Det er mennesker med tanker, følelser og eksistentielle behov vi arbejder med og ikke »pakker«

Læge Lisbeth Bang har skrevet en meget personlig beretning om sin og sin mors oplevelse af tiden på plejehjem i Danmark. Lad mig sige det med det samme: Bogen bør være obligatorisk læsning for alle, som arbejder i plejesektoren, på alle sundhedsuddannelser og vores politikere.

Lisbeths mor har Parkinsons sygdom, dvs. hun er kognitivt velbevaret, men tiltagende fysisk funktionshæmmet. I relationen til plejehjemmet får Lisbeth flere kasketter på, som smelter sammen. Hun er læge, datter, pårørende og menneske. Hun beskriver meget elegant, hvordan hun som pårørende, med hovedfokus på sin egen mor, får oplevelsen af, at hun er til besvær. Hun skriver om tanker, hun gør sig vedrørende at kontakte institutionsledere: »Jeg har ikke status som en samarbejdspartner i bestræbelsen for at få hendes del af sundhedsvæsenet til at fungere. Tværtimod er jeg en, som stiller ekstra krav og tager hendes tid«.

Vi er rigtig mange, som kan nikke genkendende til denne beskrivelse. Det er godt dokumenteret, at pårørende til plejehjemsbeboere ønsker at blive set på som en ressource/samarbejdspartner og ikke en belastning.

Bogen er krydret med beskrivelser af, hvordan et presset plejehjemspersonale ikke ser moderens behov. Forråelsen ligger lige om hjørnet. Bogen supplerer TV 2’s dokumentar »Plejehjemmene bag facaden« rigtig godt, da forfatteren beskriver den emotionelle og eksistentielle, subjektive oplevelse moderen og datteren har, frem til moderens død på sygehus.

Bogen afsluttes med et brev fra mor og nogle praktiske råd fra forfatteren. Det er trist, at selvfølgeligheder skal skrives ned som gode råd. Igen en beskrivelse af den forråelse, som vi desværre oplever i en hårdt presset plejesektor.

Bogen er letlæst, med forfatterens egne gode illustrationer og på kun 116 sider, så den er hurtig læst.

Bogen giver rigtig meget stof til eftertanke, som kan bruges i alle dele af sundhedsvæsenet og af vores politikere. Det er mennesker med tanker, følelser og eksistentielle behov vi arbejder med og ikke »pakker«. Jeg mener, at både før corona og i denne tid, hvor samfundet forsøger at tage hånd om et lidende næringsliv med gigantiske økonomiske indsprøjtninger, er det bemærkelsesværdigt at vores »skrøbelige« ældre bliver så lidt prioriteret økonomisk. For at undgå forråelse kræves ressourcer til nok personale, veluddannet personale og dygtig ledelse af de komplekse og store arbejdspladser vores plejehjem er.

LÆS OGSÅ

»Ole Hartlings bog er en milepæl inden for eutanasidebatten«

»Bogen leverer mange begrundelser for vigtigheden af at turde sætte grænser«

»Det nye kirurgiske atlas kan jeg varmt anbefale og bør være en fast del på enhver kirurgisk afdeling«

»Credit til bogen for at tage fat om de ømme punkter i velfærdstanken«