Engang hed det »spar, spar, spar« i forsvarspolitik. I dag er mantraet »køb, køb, køb«. Så radikalt kan en samfundstankegang skifte på få historieændrende år.
Men hvad med andre politikområder? Kunne man forestille sig et lige så markant paradigmeskift på sundhedsområdet? Vil det gøre os rigere at blive sundere?
Svaret kan man søge hos to professorer, der på hver sit felt ved, hvad der er værd at vide om sundhed som investering og politikområde.
De gæstede begge Sundhedspolitisk Topmøde, som var arrangeret af Dansk Erhverv, og som i år havde temaet: Er sundhed en investering?
»Ja, det er det«, lød det klokkeklare svar fra professor i økonomi og tidligere overvismand Torben M. Andersen, Aarhus Universitet.
For der er afledte effekter af de midler, vi bruger på sundhed. Torben M. Andersen slog fast, at når det gælder dét, man kalder »humankapitalen« – værdien af menneskelige ressourcer – er der ingen tvivl om, at investeringer i sundhed er godt for samfundsøkonomien.
»Det anerkendes i høj grad«, sagde han om forskningen på området.
For en stor del af stigende levetid skyldes helt banalt sund aldring. Som igen helt banalt betyder, at flere af os kan gå på arbejde i flere år. Dermed:
»Sund aldring har stor betydning for fremskrivninger af de offentlige finanser«, sagde han og vendte regnestykket om: Fravær af sund aldring er lig med forværring af den finanspolitiske holdbarhedsfaktor, som måler, om de offentlige finanser er sunde på lang sigt, svarende til 0,9 procent af BNP om året.
Selvom alt tyder på, at det kan betale sig at investere i sundhed, er det samtidig notorisk svært at måle specifikke sundhedsinvesteringers afkast for samfundsøkonomien.
»Hvis man bruger flere midler på et bestemt sundhedstiltag, hvilke kausale effekter har det så eksempelvis på beskæftigelsen? Dét kræver kontrollerede forsøg ligesom i medicin«, fortalte Torben M. Andersen.
Han nævnte målområder, hvor det kunne være relevant med mere evidens: Færre sygedage, senere tilbagetrækning, mere mobilitet, større incitament til uddannelse.
Problemet er bare, at der skal laves helt utroligt mange studier, hvis man skal måle på sundhedstiltag:
»Den slags forsøg kan man ikke lave med hele økonomien«, påpegede han.
Det betyder ikke, at man slet ikke kan måle på sundhedstiltag. Tiltagene skal bare være meget specifikke og metoden kvasieksperimentel [dvs. et eksperiment, hvor der ikke er fuld kontrol over alle variabler], forklarede han. Vi må altså i nogen grad nøjes med evidens uden randomiseringens styrke og med større usikkerhed om årsag og virkning.
Torben M. Andersen gav eksempler på kausale studier, der måler på sundhedsinitiativers afkast for samfundsøkonomien:
Børn med lav fødselsvægt lige under 1.500 gram, som udløser ekstra indsats, sammenlignes i et studie med børn med en fødselsvægt lige over 1.500 gram. Her ser man, at der er positive effekter af den ekstra indsats for mødres mentale sundhed og søskendes skoleresultater, men ingen effekter på forældrenes arbejdsudbud.
»Sund aldring har stor betydning for fremskrivninger af de offentlige finanser«Torben M. Andersen, professor i økonomi, AU, og tidligere overvismand
»I studiet udnytter man, at det er tilfældigt, at vægten er lige over eller lige under grænsen«, forklarede professoren om studiets design, som i mangel på muligheden for egentlige eksperimenter tager udgangspunkt i situationer, der har en kvasieksperimentel struktur.
Studiet er et eksempel på, hvordan sundhedseksperimenter kan udføres, men det er også et eksempel på problemerne: For kan studiet bestå testen, hvis man vender det om og skruer op eller ned for fødselsvægten? Det er ikke sikkert, lød professorens pointe.
