ET DØGN MED militærlægen: »Hverdagen kan gå fra 0-100 på sekunder …«

05.10: Vækkeuret ringer altid tidligt, så jeg kan nå den daglige femkilometersrute med min løbemakker. Det er regntid, om dagen er temperaturen 35-40 grader og luftfugtigheden 92%. Det har regnet i nat, og det er én stor mudderpøl.

07.00: Vi er en del af den franske mission: To helikoptere med to besætninger og støttepersonel – i alt ca. 70 mand. Vi bor i vores egen lejr, ikke langt fra byen Gao, der ligger midt i landet i en bugtning af Nigerfloden. Da jeg har været i bad, går jeg op i vores del af lejren og spiser morgenmad. Vi sidder på terrassen, og jeg giver mig god tid. Her er ingen faste konsultationstider, så folk kommer forbi, når det passer i forhold til deres arbejde: En vil have et par Panodiler mod hovedpine. En mangler malariaprofylakse, og der er en, der spørger, om jeg vil kigge på noget udslæt. Den synes jeg, vi tager inde i klinikken.

07.45: Så kommer vores forsyner. Han står for at bestille alt materiel, fra hæfteplaster, Zovir og printerpapir til reservedele til helikopterne. Jeg afleverer min liste til ham over ting, jeg har brugt i ugens løb, og får en ny, som jeg kan skrive på, til han kommer igen næste mandag. Der kan gå op mod halvanden måned mellem hvert genforsyningsfly, så vi skal have en sikkerhedsbeholdning af al medicin. Hver gang, vi bruger noget, skal det skrives på genbestillingslisten.

08.00: Mødes med sygeplejersken. Vi gør rent i klinikken. Han er hygiejneansvarlig og spritter alt af. Jeg skriver journalnotater på de tre morgenmadskonsultationer og laver andet administrativt.

08.35: Der er ledermøde. Jeg er leder af sanitetsgruppen – som består af sygeplejersken og mig. Vi taler om udfordringer og dagens program. Genforsyningsflyet er udsat igen. Det skulle også være kommet i sidste uge. Mekanikerne mangler nogle reservedele til flyene. Og for mit vedkommende kan det blive småt med malariaprofylakse, hvis genforsyningsflyet ikke snart kommer. I forlængelse af mødet er der møde i stabsgruppen, som hospitalet hører under.

09.15: Jeg sætter mig til pc’en og forbereder mit oplæg til den ugentlige fællesbriefing i aften. Jeg har et fast indlæg om det sundhedsfaglige. Der er noget diarré og feber i lejren, og vi er

så tæt sammen, at folk skal vide, hvordan vi undgår at smitte hinanden.

10.00: Vi har to syge, som jeg skal besøge. De har dårlig mave, og derfor har de ordre til at blive på deres værelser. Og er der feber, skal de blive der i yderligere 24 timer, efter de er feberfri. Vi har piloter og mekanikere og andre, der holder helikopterne i luften – efterretningsfolk, nogle, der planlægger missionerne, og vi har en meteorolog. Alle har en vigtig funktion, og vi er megaudsatte. Vi skal til hver en tid kunne flyve. Hvis f.eks. vores meteorolog er nede, kan han ikke fortælle folk, der sidder ude i helikopteren, hvordan vejret ser ud. Vejret kan skifte fra solskin til skybrud på få minutter. Så jeg kører på sygebesøg, og da de ikke må komme i cafeteriet, har jeg også mad med.

10.30: Tilbage i vores lejr. Så kommer der et par stykker ind. En, der har en nedgroet negl, en med fodsvamp og en, der har noget rumlen i maven, som dog ikke er alvorligt. Meget almen praksis-opgaver. Hverdagen er ret afslappet, men tingene kan nogle gange gå fra 0-100 på få sekunder.

