Morten Sodemann (MS) har med afsæt i erfaringer fra Indvandrermedicinsk Klinik i Odense (IMK) begået en 278 siders casebaseret (lære)bog om det danske sundhedsvæsens møde med etniske minoritetspatienter. Bogen har fokus på vore blinde pletter og beskriver værktøjer til at imødegå disse. Listen er lang, de mange sider og mere end 1.300 referencer bringer læseren vidt omkring og ikke mindst ind bag vore stereotype opfattelser af patienter, vi kan have svært ved at forstå. Patienter, som kan frustrere, så vi i afmagt kan lægge »skylden« for dårligt lægearbejde tilbage til patienten med et ønske om, at denne lærer sig dansk. At det ikke er så enkelt, leverer bogen glimrende eksempler på. Den bringer os ind i patienternes levede liv og vilkår og ikke mindst livet før ankomsten til Danmark. Og egentlig er det jo meget enkelt: En 55-årig kvinde fra Mellemøsten: migræne gennem ti år, ingen muskelkraft, smerter i alle led og depression. Er bl.a. vurderet af speciallæge i neurologi i.a. og henvises til IMK. Patienten arbejdede som dommersekretær i hjemlandet, hvor hun bl.a. var tvunget til at overvære en soldat dræbe hendes niece. Kom til Danmark og lærte hurtigt dansk og fik arbejde i en daginstitution. Blev sygemeldt den dag, der startede en mandlig medhjælper med skæg. Hun kom aldrig tilbage til arbejdsmarkedet, mistede det danske sprog. Senere blodprøver viste forhøjet calcium, nedsat nyrefunktion og rtg. af thorax glandler i mediastinum foreneligt med sarkoidose (s. 130). Når der udover en traumatisk hændelse(r) lægges en evt. sproglig barriere, udfordrede sociale levevilkår i Danmark og evt. kulturforskelle i måde at udtrykke symptomer på, er stenene lagt til et kompleks møde.
Bogens styrke er de mange cases og kommentarer baseret på forfatterens store indsigt, erfaring og insisteren. Dens svaghed dens omfang, manglende redigering og layout. Redskaberne er sammenfattet i tabelform i hver af de 22 delvist overlappende kapitler, der synes anbragt i mere eller mindre tilfældig rækkefølge omhandlende alt fra: krop og sjæl i eksil; smerter og somatisering; helbredsvurdering; PTSD; medicinadhærence; patientsikkerhed; patientens narrativer; sprogbarrierer og tolkebrug; sexologi og palliation for blot at nævne nogle. Og jo, det er komplekse sager at beskrive, men også at agere i for os i sundhedsvæsenet, som er begrænset på tid, kontinuitet og mulighed for relationsdannelse. Så længe vi ikke insisterer på at komme bag vore stereotyper og afmagt, er vi en del af løsningen på at imødegå den ulighed i sundhed, der også dokumenteres.
Køb den, brug den som oplagsbog, når du er gået i stå/ ikke er den læge, du egentlig gerne vil være overfor dine patienter. Råb op om evt. uhensigtsmæssigheder. Ager, hvis der er noget der skal laves om. Det har MS og IMK vist os giver bedre patientbehandling. En egentlig lærebog bliver det ikke. Her trænges en kærlig redaktionel hånd.
Fakta