»De tre kunstværker berører vores tanker og betydningen af det forløbne, forunderlige år«

Statens Museum for Kunst (SMK) viste sidste år i udstillingen »Intet som før« eksempler på epidemiers betydning og aftryk i billedkunsten.

Nu rækker SMK ud igen: ud i det åbne byrum mod sit udelukkede publikum, ud mod samtidskunsten med invitation til tre af tidens mest prægnante kunstnere: Benedikte Bjerre, Sonja Lillebæk Christensen og Kaspar Bonnén om at reflektere coronatiden i kunstnerisk skulpturel form.

Baggrunden for projektet »Berørt« er et samarbejde i 2020 mellem Røde Kors, Coop, Hjaltelin Stahl og SMK om at indsamle midler til Røde Kors til et netværk af frivillige kaldet »Parat«, der kunne hjælpe isolerede ofre for coronapandemien. Alle medlemmer af Coop blev opfordret til i en digital platform at uploade foto af deres hænder og dele deres tanker og følelser om pandemien. Den samlede database blev herefter overdraget til de tre kunstnere til inspiration for deres værker.

Disse står nu frit tilgængelige foran museets bygning til inspiration for vore egne tanker om betydningen af det forløbne, forunderlige år.

Forrest står Benedikte Bjerres helt enkle skitse til en halvt opslået kæmpecomputer. Den symboliserer hjemmearbejde som det nye værn mod smitte. Men den har også hjulpet os med leg og underholdning. Eller forestiller det måske snarere et væltet fodboldmål som udtryk for al den fælles sport, som vi ikke har måttet deltage i? Det kunne måske også bare være en ramme – en begrænsning for, hvad vi har kunnet se og gøre i en nedlukket tid?

Videoskulpturen af Sonja Lillebæk er mere kompleks med fem skærme, der dels sammen dels adskilt viser små klip af de mange hænder og sentenser, som projektet har stillet til rådighed, samt klip af hendes egne små videofilm. Det er en æstetisk smuk og poetisk fremstilling, der når at berøre en lang række af de genvordigheder og begrænsninger, som vi har haft. Mundbind, afstand og reduceret socialt samvær. Men hun viser også nogle af de nye gode oplevelser og former for fællesskab, vi har fået, som f.eks. fælles gå- og fisketure eller julegløgg rundt om bålet i haven.

Kaspar Bonnén har skrevet en lille sentens i gamle brugte mursten: »Jeg troede, vi skulle bygge noget op sammen, men jeg blev ved med at grave«. En fortvivlet sammenfatning af den isolation og ensomhed, der har hindret mange af de sociale og kreative gøremål, vi kunne have haft. Gamle venskaber og forhold er måske gået til grunde, fordi vi ikke har kunnet være sammen.

Hvor udstillingen sidste år fokuserede på sygdom og død, handler de tre nye værker mere om de levendes tab, afsavn og fravær. Der peges imidlertid, især hos Sonja Lillebæk, også på de nye måder vi kan fordybe os og interagere på. Vi har fundet tilbage til værdier i snævre samvær, i naturen og den tilbageværende kultur, som vi måske har forsømt.

Det ville have været spændende, hvis også et par helt unge kunstnere havde bidraget. De har om nogen måttet døje psykisk og socialt i det forløbne, nedlukkede år.

LÆS OGSÅ:

Anmeldelse: »Forfatteren ønsker at gøre op med det tabubelagte i at have en sygdom, der er forbundet med menstruationssmerter«

Anmeldelse: »Forfatteren bruger elegant historien til at illustrere psykoanalysens teori om lagene i psyken«

Anmeldelse: »Det sværeste ved at være udsendt er at vende tilbage til det samfund, man forlod«

Filmanmeldelse: »Den fine fortælling med suspense og forløsning kendetegner den gode forfatter og filmmager«