En virkelig stejl læringskurve – stejl og tryg

Der er ikke rigtig noget dårligt at sige om det. Det skulle da lige være, at det godt kunne have varet længere tid. Men det gav mulighed for solid sidemandsoplæring, hvor begge parter lærte noget, for fuldt fokus på helt specifikke kompetencer, for en stejl, men tryg læringskurve og for et helt anderledes møde med patienterne, end der er mulighed for på sygehusafdelingen.

Sådan lyder den vældigt positive evaluering af et pilotprojekt på afdelingen Kvindesygdomme og Fødsler på Regionshospitalet i Gødstrup, hvor fire HU-læger var i et tremåneders forløb i en speciallægepraksis. Der kunne de arbejde med at behandle patienter, som de ikke eller kun sjældent støder på i hverdagen på sygehuset.

Elin Sellén og Marie Brønd var to af de fire, der i tre måneder var tre dage om ugen i gynækolog Frank Pedersens speciallægepraksis i Randers – og de er ganske enige om, at det var givende for alle parter.

For de to HU-læger handlede det både om at lukke nogle huller i deres kompetencer, om sidemandsoplæring og om at afprøve en hverdag, der var helt anderledes end på sygehusafdelingen.

»De basale problemstillinger og det, der fylder for kvinderne ude i hverdagen, har jeg manglet at møde på afdelingen, hvor det til stor del er højspecialiserede problemstillinger, man møder. Det er jo spændende, men man skal også have det basale med for at kunne bygge videre til det mere specialiserede«, siger Elin Sellén – og Marie Brønd supplerer:

»Jeg har i høj grad oplevet det her med at ,mangle’ patientgrupper på sygehuset. Patientgrupper, der gør det muligt at få bred viden og et endnu bedre klinisk blik«.

De fremhæver begge, at de i forløbet i praksis fik ordentligt styr på at lave minihysteroskopier og udføre keglesnitsoperationer og kom til at arbejde med patienter, der havde brug for rådgivning af medicin i forbindelse med overgangsalderen.

Sidemandsoplæring

Og så handler det i høj grad om, at de to HU-læger oplevede en helt anderledes kombination af et højt patientflow og fuldt fokus på selve patientbehandlingen, muligheden for indflydelse på sit eget dagsprogram og for at se netop de patientgrupper, hvor de havde brug for at udvikle kompetencer og ikke mindst kontinuerlig sidemandsoplæring fra Frank Pedersen.

»På sygehuset har vi også en række andre administrative opgaver, som tager en del tid. Det var vi ikke involveret i ude hos Frank. Vi skulle bare koncentrere os om patienten, og det gjorde, at vi kunne se mange flere patienter pr. dag. Det var et kæmpe win – det gav os stor mulighed for at blive dygtigere«, fortæller Marie Brønd.

»På sygehuset har vi ofte brug for at drøfte patienternes komplekse problemstillinger, have overlæger med indover og tage tingene op til konferencer. Her kunne jeg i høj grad køre mit eget program i trygge rammer med en supervisor i det tilstødende lokale, som altid kunne træde til og hjælpe, hvis der var brug for det. Man blev hurtigt selvkørende og fik lov til rigtig meget«, uddyber Elin Sellén.

»Og det at kunne få en til en-sidemandsoplæring med den samme supervisor var også bare helt anderledes end på hospitalet, hvor det tit er forskellige supervisorer. Her kendte Frank vores niveau og vidste præcist, hvor vi skulle udfordres, så det gav en meget tryg oplæring«, siger Marie Brønd.

»Ja, vi kunne sige, at ,i går var det det her, der drillede, så det har vi fokus på i dag’. Så det var en virkelig stejl læringskurve – stejl og tryg«, tilføjer Elin Sellén.

