»Helhedsindtrykket af udstillingen er på en gang trist og bevægende«

Det lille fine museum Den Hirschsprungske Samling i Østre Anlæg i København har i de seneste år udmærket sig ved at etablere en række små tematiske særudstillinger, lige nu også en om syge børn som motiv i billedkunsten i perioden ca.1850-1900. Udstillingen tager ikke afsæt i coronapandemien, men er et resultat af et postdocprojekt fra museumsinspektør Mette Bøgh Jensen fra Skagens Kunstmuseer, der i to år har arbejdet med dette emne og undersøgt, hvorfor netop syge piger blev et yndet tema i nævnte periode.

Syge og døende børn har også været emne for tidligere kunstnere, i romantikken således hos Goethe i »Der Erlkönig« og hos H.C. Andersen i »Det døende barn«, men får en fremtrædende plads senere i 1800-tallet.

Medicinsk historisk er det ikke svært at forstå. I denne periode med massiv urbanisering og slumdannelse i fattigkvarterer opstod gentagne store epidemier med difteri, scarlatina, morbilli, erysipelas og tyfus med en dødelighed på op til 10-15% ifølge Blegdamshospitalets årsopgørelser. Disse infektioner, i tillæg til tuberkulose, ramte også borgerskabets børn i et hidtil ukendt omfang. Spædbørns død var velkendt, men at så mange større børn også kunne dø af akutte febersygdomme var nyt og skræmmende.

Den aktuelle udstilling illustrerer emnet med en lille samling billeder fra primært danske, men også enkelte nordiske museer i fire temaer, først om raske børn med f.eks. Peter Hansens dejlige »Legende børn. Enghave Plads« og Anna Anchers »En vaccination«, der også har prydet Ugeskrift for Lægers forside tidligere i år. I næste sal ser man flere udgaver af Michael Anchers »En syg pige« tillige med et af Edvard Munchs hovedværker med samme titel. Han har selv beskrevet netop dette billede som et gennembrud for hans senere kunst. Gribende er også tilsvarende billeder af flere andre, f.eks. Christian Krogh og Ejner Nielsen. De sidste rum er helliget rekonvalescens, helbredelse eller død. Her møder man f.eks. Harald Slott-Møllers portræt af Astrid i sin kiste. Hun var datter af Gerda og Edvard Brandes og døde ti år gammel af difteri.

Malerierne af syge piger handler imidlertid ikke om at vise bestemte sygdomme. Kunstnerne var derimod fascineret af, hvordan den syge pige i særlig grad vakte følelser hos publikum.

I slutningen af 1800-tallet blev piger betragtet som nationens fremtid – det er hende, der skal føre slægten videre – kan hun ikke det, er samfundet truet.

Værkerne af de syge piger er kendetegnet ved at skildre dem i hjemligt miljø. Ofte er der kun få genstande omkring dem som blomster eller et sengetæppe med mulighed for farvesætning og i kontrast til den store hvide pude og hvid baggrund, der signalerer dødens nærhed.

Helhedsindtrykket af udstillingen er på en gang trist og bevægende på grund af emnet. Ofte vil man helst se på farverig kunst, der glæder og inspirerer, men denne udstilling er vigtig, også fordi den minder os om den store medicinske og sociale udvikling, der har fundet sted gennem de forløbne 150 år.

LÆS OGSÅ

»Teaterforestillingen giver et levende indblik i fødselsdepressionens mørke og paranoide tanker«

Tre fortællinger om sårbare familier

»Vi er mange, der har svedt der uden rigtigt at bemærke det smukke rum«