11.30: Til møde med de franske læger plus den engelske læge. Vi mødes dagligt, og første punkt på dagsordenen er altid COVID-situationen. Men her er også usædvanligt mange malariatilfælde i år. Oplysningerne tager jeg med hjem til den danske lejr. Det er vigtigt, at alle de danske får deres profylakse.

12.30: Frokost. Bagefter ringer jeg til kommandolægen for Flyvevåbnet og drøfter ugens forløb

og begivenheder. Er der noget, jeg har løbet panden imod en mur med? I går talte vi om, at vi ikke har haft testkits til malaria med herned. Det har jeg fået af franskmændene i stedet. Ellers er det mest en snak om løst og fast. Vi ringer fast sammen hver mandag. Kommandolægen er min bagvagt, og jeg kan altid ringe, hvis der er noget. Jeg kender ham hjemmefra, og det er meget rart at have ham som bagvagt.

14.00: Der sker ikke så meget om eftermiddagen, så jeg går over og styrketræner med et par af gutterne. Efter en times tid sætter jeg mig ud i solen og nyder det gode vejr og hyggesnakker lidt med folk og spiller spil. Når vi ikke har faste åbningstider, handler det lige så meget om bare at være her. Når folk har noget, de vil tale om, kan de altid få fat i mig.

16.30: Jeg kører ned til vores to syge igen for at se, hvordan det går. Jeg har noget aftensmad med til dem. Når man ikke må gå i cafeteriet, står den på feltrationer. Ikke så ophidsende.

17.00: Jeg finder vores DETCO (Detachment Commander, red.), som er leder af det danske bidrag. Han er oberstløjtnant og øverste chef hernede. Vi har en snak om sanitetssituationen i lejren. Jeg har selvfølgelig tavshedspligt om dem, jeg har set i dagens løb – men alle ved jo, hvem der ligger syge, og det er ok med dem, at jeg giver oplysningerne videre. Så jeg fortæller, hvorfor de er syge, og hvornår jeg forventer, at de er raske igen. Vi taler om eventuelle andre forholdsregler i lejren.

17.30: Jeg er ved at planlægge et event i forbindelse med vores flagdag den 5. september, hvor vi flager for alle vores udsendte soldater. Vi skal lave et idrætsevent for at fejre vores soldater, og da det er mig, der er initiativtager, er det også mig, der skal stå for det. Jeg kan selv sindssygt godt lide at træne og bruger en stor del af min fritid på det. Så jeg synes, at et idrætsevent var oplagt til at fejre en flagdag. Og det er der heldigvis stor opbakning til. Men på grund af varmen skal der planlægges ekstra godt: Der skal også være nogle, der sørger for, at der hele tiden er nok vand, hvad gør vi, hvis nogen bliver dårlige osv.

18.00: Vi spiser aftensmad i cafeteriet. Spiseteltet står franskmændene for, og alle forsyningerne kommer fra Frankrig. Vi får, hvad vi skal have, grøntsager og kød og noget pasta eller ris. Det er ikke ligefrem højere fransk gastronomi. Man får serveret én ret, og så spiser man den. I betragtning af, at vi er midt i ørkenen, er maden i orden, og vi får det, vi har brug for. Men efter fire måneder hernede, er man klar til at komme hjem til noget mere varieret.

19.00: Den ugentlige fællesbriefing er aflyst. Vi blev pludselig tasket til en flyvning, og når vi har en flyver i luften, er omkring halvdelen af alle danskerne hernede involveret. Så giver det ingen mening at holde en briefing, hvor halvdelen af folkene ikke er der. Briefingen bliver holdt i morgen i stedet. Så jeg sætter mig sammen med nogle andre og ser en film.

Læs mere

Et døgn med ø-lægen: »Så trækker hun en 2 cm lang satan ud af foden …«

ET VALGDØGN MED Camilla Rathcke: »Nu er det min tur. Jeg ved, jeg har skrevet en god tale.«

Et døgn med: »Jeg går ned til dagens ene obduktion…«

En døgnvagt i Nuuk