Anmeldelse
»Forfatteren har et levende, ikke dømmende engageret forhold til psykiatriens historie«
Cover: Aarhus Universitetsforlag
22. apr. 2021
5 min.
Tidligere overlæge og professor ved Aarhus Universitet, Per Vestergaard, har udgivet den tredje af en »baglæns« beskrivelse af psykiatriens historie i Danmark: »Den ustyrlige psykiatri« i 2016, »Den moderne psykiatris historie. Et essay om sindslidende i velfærdsstaten« i 2018, og nu er vi nået til begyndelsen på psykiatriens 200-årige historie, som i høj grad centrerer sig om pioneren Harald Selmer.
Bogen beskriver den lange vej fra de sindssyges mangeårige placering i fattig- og fængselsvæsen, til de fra begyndelsen af 1800-tallet etableredes i det, der senere er blevet et sundhedsvæsen og indtil 1976 havde et særligt direktorat: Statens Sindssygevæsen. Staten påtog sig et ansvar for dårevæsenet som følge af de store samfundsforandringer, f.eks. store flytninger fra land til by, som ikke længere muliggjorde, at ansvaret for dårerne påhvilede familien.
En ildsjæl i arbejdet for at etablere en struktur for den fremtidige psykiatri var Harald Selmer, født i 1814, læge fra 1838. Han havde negative erfaringer (som ansat) ved Sct. Hans Hospital (bortset fra dets bibliotek). Hospitalet var underlagt fattigvæsenet, tilhørte Københavns Kommune og havde forpligtelser over for alle slags syge, fattige, epileptikere og åndssvage, når familien ikke strakte til. Det tjente til inspiration til etableringen af den første moderne anstalt til behandling af sindssyge i Risskov ved Aarhus.
Det er slemt at skulle sige det, men det, der bestemmer, om en sygdom fører til en værdig behandling, er de følelser, som sygdommen vækker hos omgivelserne, ikke dens alvor
Patienterne fik et bedre liv end det, de havde fristet i fattigvæsen og fængselsvæsen, og Harald Selmer var en fremragende administrator med sig selv som den endelige autoritet. Han var meget videnskabeligt interesseret, også internationalt, og beskrev sine »Almindelige grundsætninger for Daarevæsnets Indretning , som fast resultat af Videnskab og Erfaring, fremstillet for det større Publicum« i 1846.
Per Vestergaard har et imponerende overblik over udviklingen af hele dette komplekse område, organisatorisk og videnskabeligt, og hæfter sig ved manglen på central styring af fagets område, influeret som det er af mange aktører med mange interesseområder: patientforeninger, faggrupper og tilkomst af nye områder som adfærdsforstyrrelser/udviklingsforstyrrelser og grader af angst og stress. Sidst i bogen er forfattet et meget væsentligt udsagn (s. 121): »De ,virkeligt sindssyge’ patienter var kernen og grundstammen i Selmers klassiske psykiatri. I dag er pendulet ved at svinge tilbage. De ,virkeligt sindssyge’ er på vej tilbage til nutidens fattigvæsen – som hjemløse på gaden eller i socialvæsenets bosteder – eller til retsvæsenet, i form af nutidens retspsykiatri, som bestandig udvider, fordi der hverken er plads eller råd til at behandle de ,virkeligt sindssyge’ i den almene psykiatri«.
Dertil er at sige, at det er intet mindre end en humanitær nedsmeltning, at vi ikke i et af verdens rigeste lande med et – for det meste – velfungerende sundhedsvæsen er i stand til at føle og tage ansvar for de sygeste psykisk syge i bunden af sygdommenes hierarki. De har de rettigheder som syge patienter, som 200 års arbejde for at etablere faget psykiatri organisatorisk og videnskabeligt er mundet ud i: den ustyrlige psykiatri, på de sygestes bekostning. Det er slemt at skulle sige det, men det, der bestemmer, om en sygdom fører til en værdig behandling, er de følelser, som sygdommen vækker hos omgivelserne, ikke dens alvor. Endnu en belastning for faget psykiatri er afvandringen af engagerede, vidende læger, som ikke holder ud at afvise syge fra nødvendig behandling og udskrive, før det er forsvarligt, med begrundelsen pladsmangel, som har været et gennemgående tema i historien.
Pladsmanglen har dels med en overvurdering af helbredelsesmulighederne og effekten af ambulant indsats at gøre, dels en mangel på central styring af fagets område, som Per Vestergaard beskriver i »Den ustyrlige psykiatri«, som nu antages at omfatte 500.000 personer, mens »kernegruppen« ved 1900-tallets begyndelse antoges at omfatte ca. 5.000 personer med svær maniodepressiv lidelse og skizofreni.
Illustrationerne er dels klassiske billeder af galehusenes kaos, herunder Tony Robert-Fleury: Philippe Pinel på la Salpetriere-hospitalet. Han løsner i 1795 (det var nu ikke ham, der var primus motor) de sindssyge fra deres lænker. Jeg hæfter mig ved, at den skønne gale kvindes bluse vist er gået lidt i stykker foran. Desuden er der stik fra anstaltbyggerierne og tidlige fotografier fra hospitalerne.
Per Vestergaard har et levende, ikke dømmende, engageret forhold til emnet, et livligt og godt sprog og et overblik over dette højst komplekse område, organisatorisk og videnskabeligt. Han anviser også i bogen »Den ustyrlige psykiatri« en vej frem – et centralt råd til afgrænsning og videnskabelig styring af faget, hvis det overhovedet hører hjemme under det almindelige sundhedsvæsen.
Bogen kan stærkt anbefales til alle interesserede og burde indgå i pensum ved lægestudiet til fremme af forståelsen af dette område, som Per Vestergaard så klart lægger frem.
Den fortjener fem stjerner.
Fakta