Et andet eksempel på kausale studier er et studie, der undersøger psykiateres forskellige tilbøjelighed til at udskrive recepter på medicin og dermed tilfældigheden i, hvilken psykiater patienten møder. Her viser studiet, at mødet med medicinudskrivende psykiatere har positive effekter på uddannelse, beskæftigelse og indkomst. Men igen påpegede professoren usikkerheden: Kan resultaterne overføres mere generelt? Heller ikke sikkert.
»Derfor er det tit svært at omsætte den slags studier til konkret politik«, sagde han.
Udfordringer til trods kan man godt sætte sig for at måle mere på bestemte sundhedsinvesteringers afkast, mente Torben M. Andersen.
»Politikerne kunne overveje at lave tiltag, der kan måles«, lød hans forslag.
Han pegede på arbejdsmarkedspolitikken, hvor politikerne er gode til at igangsætte indsatser over for forskellige målgrupper og måle på effekten for samfundsøkonomien.
Professoren sluttede sit oplæg af med at gentage: Sundhedsinvesteringer har overordnet set afledte samfundsøkonomiske effekter. Men der er behov for større villighed til at lave flere eksperimenter med sundhedstiltag. Og ikke bare villighed. Det er en forpligtelse.
»Når man har indrettet et sundhedssystem, så det altovervejende er offentligt, følger der en stor opgave med at sikre, at sundhedsvæsenet udvikler sig og er toptunet«, lød budskabet fra Torben M. Andersen.
At sundhed kan betale sig, er også en tankegang, man finder andre steder end på Axelborg, hvor Sundhedspolitisk Topmøde blev afholdt, og hvor professor Dorte Sindbjerg Martinsen, Københavns Universitet, også holdt oplæg om sammenhængen mellem sundhed og vækst. Hun er professor i statskundskab og forsker i EU’s regulering af sundhed, grænseoverskridende sundhedsrettigheder og patientmobilitet.
»Man får en ubalance mellem en større lovmølle, der maler, og at der ikke afsættes ressourcer til at gennemføre reglerne«Dorte Sindbjerg Martinsen, professor i statskundskab, KU
»Health is Wealth« er en af de overskrifter, som tegner de EU-politiske diskussioner i disse år, og som handler om, at investeringer i folkesundhed er drivkraften i økonomisk velstand, fordi en sund befolkning er afgørende for både innovation og dermed konkurrenceevne. Begge helt centrale buzzwords i EU lige nu.
Men kan EU styrke sin konkurrenceevne og innovation gennem sundhedsdirektiver og forordninger? Dorte Sindbjerg Martinsen leder et igangværende forskningsprojekt i netop EU’s sundhedspolitiske regulering, hvor hun kigger på det, der karakteriserer den sundhedspolitiske regulering, hvordan den opleves, og hvordan den gennemføres. Med fokus på både sektoren, borgerne og virksomheder.
Og hun slog indledningsvist fast, at »EU’s regulering af sundhed er vokset markant over de seneste 10 år«.
I de 10-år har EU oplevet COVID-epidemien, og efter den er sundhedspolitik i stigende grad koblet sammen med resiliens og konkurrenceevne. Traditionelt har sundhedspolitik ellers fyldt meget lidt i EU, men i dag bliver sundhedsinvesteringer italesat af både Kommissionen og Europa-Parlamentet som en forudsætning for vækst og konkurrenceevne.
»Man kan måske ovenikøbet tale om, at det er blevet helt mainstream at tale om koblingen mellem sundhedspolitik og vækst. Mantraet »Health is Wealth« er blevet mere og mere udtalt i EU-retorik, men også i EU’s politikker, hvor sundhed opfattes og fremhæves som en investering, vi ikke kan være foruden, hvis vi skal tænke vækst fremadrettet i et europæisk regi«, lød det fra Dorte Sindbjerg Martinsen.
Hun henviste til, at EU i 2020 lancerede »den europæiske sundhedsunion«, og at der er afsat milliarder i EU’s budgetter til sundhedsprogrammet EU4Health.
»Der er altså også et budget bag ordene. Vi har aldrig nogensinde i EU’s historie set så stor en bevilling til sundhed som i det nuværende rammebudget«, konstaterede Dorte Sindbjerg Martinsen.
