Formandsvalg 2026: Interview med Josephine Rathenborg

Hvad er din vigtigste mærkesag?

»Det er ulighed i sundhed. At få skabt et sundhedsvæsen i balance. Der er flere måder at gribe det an på, men noget, som helt klart bidrager negativt, er speciallægemanglen og de flaskehalse, vi ser. Der er for mange medicinstuderende og dimensioneringsplaner, som ikke passer med antallet af læger. Når vi ikke får uddannet vores yngre kollegaer til at blive speciallæger, kommer vi ikke til at løse speciallægemanglen. Og så kommer vi til at blive ved med at fodre til uligheden«.

Hvad er Lægeforeningens største udfordring?

»At være en samlet forening, som er relevant for medlemmerne i en tid, hvor vi i virkeligheden prøver at blive splittet fra vores samarbejdspartnere og blive kørt ud på et sidespor. Jeg hører rigtig meget ,dem’ og ,os’- retorik. Tag bare sådan noget som afviste henvisninger, hvor de praktiserende læger jo sidder med en uløselig opgave, fordi nogle steder af vores sundhedsvæsen ikke er gearet til at tage imod de henvisninger, der kommer. Det er ikke en ny problematik, men den bliver større og større, fordi vi får strømlinet vores tilbud inde i sekundærsektoren så meget, så der ikke er nok elastik.

Vi skal stå sammen omkring vores lægefaglighed. Det er helt okay, at vi er uenige – vores lægevirkelighed er forskellig, afhængig af hvor i sundhedsvæsenet vi er, og hvor i landet vi er. Men vi skal kunne mødes og drøfte vores uenighed, lytte til hinanden, og så skal vi acceptere, at der bliver meldt noget samlet ud. Det handler om at skulle samle på tværs«.

Hvordan vil du samle læger med forskellige holdninger og interesser?

»Som formand for lægeforeningen i Region Syddanmark brugte jeg meget af min tid i bestyrelsen på at kigge på de udfordringer, der var i både den ene og den anden søjle. Jeg havde fokus på at holde lægeforeningsperspektivet og få det løftet lidt op og sige: Godt, hvad er det så, vi skal få snakket med politikerne om? I Region Syddanmark havde vi stor fokus på psykiatri. Jeg er ikke selv psykiater, men jeg allierede mig med dem, der ved noget, og rådførte mig, sådan at vi samlet kunne gå ud og mene noget, som alle kunne stå på mål for.

Det er også det, jeg vil her. Være en samlende formand for bestyrelsen, for Lægeforeningen og for medlemmerne. Ikke nødvendigvis et alvidende orakel, men mere sådan en, der er god til at samle trådene«.

Hvad er du særlig stolt af at have præsteret i dit arbejdsliv?

»Jeg har utrolig stor arbejdsglæde, og det er jeg ret stolt over. Jeg er også stolt over, at mine kolleger er glade for at se mig, når jeg kommer på arbejde, og det gælder både læger, sygeplejersker og sosu’er.

Jeg får også en succesfølelse, når jeg oplever, at jeg lykkes med kommunikationen. Når det lykkes at have en god snak med patienterne og få dem til at forstå, hvor det er, vi er på vej hen. Hvad det er, der måske er problemet, og hvordan vi kan løse det. Og få de pårørende med på banen«.

Hvad har været den sværeste udfordring i dit arbejdsliv?

»Det er nok at skulle prioritere. At skulle acceptere, at der er mange gode idéer og ting, jeg gerne vil fordybe mig i, men at der ikke nødvendigvis er timer nok i døgnet eller på året, til at jeg kan nå det hele«.

Hvordan har du det med at skulle skrue ned for dit lægearbejdsliv?

»Det er en beslutning, som har krævet mange overvejelser og snakke med mine nærmeste. Det er jo to goder, jeg står over for. Det sundhedspolitiske arbejde er noget, jeg synes er virkelig sjovt. At få en bestyrelse til at gå op i en højere enhed og få medlemmerne til at forstå, hvad Lægeforeningen er, og hvad de kan bruge os til.

Samtidig har jeg jo mit arbejdsliv som kirurg, som jeg er helt vildt glad for. Men jeg synes også, at der er noget fedt i at kunne kombinere de to ting og være læge på flere niveauer«.

Hvilken type formand vil du gerne være for Lægeforeningens medlemmer?

»Jeg vil gerne være en samlende formand. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi har en, som kan lytte, reflektere, tale og omsætte nogle af de ting, vi står med.

Jeg er en ret stærk kommunikator og underviser også i kommunikation. Så det, jeg håber, man ser i mig, er en samlende figur, som er rummelig, men ikke dermed sagt, at jeg er sådan en, der lader mig køre over, og jeg vil gerne stå på mål for de problemstillinger, vi bliver udsat for, og de øretæver, der nu følger med«.

Sundhedsreformen skal bekæmpe ulighed i sundhed: Hvad skal Lægeforeningen gøre for at øge ligheden i sundhed?

»Det kræver, at man kan blive enige om, hvad det er, vi skal hen imod. At vi kan stå som en samlet forening og repræsentere de styrker, vi har i vores sundhedsvæsen. Og acceptere, at der ikke er nogen nemme løsninger. Men hvis ikke vi forpligter os til at prøve at løse den opgave, er der nogle andre, der prøver at få os til at løse den. Vi skal være proaktive.

Det er ikke skåret i sten, hvad målet med sundhedsreformen er. Jeg kan godt se de store linjer. Men der er rigtig mange løse ender. Et eksempel er, at man har sammenlagt somatik og psykiatri i håb om, at vi får en robustgørelse af psykiatrien. Men hvis ikke man får skabt nogle gode arbejdsvilkår for kollegerne i psykiatrien, så ender de bare med, at de har skiftet matrikel, men ikke med, at vi har løst problemet. 
Vi skal i stedet hen imod at se på, hvad det er for nogle opgaver, vi gerne vil løse, og hvem der så er de bedste til det«.

Antallet af læger: Hvordan skal Lægeforeningen tackle en fremtid med risiko for mere udbredt arbejdsløshed blandt læger?

»Med speciallægeloft og ansættelsesstop på OUH føler jeg mig da ærlig talt heldig, at jeg har et job. Der er mange af mine kolleger, som kan se ind i, at de ikke kan få et arbejde. Det er et paradoks, fordi vi har speciallægemangel. Vi løber utrolig stærkt alle steder, men vi har ikke ressourcer til at ansætte dem, der er behov for.

Jeg deler også de medicinstuderendes bekymring om, at der ikke er uddannelsesstillinger nok til dem. Så skaber man yderligere en flaskehals, når man heller ikke har speciallægeansættelser nok til de speciallæger, der bliver færdiguddannet.

Hvis vi skal sikre lægedækningen, skal vi sikre, at der er uddannelsesstillinger nok. Vi skal sikre, at der er speciallægestillinger nok, og vi skal sikre, at speciallægestillingerne er de steder, hvor behovet er størst. Og behovet skal også komme an på, hvad det er for et sundhedsvæsen, vi gerne vil have.

Vi har ikke lægemangel men speciallægemangel, og det er svært at forklare omverdenen. Vi skal have oversat og omsat det, vi mener, til noget politikerne kan forstå. Det er Lægeforeningens opgave at få det løftet op, så det giver mening for dem, der skal være med til at lave reglerne«.