ET DØGN MED ortopædkirurgen: »… i ventetiden har lidelsen ændret sig«

5.00: Jeg vågner tidligt og starter dagen med at ordne mailkorrespondance, mens jeg spiser morgenmad. Der er lidt tid tilovers, så jeg når også at se på en sag for Retslægerådet, der har bedt mig om en sagkyndig udtalelse. Min kone, som er sygeplejerske, møder lidt tidligere. Sygehuset ligger fem minutters gang herfra.

7.10: Jeg møder tidligere end normalt, da jeg har operationsdag og skal jeg nå at blande lokalbedøvelse til dagens operationer. Som noget nyt laver vi selv en speciel blanding, efter at vi er begyndt at lave større håndoperationer i lokalbedøvelse. Så går jeg til morgenkonferencen, som har videoopkobling til vores satellitfunktion i Herning. Vi glæder os til det nye hospital i Gødstrup, selv om effektiviseringskravet på otte procent lægger en dæmper på begejstringen.

8.20: Dagen byder på to større og fire små operationer. Den første er en reoperation – den eneste i fuld bedøvelse, da patienten ikke ønsker lokalbedøvelse. Han er en yngre mand, som er opereret flere gange for en os scaphoideum-fraktur. Jeg skal fjerne nogle k-tråde og i stedet isætte en skrue. Det ser heldigvis ud til at gå godt.

10.00: Ved den næste operation skal der indsættes et kunstigt led ved tommelfingeren pga. artrose. Lokalbedøvelsen er lagt, og patienten kan snakke med mig og bevæge tommelfingeren under operationen. Så kan man se, om leddet sidder, som det skal og ikke hopper af led. Rodledsalloplastik er efterhånden en ret hyppig håndkirurgisk operation hos os. De fleste steder laver man et bindevævsled, men et af mine hovedforskningsområder gennem 20 år har været at forbedre holdbarheden af kunstige tommelfingerled, som vi tilbyder her. Det er meget tilfredsstillende at få lov at operere patienter, som indgår i et forskningsprojekt, jeg laver som professor – at få plads til både klinisk arbejde og forskning ved siden af at være ledende overlæge og professor giver mig mulighed for at bevare min identitet som kirurg.

13.00: Efter den næste operation, som er helt identisk med den foregående, spiser jeg frokost. Normalt har man en pause mellem operationerne, men når man selv skal lægge bedøvelsen, kan frokostpausen ryge. Jeg tjekker henvisninger igennem, mens jeg spiser.

13.15: Der er tre mindre operationer i eftermiddag. Den første patient er ikke mødt op, men jeg kan bruge pausen til at diskutere et ph.d.-forsvar, vi skal have på fredag, med en af mine ph.d.-studerende.

13.45: Vi aflyser den næste operation. Patienten skulle opereres for en springfinger af en uddannelseslæge med mig som supervisor. Men i ventetiden har lidelsen ændret sig markant: Det viser sig, at hun har en gigtlidelse, så hun skal til reumatologerne. Hun er noget forundret, og det tager faktisk længere tid at snakke med hende, end det ville have taget at operere.

14.45: Den sidste operation er en nerveløsning ved håndleddet. Da jeg er færdig med operationsprogrammet, har jeg noget visitationsarbejde. Lidt i fire går jeg hjem. Vi skal passe vores barnebarn, Anna, fordi hendes mor er til kursus, og faren arbejder sent.

17.30: Anna er blevet hentet, og vi spiser aftensmad – rester fra i aftes. Cykling er, ud over familien, min store lidenskab, og egentlig skulle jeg cykeltræne nu. Her uden for sæsonen kører jeg på home trainer en times tid 3-4 gange ugentligt. Men fordi jeg har opereret hele dagen, er min mailboks eksploderet. Vi er ved at implementere en studierevision på medicinstudiet ved AU, og som en del af mit professorat har jeg et kursuslederjob. Det giver en masse arbejde, så jeg må springe cyklingen over. Men først snyder jeg mig lige til at streame afslutningen på dagens etape i Giro d’Italia.

20.00: Arbejdet er slut, så jeg smider benene op og streamer en episode af Babylon Berlin. Jeg kan varmt anbefale DR1 – de er langt over Netflix-niveau.

Læs også:

»Jeg skal ikke sige firs, men otti …«

»En af dem, vi kalder mad travellers …«

ET DØGN MED militærlægen: »Hverdagen kan gå fra 0-100 på sekunder …«

ET DØGN MED neurokirurgi: »Vi går ind fortil på halsen …«