Fra uddannelseslæge til cheflæge

»Hvor er det godt, du er her«.

Sygeplejersker, jordemødre, læger og lægesekretærer byder den nye cheflæge på Afdeling for Gynækologi, obstetrik og pædiatri på Nykøbing F. Sygehus velkommen. Så snart de opdager, at det er den nye cheflæges krøllede hårtop, som stikker hovedet ind på kontorerne under rundvisningen, springer de op af stolen for at hilse.

»Jeg har virkelig glædet mig til, at du skulle komme«, siger en af sygeplejerskerne på afdelingen og trykker Cæcilie Trier Sønderskovs hånd. Chefsygeplejerske Bettina Petersen har også glædet sig, fortæller hun. Hun har haft nogle travle måneder, siden den tidligere cheflæge forlod jobbet i september, og stillingen som chefjordemoder også har været ledig.

40-årige Cæcilie Trier Sønderskov er ny cheflæge fra 1. januar 2023. Hun har kun været speciallæge i pædiatri i en måned og springer direkte fra afdelingslæge på ­Holbæk til cheflæge på Nykøbing F. Sygehus. Hun har i mange år været aktiv i Yngre Læger, de seneste år som næstforperson.

Ugeskrift for Læger har fået lov til at følge hende de første dage på det nye job. For hvorfor tager man lige springet fra dugfrisk afdelingslæge til cheflæge i en hårdt prøvet del af Danmark, hvor patienterne har flere sygdomme på en gang end andre dele af landet, og hvor transporttiden nærmer sig tre timer dagligt?

Sygeplejersker og jordemødre på afdelingen har alle aldre, mange har gråt hår. Her mangler ikke de erfarne sygeplejersker, som andre sygehuse fortæller om. Det er ikke uvant, at sygeplejersker og jordemødre på ­afdelingen fejrer 40-årsjubilæum, og der er stort set ­ingen vakancer.

»Nu må du se at komme i arbejdstøjet«, siger en sygeplejerske og griner i et nyt kontor på ruten.

»Ja, jeg må have fat i en uniform snarest«, svarer ­Cæcilie Trier Sønderskov og kigger ned ad sig selv og sine jeans og cardigan.

Inden rundvisningen er slut, har chefsygeplejersken, som selv har været på Nykøbing F. Sygehus i 25 år, og den nye cheflæge været forbi uniformrummet. Cæcilie Trier Sønderskov trækker straks i det hvide tøj, fisker et stetoskop op af sit net med Yngre Lægers logo på og ­putter den karakteristiske lægerekvisit i brystlommen.

»Jeg er stadig en del af holdet, selvom jeg er chef­læge«, forklarer hun sit hastværk med at få uniformen på.

Synlighed er en værdi for hende som leder. Hendes ambition er at være tæt på klinikken, at kunne træde til og hjælpe, når der er travlt. For det går stærkt i klinikken. Og selvom der ikke mangler jordemødre og syge­plejersker på netop denne afdeling, ser det anderledes ud andre steder i huset. Og på lægesiden. Problemet med at skaffe læger skal Cæcilie Trier Sønderskov være med til at løse.

Nærværende cheflæge

Det nye job ligger langt fra hjemmet i Vangede, men lige i centrum af drømmen om en chefstilling i Region Sjælland.

»Det er virkelig et sted, hvor man kan gøre en forskel, og hvor lægeløftet i sin essens bliver fulgt hver dag«, ­siger hun.

Det krævede mange overvejelser at sige ja til stillingen, da hun blev kontaktet i efteråret. Da headhunteren ringede, var hendes yngste barn ikke engang fyldt et år, hun var endnu ikke speciallæge.

»Vi blev alligevel enige om, at det var en god idé. Min mand ved godt, hvad jeg vil, og hvilke ambitioner jeg har. Og nu var det rigtige job der«.

Den første dag drøner Cæcilie Trier Sønderskov med Bettina Petersen nærmest i raketfart fra møde til møde. Mandag er også blevet døbt mødemandag, forklarer chefsygeplejersken, og det er især møder med de andre chefer og sygehusledelsen.

