Skip to main content

»Filmen bidrager med at forstå døden som en naturlig og uundgåelig proces i livet«

»Good Grief« handler om børn, hvis far eller mor er døde, og hvordan de kan få hjælp på sorgcenteret »Good Grief« i New Jersey til selv at komme videre i livet uden deres primære omsorgspersoner. Emnet kan forekomme tungt, men filmen er både gribende, rørende og oplysende, skriver anmelder Lene Agersnap.
Foto: Filmcentralen
Foto: Filmcentralen

Lene Agersnap, praktiserende læge og redaktør for Ugeskrift for Læger. Interessekonflikter: ingen

8. apr. 2021
4 min.

På forhånd er det vel svært at forestille sig et mere hjerteskærende tema end børn, der mister en eller i nogle tilfælde begge forældre. Det er ikke desto mindre lige netop hvad der sker for 14 børn og unge hver eneste dag i Danmark. Som læge, der behandler børn, er det således særdeles relevant at se Katrine Philps film om sorgcenteret »Good Grief« i New Jersey, hvor børn, hvis far eller mor er døde, kan få hjælp til selv at komme videre i livet uden en af deres primære omsorgspersoner.

Selv om emnet måske på forhånd forekommer tungt, er filmen både gribende, rørende og god at få forstand af. Det er svært at undgå en klump i halsen eller »få renset øjnene«, som et af børnene siger om virkningen af tårer.

»Good grief« erindres måske af nogle som tegneseriefiguren Charlie Browns lidt triste og opgivende standardudsagn (oversat til Søren Bruns udtryk »jeg græmmes« i Radiserne). Men i sorgcenteret i New Jersey forstås det helt anderledes positivt – »god sorg«. Det er et gratis tilbud til sorgramte børnefamilier med det formål at bryde de voksnes tabuer og gøre det muligt at være sammen om det at have mistet. Ikke kun med ord, men også gennem leg, hvor børnene helt bogstaveligt kan gå ind og ud af sorgens forskellige rum. Således er forskellige rum udstyret med hver sit tema, så børnene kan udleve deres umiddelbare følelser.

»Vulkanrummet« er egnet til voldsom leg, mens et andet rum er indrettet med en hospitalsseng og tilhørende udstyr, som vil være et sted, der er kendt af de fleste af børnene fra forælderens sidste tid. Her kan tunge minder og oplevelser genbesøges lige som i sandkassen, der rummer både små kister og gravsten. Børnene kan således selv bestemme, hvornår og på hvilken måde de enten alene eller sammen inddrager sorgen i legen. Naturligvis indgår der også voksenstyret italesættelse og støtte, men det tilstræbes, at det er de voksne, der går ind på børnenes præmisser og griber de temaer, der naturligt dukker op i børnenes leg.

Katrine Philp mistede selv sin egen far under optagelserne og citeres for at være inspireret af børnene i sin egen sorgproces. »Børnene var ikke bange for at tale om de svære følelser og heller ikke bange for at gå ind i dem. For børn er det ikke et tabu at tale om sorg, følelser og død. De vil gerne tale om det, hvis der er nogle voksne til at tale med dem«.

I filmen ses også, hvilken variationsbredde der er i børns måde at sørge på. Fra en lille, meget talende otteårig pige med fletninger, der snusfornuftigt og ordrigt byder ind med mange refleksioner til den jævnaldrende dreng, der har sorgen helt oppe i halsen. I starten magter han knap at være til stede i det samme rum som de andre, men i løbet af optagelserne tør han op, spiller fodbold og begynder langsomt selv at sætte ord på sit tab.

Se filmen som et meget fint bidrag til at forstå døden som en naturlig og uundgåelig proces i livet. Den er en del af en national kampagne for at fjerne tabuet omkring død og sorg, og der er i samme forbindelse blevet udarbejdet undervisningsmateriale med afsæt i filmen samt mulighed for foredrag. Undervisningsmaterialet kan findes på Røde Kors’ hjemmeside.

Faktaboks

Fakta