Et døgn med
»En af dem, vi kalder mad travellers …«
Foto: Privat
28. sep. 2020
4 min.
06.10: Katten, som stadig er killing og legesyg, vækker mig ved at angribe mine fødder. Efter morgenmad cykler jeg fra Amager. I dag skal jeg først til natcaféen ved herberget i Hillerødgade. Den har 30 pladser, hvor akut hjemløse kan overnatte. Man skal være der tidligt, hvis man skal nå at få fat i dem, personalet er bekymrede for og har kontaktet os om. Så må vi se, om de vil tale med os.
08.00: På natcaféen møder jeg de to sygeplejersker, som har lagt programmet for, hvor de gerne vil have en læge med. Personalet er bekymrede over en ung mand, der skælder voldsomt ud i luften og spreder utryghed omkring sig. Der er ingen tvivl om, at han er svært psykotisk, selv om han ser relativt soigneret ud. Vi forsøger at skabe en alliance med ham, så vi måske kan få lov at hjælpe ham. Vi får ikke meget kontakt med ham, men vi formoder, at han er hjemløs, da han har sovet i natcaféen flere nætter. Vi får et navn, men ikke et cpr-nummer,
og vi vil ikke slå ham op, før han eventuelt selv accepterer at gå ind i et forløb. Vi får dog ud af ham, at han har været indlagt på en psykiatrisk afdeling tidligere. Men selv om han er psykotisk, er han ikke så forpint, at vi vil reagere akut med en indlæggelse på røde papirer. Vi vejleder personalet i, hvordan de skal reagere, hvis der sker en yderligere forværring.
08.30: Den næste, jeg snakker med, er en ung kvinde midt i 20’erne, som vi har talt med flere gange. Hun er meget spinkel og sådan set velsoigneret: Hun går meget op i sit udseende, men har tydeligt præg af langvarigt misbrug. Hun har flere indlæggelser bag sig og blev indlagt på røde papirer for to uger siden, men udskrevet til gaden få dage efter. På intet tidspunkt har tilstanden været stabil, og hun er næsten der, hvor vi var ved den sidste indlæggelse. Hun er usammenhængende og har svært ved at beherske sin affekt. Vi får overtalt hende til at gå frivilligt med til indlæggelse. Det lykkes, fordi en af sygeplejerskerne lover at tage med til modtagelsen, og at de kan købe cigaretter på vejen.
09.20: Jeg cykler til en natcafé på Vesterbro, kun for kvinder. Her mødes jeg med to andre sygeplejersker. En kvinde, vi skulle snakke med, har nået at forlade stedet, før jeg kom. Hendes situation lyder voldsomt bekymrende. Efter personalets beskrivelser er der ingen tvivl om, at hun er svært psykotisk og meget forpint. Hun er nyligt kommet til Danmark fra et andet EU-land og er en af dem, vi kalder for mad travellers, måske på flugt fra en vrangforestilling. Eller fra psykiatrien. Dem har vi mange af på Gadeplansteam – fra hele EU. Mens vi taler med personalet, ringer politiet fra stationen på Hovedbanegården, hvor kvinden nu befinder sig. Betjenten er enormt bekymret over hende og lettet over, at der er en læge fra psykiatrien, som gerne vil tale med hende.
10.00: Taxa til Hovedbanegården, hvor vi møder betjenten og kvinden. Vi laver en akut, gul tvangsindlæggelse. Jeg henter min cykel og kører til herberget Lærkehøj på Frederiksberg. Her spiser jeg frokost med sygeplejerskerne i kantinen, hvor man kan få et lækkert, varmt måltid til 20 kr. Vi er her, fordi personalet er bekymrede for en ung kvinde, som isolerer sig og taler meget om at dø. De frygter, at hun har depression og er selvmordstruet. Jeg har en længere samtale med hende. Hun har nogle helt karakteristiske træk for skizofreni – plus et massivt misbrug. Hun har tidligere været behandlet med tvang. Hun er svær at hjælpe ambulant, og vi får en aftale om, at vi må lave en henvisning til Sankt Hans, afd. M – en afdeling for dobbeltdiagnoser. De kan vurdere hende og måske hjælpe misbruget, som hun brændende ønsker at komme ud af.
14.30: Jeg er inde på mit kontor på Gl. Kongevej. Det er ikke alle dage, jeg når derind. Jeg dokumenterer dagens samtaler, skriver henvisninger.
17.00: Jeg cykler hjem til Amager. Vi handler gennem nemlig.com, så jeg skal ikke købe ind. Da jeg kommer hjem, leger jeg med katten, mens kæresten laver mad fra måltidskassen. Bagefter slapper vi af, mens vi læser og hører Nick Cave’s nyeste på pladespilleren. Vinyl lyder bare bedre.
22.30: Vi går i seng. Jeg er i gang med Paul Auster’s New York-trilogi – for anden gang.
Læs mere
Et døgn med ø-lægen: »Så trækker hun en 2 cm lang satan ud af foden …«
ET DØGN MED militærlægen: »Hverdagen kan gå fra 0-100 på sekunder …«