»Det er et puslespil: Nogle gange mangler der brikker, andre gange er der for mange brikker. Det går sjældent op«, siger en cheflægekollega fra en anden afdeling, da de taler om pukkelafvikling ved operationsrådsmødet. Planen er at oprette rene FEA-lejer til pukkelafvikling, altså frivillige vagter.

»Hviletidsbestemmelserne skal overholdes, selvom det er frivilligt overarbejde«, siger en cheflæge, og den tidligere næstforperson i Yngre Læger trækker på smilebåndet og nikker.

Tirsdag starter som en mere almindelig arbejdsdag for en læge med morgenkonferencer – først på føde­gangen. En kvinde blev sendt fra Roskilde, og den ­fødende var ifølge jordemoderen glad for den rolige stemning, tiden omkring hende, nærværet. Roskilde ville gerne sende endnu flere. Jordemødrene taler om, at der er travlt allevegne.

Cæcilie Trier Sønderskov står med foldede hænder foran kroppen og lytter interesseret.  

Derefter videre til morgenkonference på barselsgangen, så morgenkonference med lægerne på gynækologisk og obstetrisk afdeling. Cæcilie Trier Sønderskov præsenterer sig selv og siger, at hun kun har erfaring fra obstetrikken via de fødsler og kejsersnit, hun har deltaget i som pædiater.

Erfarne overlæger lytter interesseret, siger velkommen.

»Hvor kan vi finde dig?«, vil en overlæge vide. Cæcilie Trier Sønderskov forklarer, hvor hendes kontor ligger.

»Men jeg håber, at I vil opleve en cheflæge, som ikke bare sidder på sit kontor, men at jeg også er rundt på ­afdelingerne«, siger hun.

Det er vigtigt for hende at være med ved morgen­konferencerne, fortæller hun over skulderen på vej fra en konference til en anden.

»Jeg vil gerne med på grund af overblikket. Jeg er der ikke primært for det faglige, men jeg vil gerne vide, hvor travlt personalet har, om det hænger sammen«.

Travl akutafdeling

Til sidst tavlemøde på pædiatrisk afdeling med en imponerende udsigt over Guldborgssund, før der er en kort pause for den nye cheflæge inden endnu en kapacitetskonference på akutafdelingen, som har haft en travl nat.

Mellem 00-06 kom der 13 patienter, primært gamle dybt demente mennesker, som ifølge journalerne hverken skulle genoplives eller have antibiotika, men som alligevel blev sendt ind, fordi plejehjemmet ringede 112. De kunne hurtigt sendes hjem igen, men bidrager til et pres.

Akutafdelingen havde over julen 70% flere patienter end normalt.

»Vi keder os ikke«, lyder det på konferencen, hvor ­personalet står i en rundkreds om mødebordet.

Selvom tirsdagen er en mere traditionel lægedag med konferencer, som Cæcilie Trier Sønderskov kender dem, er den nye cheflæge i dag mere overvældet end den første dag med alle chefmøderne, siger hun.

»Det er mere lige på. Vi går direkte ind i møderne, der er mange ting at holde styr på«, siger hun og sætter sig på kanten af sin stol på sit nye kontor og tænder sin computer. Mails til den nye cheflæge tikker allerede ind, møder bookes i kalenderen.

Hun tænder for onlinekapacitetskonference med de andre fødeafdelinger i Region Sjælland. Holbæk har syv igangsættelser på programmet og fire fødestuer. ­Roskilde kan hjælpe Holbæk med en enkelt fødsel, Nykøbing F. byder ind med to.

Fødeafdelingen på Nykøbing F. har 935 fødsler om året. I dag er der luft i programmet.

Ledelse som faglighed

Cæcilie Trier Sønderskov har længe tænkt, at hun skulle være leder, men havde dog troet, at der skulle gå nogle flere år, forklarer hun, efter mødet er slut.

»Jeg har lavet en del ledelse i Yngre Læger. Men jeg var lidt bekymret for, om jeg ville lukke nogle døre i mit kliniske liv. Jeg har så rådført mig med min supervisionsgruppe, som ikke mener, at jeg lukker nogle døre, som ikke kan åbnes igen«.

