»Som leder er jeg blevet lidt mindre blød mand«
Der blev sat knager op til kitlerne på en formiddag. Daglige møder, ofte tværfaglige, blev afholdt på 20-30 minutter, hvor problemerne blev listet løst op, og bagefter gik man ud og implementerede. To år gamle planer om faste sygeplejerske-læge-team, der var snublet i starten, kom i stand på halvandet døgn.
Listen er lang over ting, der pludselig kunne lade sig gøre på Akutafdelingen på Regionshospitalet Horsens. Ledende overlæge Ulf Hørlyk er 100 procent sikker på, at der er vilje til at lære noget.
»Jeg tror ikke, der er nogen, der har deltaget i denne proces, der ikke sidder nu og er overraskede over, hvor dygtige vi har været. Hvor gode vi har været til at modtage situationen. De vil føle det som et enormt tab, hvis vi bare går tilbage og gør, som vi gjorde før. Alle tænker over, hvordan vi tager de gode ting med«, siger han.
Coronaberedskabet udgjorde en »snydeperiode«, siger han. Meget blev sat til side, der var fokus på en bestemt patientgruppe og et fælles mål: Undgå at det bliver en katastrofe som i Bergamo.
»Vores afdeling er i beredskab i hvert fald til og med juli. Men meget er allerede ved at blive mere komplekst, flere hensyn skal tages, og samspillene bliver mere komplekse. Og så nærmer vi os de kendte vaner, hvor beslutninger og initiativer bliver bremset af individuelle agendaer, mellem sygehuse og mellem afdelinger.
Der ligger et analysearbejde, der venter, hvor vi overvejer, hvad vi kan lære – hvad var det, vi gjorde, så vi fik løst problemerne så hurtigt? Hvordan kan vi lægge en strategi, så vi udnytter det? Det håber jeg, vi får tid til at overveje.
Jeg tror, at den største hurdle for den smidighed er, at vi er et væsen, der har været vant til at være under pres så længe, at både afdelinger og sygehuse er så præget af at passe på sin egen flok. Det vil sige, afdelingerne siger mellem hinanden: Det er bedre, at du tager patienten, end jeg gør det. Og mellem hospitalerne siger man: Det er bedre, hvis du tager opgaven, end jeg gør det, for så er der lidt mindre pres på mig. For at mindske presset«.
Som ledende overlæge har Ulf Hørlyk ændret sig fra »at være en Poul Kjøller-type til noget i retning af Anders Fogh«.
»Jeg er gået fra blød mand til mere klassisk ledelse. Jeg har skullet skære igennem diskussioner og tage beslutninger. Det har været superfedt. Rundbordsdiskussionerne har været lagt til side. Dem skal vi have igen, og jeg vil lytte til folk, men jeg vil nok alligevel lande et andet sted, midtvejs mellem de to typer.
Men jeg håber, jeg bliver endnu bedre til at benytte den fladhåndsteknik, jeg har lært mig i denne tid. Sådan en forsigtig pædagogtype som mig har nok tidligere haft en cirklende ufokuseret pegefinger fremme, når jeg skulle angive en retning. Nu har jeg lært at vise en retning med en flad hånd, der i et karatehug viser retningen«.