Men gør det en forskel, at EU investerer i sundhed? Svaret findes blandt andet i udviklingen i EU’s stadig flere sundhedsreguleringer. Der er sket et skift fra direktiver over i flere forordninger. Mens et direktiv fastsætter et mål, men overlader det til medlemslandene selv at bestemme, hvordan de vil opnå målet, skal en forordning følges i detaljen i alle EU-lande. Forskellen ligger altså i graden af fleksibilitet.
»Forordninger gælder direkte, uden at de først skal implementeres gennem national lovgivning. Det betyder noget for den sektor, der skal gennemføre dem«, forklarede Dorte Sindbjerg Martinsen.
Men de stadig flere forordninger på sundhedsområdet er også blevet mere detaljerede og komplekse med flere artikler og reguleringspunkter. Et godt eksempel er EU’s forordninger om medicinsk udstyr, fremhævede hun.
Spørgsmålet er: Hvad betyder akkumuleringen og kompleksiteten af EU’s sundhedslovgivning for gennemførslen ude i virkeligheden?
Også det vil EU-professorens forskningsprojekt forsøge at svare på ved at interviewe en vifte af stakeholders – herunder de virksomheder inden for sundhedsinnovation, som skal efterleve retsakterne. Meldingen fra stakeholders er indtil videre, at sundhedslovgivningen fra EU opleves som for kompleks.
Dorte Sindbjerg Martinsen fortalte om forskning, der har undersøgt direktiver, og som viser, at når kompleksiteten øges, har det negativ betydning for implementeringen. Det fører til forsinket implementering og større sandsynlighed for traktatbrud, og man kan antage at lignende udfordringer gælder for forordninger.
Så selvom forordninger netop burde virke direkte, når de ikke automatisk ud til den sektor, der reguleres af dem, og de borgere, der skal støttes af dem, fortalte hun.
Og det på trods af at forskning faktisk viser, at når lovgivning akkumuleres, er der en høj grad af responsivitet fra politisk side i form af nye målsætninger og prioriteringer. Men:
»Det matches ikke ligeværdigt af de ressourcer, der afsættes. Man får en ubalance mellem en større lovmølle, der maler, og at der ikke afsættes ressourcer til at gennemføre reglerne«, lød det fra Dorte Sindbjerg Martinsen.
Hendes egen forskning viser desuden, at meget EU-lovgivning, der er forhandlet på plads, opleves relativt ufærdigt. Det er selvom, EU faktisk gør meget ud af at lave guidelines til lovgivning, som skal gøre det nemmere at følge lovene. Men Dorte Sindbjerg Martinsens respondenter fortæller, at guidelines ikke altid er præcise nok og indeholder for mange flertydigheder.
»De opfattes som endnu et lag af kompleksitet«, fortalte hun.
Andre forskningsstudier viser desuden, at de, der skal gennemføre reglerne og få dem til at virke i praksis, ikke bliver inddraget tilstrækkeligt i lovgivningsprocessen.
Dorte Sindbjerg Martinsen pegede desuden på, at også borgere og patienter kan opleve det som komplekst at finde ud af, hvad deres rettigheder er. Og det er en forudsætning for at kunne gøre brug af eksempelvis EU’s patientmobilitetstiltag eller det nye europæiske sundhedsdatarum (EHDS), hvor patienters journaler deles mellem alle 27 EU-medlemslande.
»Man kan forestille sig alle mulige barrierer, som kommer til at blive en realitet, når EHDS skal gennemføres i praksis. Der mangler generelt politisk opmærksomhed omkring de barrierer, der opstår«, lød det fra Dorte Sindbjerg Martinsen.
Den overordnede take home-besked fra sit oplæg satte hun selv ord på:
»Potentialet er der for, at health kan blive wealth«.
Men det kræver tilgængelighed til meget mere information, vejledning og ikke mindst mange flere ressourcer afsat til implementering:
»Der er rigtig mange faktorer, der skal på plads for, at potentialet for Health is Wealth kan realiseres«, sluttede hun.