Det er en misforståelse blandt læger, at det lægefaglige er én ting og ledelse noget helt andet, mener hun.

»Vi er alle uddannet til at være ledere. Vi er teamledere eller ledere af patientforløb. Vi laver måske ikke perso­naleledelse, men akutte situationer kræver god ledelse«.

Ledelse er den faglige vej, Cæcilie Trier Sønderskov gerne vil gå.

»I mit speciale går man typisk efter et fagområde, ­neonatologi eller børnekardiologi, og flere har spurgt, hvad jeg skulle. Jeg vil gerne være leder. Den tilgang er ved at vinde frem, men det er nyt. Generationerne før mig har været fagligt dygtige i mange år, hvorefter de ­tager en tørn med ledelse. Læger er i dag mere bevidste om, at der også findes lederfaglighed«.

Du springer et led over, men du ser det ikke som en barriere for din faglighed som leder?

»Det håber jeg ikke, at det er. Jeg kunne også godt lide at være pædiater, så det er ikke et fravalg af det. Det er et tilvalg af noget andet. Alt, hvad jeg har lavet af ledelse og administration som læge – både som klinisk læge, i fagforeningen og som forsker – leder op til det«.

Hun kommer til at savne patienterne, erkender hun. For hun kan også godt lide at være børnelæge.

»Jeg kommer heldigvis til at have min gang på afdelinger, hvor der er patienter. Mange opgaver handler om patienterne, selvom det ikke direkte er mig, der behandler dem«.

Retfærdighedssans

Der er en særlig grund til, at Cæcilie Trier Sønderskov gerne vil til den sydlige del af regionen, fortæller hun. Det er et område af Region Sjælland, hvor der er mange pressede og syge mennesker, som har brug for hjælp.

»Lægefagligt kan vi rykke meget. Og det håber jeg også at vise fremadrettet i forbindelse med rekruttering. Fagligt fejler folk noget«.

Cæcilie Trier Sønderskovs mor er folkeskolelærer, ­faren er ufaglært. De blev skilt, da hun var meget lille, og hun er vokset op halvt i Gentofte, halvt på Amager.

»Jeg har set mange sider af Danmark og set, hvordan uligheden presser folk. Det har jeg brug for at ændre ved, og det driver mig som læge, leder og lægepolitiker«.

Ser du dig selv som en ildsjæl?

»Ja og nej. Jeg er ikke sikker på, at jeg som ene person kan bære et helt sted, men jeg håber, at jeg kan være med til at opbygge noget. Jeg har en udpræget retfærdighedssans og har meget fokus på lighed i sundhed. Det er der heldigvis flere andre, der også arbejder med«.

Ildsjæle kan også brænde ud – hvordan ved du, at du ikke smutter igen, når du indser, hvor svært det er med ­afstand, rekruttering og ulighed?

»Det ved jeg heller ikke, men det er netop en del af ­udfordringen, som jeg har valgt til. Dog er jeg ikke sikker på, at jeg skal være på nogen arbejdsplads mere end fem, otte eller ti år. Det er der ikke mange af min generation, der forestiller sig. Jeg skal være her, så længe jeg kan være med til at gøre en forskel«.

Det gælder også på afdelingen. Rekruttering er en ­vigtig del af Cæcilie Trier Sønderskovs nye arbejde. Men det handler også om arbejdsmiljø og om at skabe en arbejdsplads, hvor folk gerne vil være. Fødeafsnittet er allerede et sted, hvor flere jordemødre pendler til, fordi de kan få lov til at bruge deres faglighed.

»Jordemødrene er trætte af de store fødefabrikker. Der er mange gode ting ved at vælge et sted som her, også som læge, man kan mange flere ting, som man måske ikke så nemt kan andre steder«.

Hvordan kan medarbejderne mærke, at det er Yngre ­Lægers tidligere næstforperson, som nu er cheflæge?

