Content area

|

ET DØGN MED hospicelægen: »... han har mod på at komme hjem. Men jeg tænker, at ham ser vi også igen.«

Lise Mondrup er specialeansvarlig overlæge ved Palliativt Team, Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg – og ishockeylæge. En tredjedel af tiden fungerer hun på det nærliggende Hospice Sydvestjylland. Også denne dag.
Foto: Niels Husted Christensen
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

6.40 Jeg står op og går i gang med morgenmaden, fodrer og lufter hunden. Så kører vi. Den ældste af vores tre drenge, der snart fylder 18, kører bilen til gymnasiet, hvor han står af. Jeg sætter de to tvillinger på 15 af ved skolen tæt på sygehuset.

8.00 Morgenmødet i teamet er for alle faggrupper, så der er både morgenbrød og faglig snak. Bagefter har jeg et kort møde med den specialeansvarlige sygeplejerske om planlægning af undervisning. Og så skal jeg over på hospice. Det ligger nogle få hundrede meter fra sygehuset, så hjælpen er tæt på, når det kræves.

9.45 Jeg læser op på de patienter, der skal præsenteres på konferencen i eftermiddag. Jeg skal modtage en ny, og to skal udskrives. Der har været et dødsfald i nat, så der skal også udskrives dødsattest. Desuden visiteres nyhenviste patienter sammen med hospicechefen.

  • Nogle indlagte er afklarede, har fået taget afsked og ordnet deres ting. Andre er voldsomt vrede og frustrerede og synes, at det er uretfærdigt, at de skal herfra – vi har jo også jævnligt patienter, der er yngre end os læger og står på tærsklen til at starte et liv med ægtefælle, børn osv.

10.20 En fjerdedel af de indlagte på hospice retter sig faktisk så meget, at de kan komme hjem og faktisk ønsker det. Jeg skal udskrive en ældre kvinde, som vi ikke var sikre på kom igennem. Men det gjorde hun. Hun er selvfølgelig svækket af sin sygdom, men ved indlæggelsen var hun meget dårlig – formentlig, fordi hun reagerede kraftigt på et strålebehandlingsforløb. Hun har det efter omstændighederne godt, men er stadig terminalpatient, og det er meget sandsynligt, at hun kommer tilbage. Men mange får også 2-3 gode måneder hjemme.

Indimellem har jeg også almindelig stuegang hos de øvrige ti patienter. Det handler for de fleste om medicinjusteringer. Nogle er så trætte, at de ikke orker at have kontakten, og jeg nøjes med at spørge til, hvordan det går. Er de for trætte, hører jeg det fra sygeplejersken, og er der ikke noget at tage sig af, får de lov at være i fred – så tager vi tingene ad hoc.

Nogle indlagte er afklarede, har fået taget afsked og ordnet deres ting. Andre er voldsomt vrede og frustrerede og synes, at det er uretfærdigt, at de skal herfra – vi har jo også jævnligt patienter, der er yngre end os læger og står på tærsklen til at starte et liv med ægtefælle, børn osv.

12.30 Den anden patient til udskrivelse er en midaldrende herre med en KOL-sygdom. Han har det så fint, som man nu kan have det. Der er kommet lidt ro på, og han har mod på at komme hjem. Men jeg tænker, at ham ser vi også igen.

13.15 Tværfaglig konference – der var ikke tid til frokost i dag. Både psykolog, præst, musikterapeut, læge og sygeplejerske sidder med foruden hospicechefen og souschefen.

15.00 Den ene tvilling har fri fra skole og sidder og venter. Jeg samler de sidste løse ender op, og vi kører hjem. På vej hjem bliver jeg kontaktet af ishockeyklubben, hvor jeg er kamplæge for førsteholdet. Nogle udenlandske spillere vil gerne have en generel orientering om vores sundhedsvæsen. Jeg sætter drengen af hjemme og kører derud. Min mand er en af de gamle ishockeylegender i Esbjerg med 22 spillesæsoner på førsteholdet bag sig. Han har en søn, der spiller professionelt i Sverige. Jeg har siddet på lægterne, når alle vores drenge har spillet, så hallen er nærmest mit andet hjem. Inden jeg kører hjem, dukker den ene tvilling op – han skal spille kamp i aften.

17.30 Jeg er hjemme igen og laver mad. Tvilling nr. 2 tager til svømmetræning. Jeg læser på noget stof til den master, jeg er ved at tage. Og nu kommer min store søn hjem – jeg skal lige læse hans engelskaflevering igennem, inden han sender den.

20.00 Vi kører til skøjtehallen og ser en time af kampen, som min søn spiller. Min mand er her også og en del hockeymennesker, som vi kender. Så kører jeg ud efter »svømmeren« og de to kammerater, som er med i kørselsordningen.

21.35 Hjemme. Går aftentur med hunden. Da jeg kommer tilbage, er alle hjemme, og der bliver spist igen. Roen sænker sig, og snart er alle på vej i seng.

Læs flere lægedagbøger:

ET DØGN MED neurokirurgen: »Jeg når at spise nogle nødder og rosiner …«

ET DØGN MED ortopædkirurgen: ”Jeg finder en af de sidste P-pladser ved OUH …«

ET DØGN MED ortopædkirurgen: »Det tager lidt tid at hente caput ud af aksillen …«

Blad nummer: 

Right side

af Larry Højgaard Kristiansen | 11/11
1 Kommentar
af Sven Refslund Poulsen | 09/11
3 kommentarer
af Christian Crüger | 06/11
1 Kommentar
af Anders Christiansen | 05/11
1 Kommentar
af Thamilini Umaramanan | 05/11
2 kommentarer