PTSD har slået an som sygdomsbetegnelse i Danmark, selv om det er en forkortelse for post traumatic stress disorder, og den danske diagnose er posttraumatisk belastningsreaktion. Det er som mange andre psykiske lidelser et syndrom, altså en samling symptomer. PTSD opstår efter exceptionel svær belastning af katastrofekarakter, f.eks. overfald og ulykker. Tilbagevendende ubehagelige genoplevelser af traumet, undgåelse af alt, der minder om traumet, og øget alarmberedskab er typisk symptomer. Tilstanden kan blive varig og invaliderende.
Med denne bog udfolder de tre forfattere; en læge under psykiatrisk speciallægeuddannelse og to psykologer på fornem pædagogisk vis den nye viden om de biologiske forhold ved PTSD, som forskningen har opnået på få år gennem brug af moderne neurovidenskabelige forskningsmetoder fra gen til klinisk niveau. Trods vægten på den biologiske forskning inddrages på relevant vis psykologisk forskning, og et vigtigt formål er at skildre samspillet mellem biologiske og psykologiske forhold ved PTSD.
Bogen kommer vidt omkring fra klinik og diagnostiske kriterier i gældende diagnosesystemer til en fremtid med dimensional afgrænsning og nye sammenhænge af kliniske symptomer til neuronale netværk. Billeddannende metoder anvendes hyppigt i forskning af PTSD, og læseren får en pædagogisk glimrende hjælp til at forstå principper ved disse metoder, der har revolutioneret psykiatrisk forskning og givet anledning til en række nye teorier om sygdomsmekanismer.
Forfatterne sørger fra starten for, at læseren har gode forudsætninger for at forstå forskningsresultater med repetition af nervesystemets opbygning, grundlæggende psykologiske mekanismer som betingning og stressrespons. Komorbiditet mellem PTSD andre lidelser adresseres også. Efter præsentation af en række videnskabelige fund dokumenteret med original litteratur adresseres til sidst de behandlingsmæssige implikationer af den neurobiologiske forskning.
Det er bogens styrke, at klinik og forskning meget vellykket løbende belyses og tilsvarende samspillet mellem biologi og psyke. Trods bogens fokus på biologiske perspektiver er der bestemt ikke tale om tidligere tiders biologiske reduktionisme. Tværtimod viser den illustrativt og nuanceret, hvorledes psykiske lidelser i dag udforskes ud fra opfattelsen af, at hjernen er en helhed og det frugtbare i at se hjernen både ud fra biologiske og psykologiske forhold. Netop denne tilgang har givet meget frugtbare nye teorier og nye behandlingsmetoder. Bogen skal varmt anbefales som grundig introduktion til forskningsområdet.
Fakta
Fakta
LÆS OGSÅ
»Forfatteren beskriver på imponerende vis, hvordan helbredsangst ser ud fra den helbredsangste selv«
»Vi er mange, der har svedt der uden rigtigt at bemærke det smukke rum«
»Filmen minder os om, at livet leves særligt intenst, når man ved, at det snart kan være slut«
»Filmen bidrager med at forstå døden som en naturlig og uundgåelig proces i livet«