området i forbindelse med Balkankrigene (1912-1913), første verdenskrig (1914-1918) og den græsk-tyrkiske krig (1919-1922). Læseren får dermed et godt indblik i den historiske kontekst, som bogen er skrevet ind i.

Jeg giver bogen fire stjerner og dermed mine bedste anbefalinger.

Interessekonflikter: ingen

Boganmeldelse: »Hovedpersonen har frigjort sig selv og sine efterkommere for den psykiske smerte og følelse af had«

Fakta