Læringen var gensidig

Ud over sin praksis i Randers er Frank Pedersen i en 30%-stilling i den obstetriske søjle på afdelingen i Gødstrup, og da cheflæge Carsten Byrjalsen luftede idéen om projektet, blev han ikke kun glad.

»Jeg har været med i bestyrelsen i DSOG og DFKO, hvor vi længe har arbejdet for at få mulighed for at prøve det her. Sådan som opgavefordelingen mellem sygehuse og praksis har ændret sig inden for gynækologien, giver det i den grad mening.

Vi har fået aborterne ud, vi har mere dysplasi, og så har vi alle hovedsygdommene ude i praksis. Det ser man ikke som kursist på afdelingerne, så da vi fik muligheden, var det en kæmpe lettelse«, fortæller han.

Rollen som tutorlæge var let at gå ind i, fordi der var nøje aftaler om kompetencebehovet, siger han.

»De kom med hver deres individuelle mål og havde udfyldt målbeskrivelsen på forskellige måder. De var forskellige steder i deres forløb, så det var faktisk fire helt forskellige læger, vi skulle arbejde med. Det var superspændende – også for mig – og det betød bare, at vi måtte skrue programmerne sammen, så det passede til deres individuelle behov.

Vi havde dem jo ude kun i tre dage om ugen, og det betød, at vi ikke havde sindssygt mange dage at gøre med. Men vi nåede det hele alligevel, og de har virkelig rykket sig alle fire – meget mere end man normalt ser, når man arbejder i et sygehusambulatorium«, siger Frank Pedersen – der også selv fik et lægefagligt udbytte:

»For mig var det også elementært spændende at få fire forskellige unge læger ind, som er en anden lægetype end en selv, og så opleve, at de faktisk fungerede rigtig godt med mit personale – og det er vigtigt i sådan en lille biks.

Jeg har haft klinik i 13 år, og selv om jeg går på kurser og alt muligt andet, så er det godt at få et friskt pust, hvor der kommer en ung læge og siger, at ,på de her A-kurser har vi lige lært sådan og sådan’. Så det virker begge veje«.

Hvorfor spørger I ikke os?

Både han og de to HU-læger mener, der er al mulig grund til at fortsætte i den retning, hvor dele af HU-forløbene bliver lagt ud i praksis. Også selv om specialet hører til de mere vagttunge.

»Det må man løse, og jeg synes, man til en start skal se på de evalueringer, der er på de forskellige regioner, for det er altså ikke alle regioner, der når målbeskrivelsen for vores speciale. Det er det simpelthen ikke.

Pilotprojektet har været en succes for de fire her og også for mig, men det er jo ikke nødvendigvis sådan, det skal være for alle. Man kunne måske overveje, om man ikke skulle lave mere individuelt indrettede hovedforløb, så kursisterne rundtom i regionerne fik mulighed for at have fokus på f.eks. vulvalidelser, dysplasi, minihysteroskopi eller andet, som de måske ikke har fået nok volumen på«, siger Frank Pedersen.

Elin Sellén er enig.

»Jeg synes, det har været virkelig lærerigt, og jeg ville ønske, at flere kunne få samme mulighed. Det er det i mange specialer allerede, så hvorfor skulle vi ikke være en del af det? Det har jeg lidt svært ved at forstå«.

Marie Brønd kalder forløbet i pilotprojektet for »ret optimalt«.

»Og jeg undrer mig lidt over, at det ikke er sket før, for ligesom vi har fokus på patientinddragelse i vores behandling, så tænker jeg: Hvor er inddragelsen af os som uddannelseslæger?

Når der sker så mange politisk besluttede ændringer, som betyder, at flowet af patienter ændrer sig, hvorfor er der så ikke nogen, der har spurgt os, hvor vi tænker, vi kan få den bedste uddannelse? Jeg er med på, at det også er et spørgsmål om økonomi og drift, og hvem skal betale for, at vi skal være ude i speciallægepraksis, men der er altså meget at vinde på det her«, siger hun.