»Jeg kender mange dele af politik og administration i lægeverdenen. Jeg kender overenskomsten og har et stort netværk. Jeg ved, hvad der er på spil, især for de yngste, og hvad de gerne vil have. Det er f.eks. en bunden opgave at give plads til de læger, som ønsker at arbejde mindre end 37 timer i fremtiden. Og det kan man sagtens«.

Arbejdsmiljø

Cæcilie Trier Sønderskov vil også arbejde med fleksible arbejdstider og timeantal og muligheden for at pakke sine arbejdstider, så lægerne er skiftevis hjemme og arbejder nogle dage i træk.

»Jeg kender mange arbejdsmiljø- og rekrutteringsindsatser i landet, som jeg håber at få inspiration fra her også«, siger hun og holder en pause.

»Arbejdsmiljø betyder meget for mig. Det var grunden til, at jeg gik ind i fagforeningspolitik, og jeg håber, at folk kan mærke, hvor meget det betyder for mig. Man skal have ordentlige uddannelses- og arbejdsforhold, møde glad på arbejde, have lyst til at blive der, have indflydelse på sin ­arbejdsdag og på opgaverne. Man skal udfordres tilpas, og det er forskelligt fra læge til læge. Mange skal ikke styres, men skal have lov til at være ­læger på deres måde«.

Det lyder jo godt med deltid og fleksible arbejdstider, men er det ikke urealistisk at indfri alt det lige nu?

»Det er klart, at jeg ikke kommer til at tilbyde deltid til alle medarbejdere i alle faggrupper. Nogle vil vi også gerne have op i fuldtid. Men den unge generation af ­læger efterspørger deltid og fleksible arbejdsforhold, og de flytter sig, hvis vi ikke kan leve op til deres ønsker; ud af regionen, ud af landet eller ud af den offentlige sektor. Så vi bliver nødt til som arbejdsgiver at komme dem i møde og give pladsen. Også selvom ældre generationer har været vant til helt andre måder at arbejde på«.

Hvordan har du det med også at skulle træffe upopulære beslutninger om f.eks. fyringer?

»Det er en del af arbejdet, og det ansvar må jeg tage på mig. Forhåbentlig bliver det sjældent relevant hos os, og hvis det gør, så må jeg gøre det på den mest ordentlige måde.«

Mere tid derhjemme

Efter de første to dage har Cæcilie Trier Sønderskov på ingen måde fået kolde fødder over jobbet og den lange køretur, siger hun. 

»Jeg er spændt og var ret nervøs, da jeg startede i går. Det er jeg altid med nye ting. Det passer mig godt med køreturen, for så får jeg ro i hovedet. Da jeg kom hjem 17.30, var der liv og glade dage, og vi bestilte indisk take­away, inden vi alle gik omkuld«.

Med den nye stilling har hun fri i weekenderne og er mere hjemme nu end før. Planen er, at hun skal have hjemmearbejdsdage, så hun kan aflevere sine børn i skole og vuggestue, og hun skal også have nogle dage, hvor hun sover på personalehotellet og tager tidligere hjem dagen efter.  

»Jeg kom fra en stilling med vagter og var deltidspolitiker med mange aftenmøder. Nu har jeg fri aften og nat. Jeg er ikke med til at spise morgenmad, men da jeg arbejdede i Holbæk, tog jeg af sted, ti minutter efter at mine børn stod op. Nu er jeg hjemme til putning hver aften«, siger hun og tilføjer, at hun kørte hjemmefra samme tid, da hun arbejdede på Hvidovre som i Holbæk på grund af trafikken. Det føltes kortere, men det tog lige så lang tid, også på grund af parkerings- og omklædningsforhold.

Der mangler læger hernede, og nogle vil ikke rejse så langt væk fra familien. På den måde adskiller du dig fra andre læger?

»Mange læger vil gerne køre efter det rigtige arbejde. På Nykøbing F. kommer vi ikke til at være Rigshospitalet eller Skejby i højtspecialiserede funktioner. Vi kan nogle andre ting. Nogle vil måske også flytte herned til vandet, skoven og de billige villaer – det kan jeg ikke, fordi vores ældste søn er delebarn og skal være tæt på sin mor. Og jeg vil gerne transportere mig langt for det rigtige arbejde«.