Lægeforeningens nye formand skal vælges på Lægemødets anden dag, lørdag d. 30. maj. Kandidater kan stille op helt indtil selve valgdagen, men ved redaktionens slutning havde fire læger meldt deres kandidatur. Vi har bedt dem svare på de samme ni spørgsmål.
Hvad er din vigtigste mærkesag?
»Vi skal som læger tage noget af magten og kontrollen i sundhedsvæsenet tilbage – og Lægeforeningen skal være det organ, der garanterer det. Udviklingen er gået mod mere bureaukrati og politisk detailstyring af vores fag og arbejdsvilkår, og den del af vores arbejdsopgaver, vi indgår aftaler om som ligeværdige partnere, bliver stille og roligt indskrænket. Især i mit eget fag, almen medicin, hvor vi har lidt nederlag med lovpakken og sundhedsstrukturreformen. Den udvikling skal vi have vendt – eller i hvert fald sige: hertil og ikke længere«.
Hvad er Lægeforeningens største udfordring?
»Strukturen med de tre delforeninger betyder, at vi ikke altid formår at tale med samme stemme, og samtidig er medlemsdemokratiet ikke stærkt nok. Når jeg f.eks. stiller op som formand, vil jeg blive valgt ved et indirekte valg blandt repræsentanter fra delforeningerne, der også er repræsentanter på Lægemødet – det er en ret selekteret gruppe. Det synes jeg, man med fordel kunne lægge ud til medlemmerne – eller i hvert fald have et mere kontinuerligt arbejdende repræsentantskab, der arbejder med tingene gennem flere år – i modsætning til nu, hvor repræsentantskabet i Lægeforeningen lidt dannes ad hoc fra delforeningerne og med stor udskiftning mellem Lægemøderne. Men helt klart: Jo mere man kan lægge ud til medlemmerne, jo bedre«.
Hvordan vil du samle læger med forskellige holdninger og interesser?
»Vi kan være fælles om vores faglighed og fagidentitet, og det er det, der definerer Lægeforeningen. Langt hen ad vejen har vi de samme interesser, men alligevel lykkes det indimellem fra politisk side at spille os ud mod hinanden. Dér har man nok gjort for meget for at gøre sig attraktive frem mod den næste forhandling, så man i mange enkeltsager ikke har kunnet markere sig så markant, som man burde. De kampe vil jeg gerne være garant for at tage.
Hvad er du særligt stolt af at have præsteret i dit arbejdsliv?
»Jeg er stolt af mit UKYL-arbejde på Slagelse Sygehus, hvor jeg var med til at opbygge vores AP-UKYL-funktion sammen med uddannelsesansvarlig overlæge Tue Müller og gode AP-UKYL-kolleger. Og så er jeg stolt af mit fagpolitiske arbejde – selv om det nogle gange godt kan være lidt op ad bakke, fordi man føler, man taler lidt for døve øren«.
Hvad har været den sværeste udfordring i dit arbejdsliv?
»Det har faktisk været, at jeg har valgt at bosætte mig i Region Sjælland, for det har betydet nogle begrænsninger: Hvor kan jeg søge uddannelse henne? Hvilke afdelinger kan jeg komme på? Det er jo ikke nogen hemmelighed, at sygehusene her i regionen er noget mere nødlidende end dem i hovedstaden – f.eks. når det gælder den uddannelse, man kan få som HU-læge i almen medicin.
Der er en klar diskrepans mellem det, der bliver sagt om, at vi er meget højt prioriteret, og at vi meget gerne vil rekruttere, og så det, der i realiteten bliver gjort, hvor vagtplan og drift bliver sat højere end kvalitet i uddannelsen«.
Hvordan har du det med at skulle skrue ned for dit lægearbejdsliv?
»Det vil jeg have det lidt stramt med. Jeg stiller ikke op ud fra noget som helst ønske om at bevæge mig væk fra det kliniske arbejde, og jeg har ingen ambitioner om at skulle være cheflæge eller sidde i en eller anden styrelse. Jeg skal ikke være chef for noget, der er større end min egen praksis.
»Vi er nødt til at være skarpe på kerneopgaven som standsforening. Vi skal markere os og have egne dagsordener, men ikke tage ansvar for ting, der ikke er vores ansvar«Jens Birk Andersen, formandskandidat
Jeg stiller op, fordi jeg synes, der er brug for en stemme, der taler imod det lidt konsensusbaserede repræsentative medlemsdemokrati, vi har haft, og som ikke rigtig har leveret, men som måske i virkeligheden i et vist omfang er ved at udlevere os som faggruppe til modparten«.
Hvilken type formand vil du gerne være for Lægeforeningens medlemmer?
»En aktiv og aktivistisk formand, som tager de kampe, der byder sig, står op for medlemmernes interesser, og som ikke køber ind på den ret, politikerne har tiltaget sig til at sætte en dagsorden, vi som læger bare skal reagere på. Nej, vi skal selv agere og stå i egen ret«.
Sundhedsreformen skal bekæmpe ulighed i sundhed. Hvad skal Lægeforeningen gøre for at øge ligheden i sundhed?
»Her kommer jeg til at være lidt kedelig: Det er ikke Lægeforeningens opgave at sikre lighed i sundhed. Det er Danske Regioner, der har påtaget sig udbyderansvaret – og det vil de jo tilsyneladende meget gerne have – og derfor er det også 100% op til dem at løse den opgave.
Vi kan påpege problemer og komme med løsningsforslag, men vi er nødt til at være skarpe på kerneopgaven som standsforening. Vi skal markere os og have egne dagsordener, men ikke tage ansvar for ting, der ikke er vores ansvar. Ikke købe ind på, at det er Lægeforeningens ansvar at løse problemer med lægedækning og ulighed i sundhed … Der har vi sådan set nogle regioner, nogle politikere og nogle embedsmænd, som rigtig gerne har villet tage på sig – så det skal de også have lov til. De kan ikke både blæse og have mel i munden«.
Antallet af læger: Hvordan skal Lægeforeningen tackle en fremtid med risiko for mere udbredt arbejdsløshed blandt læger?
»Vi skal blive ved med at insistere på, at optaget på medicinstudiet må og skal ned. Der har vi måske i for lang tid ikke været aktive nok, selv om vi har talt om det på repræsentantskabsmøder i flere år. Men nu er man så vågnet op i takt med, at der parallelt er kommet nogle store årgange ud fra universiteterne, og nogle regioner, der ikke har været villige til at investere i flere stillinger, så vi nu ser en begyndende strukturel arbejdsløshed.
Den frække dreng i klassen ville lave et lægevikarbureau og sende nogle af de unge læger til Norge og Sverige, eller hvor der nu er lægemangel, for at vise politikerne og befolkningen, hvor mange vi uddanner på Danmarks regning til gavn for tredjelande. Udviklingen med, at læger søger mod udlandet, er allerede begyndt og skal nok tage til, men det ville være en fordel allerede nu at gribe narrativet …
Lige nu står vi med den udfordring overhovedet at få politikerne til at forstå forskellen på speciallægemangel og lægemangel. De er afhængige af at få nogle input, og dem er vi nødt til at blive ved med at give. Men vi skal måske råbe lidt højere og på en måde, så der også er medier og meningsdannere, der siger, at det her simpelthen er for dumt, og at de er ved at skyde sig selv i foden«.
